BØRNEfonden flytter sammen med seks andre fonde

Forfatter billede

Den store danske u-lands-NGO, BØRNEfonden, rykker til september ind i et nyindrettet fælles hus sammen med seks andre veldædige fonde for “bedre at kunne trække på hinandens erfaringer og skabe mere synergi i arbejdet”, som det udtrykkes.

Det fremgår af en omtale på BØRNEfondens netsted.

“Fondenes Hus”, som domicilet kommer til at hedde, ligger på adressen Otto Mønsteds Gade 3-5 på bagsiden af Politigården midt i København og forventes at kunne tiltrække flere fonde til bofællesskabet ud over de syv initiativtagere.

De er Otto Mønsteds Fond, BØRNEfonden, Bikubenfonden, Helsefonden, Vanførefonden, Ensomme Gamles Værn og Bevica Fonden.

Ejendommen Otto Mønsteds Gade 3-5 er for øjeblikket under ombygning, og fondene forventer at flytte ind omkring 1. september 2013.

De er åbne for at lukke flere ligesindede fonde ind i det nye fællesskab og understreger, at samarbejdet hviler på, at forskellighederne og den enkelte fonds profil skal forblive intakt.

”De syv fonde har valgt at flytte i samme hus for at kunne inspirere hinanden og udnytte de fordele, der er ved at dele lokaler og fælles ressourcer i form af administration og drift”, siger Søren Kaare-Andersen, direktør for Bikubenfonden.

“Ambitionen er, at Fondenes Hus skal være samlingspunkt for mange forskellige fonde, store som små. Der er plads til en pæn håndfuld fonde til ud over de syv,” lægger han til.

Trecifret millionbeløb

De syv fonde uddeler hvert år til sammen et trecifret millionbeløb til vidt forskellige samfundsgavnlige formål.

Fondene har hidtil haft hvert sit lejemål og hver sin administration, men vil nu se på, hvordan der kan skabes synergi og samarbejde mellem fondene, når de bor under samme tag.

”Først og fremmest vil fondene kunne drage nytte af den erfaringsudveksling, som nærheden til kollegafondene skaber basis for. Vi vil kunne inspirere hinanden, og der kommer til at blive en mangfoldighed i det nye hus, som det bliver spændende at opleve,” siger direktør Bolette Christensen fra BØRNEfonden.

”Fællesskabet frigør ressourcer til netop at fokusere på den enkelte fonds egenart og formål. Vi vil samarbejde om de praktiske forhold og derved styrke fondsbestyrelsernes mulighed for aktivt at forfølge fremtidige aktiviteter i egen fond,” siger Torben Svanberg fra Bevica Fonden.

BØRNEfonden, der har en årsomsætning på ca. 200 mio. kr., bor på adressen Jagtvej 157 i København.

Fonden kunne fejre 40 års jubilæum i januar 2012 – mere i telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/13-01-12/b-rnefonden-fylder-40-flere-af-de-seneste-r-har-v