Budskab fra Annan om verdens ældre

Redaktionen

Budskab fra FNs generalsekretær, Kofi Annan, i anledning af Den internationale dag for ældre 1. oktober 2003

I løbet af næste årti vil ældre udgøre en stadigt større og vigtig del af verdenssamfundet. Trods dette har der indtil for nylig kun været meget lidt fokus på vore muligheder for at udnytte de ældre medborgeres færdigheder optimalt i arbejdet på udviklingsområdet.

Ved Den anden Verdenskonference om Ældre i Madrid sidste år vedtog man en international handlingsplan, der lagde op til en grundlæggende ændring af vor opfattelse af ældre mennesker samt det at blive ældre.

Planen fra Madrid fjernede de politiske spørgsmål om ældre fra en snæver ramme på den sociale velfærdsdagsorden og placerede spørgsmålene i den bredere udviklingsdebat.

Med planen blev det accepteret, at ældre mennesker repræsenterer en stærk, men uudnyttet ressource for samfundet. Planen indeholdt også anbefalinger for, hvordan vi kan tilpasse os en stadigt ældre verden og skabe et samfund for alle aldre.

I min opfølgningsrapport til den nuværende generalforsamling fremsatte jeg forslag om en praktisk ramme for handling, både nationalt og internationalt, for at føre planen fra Madrid ud i livet.

Forslaget fokuserer på 2 hovedområdet: National kapacitetsopbygning og en central placering af ældre-aspektet på udviklingsdagsordenen.

I løbet af det første år i gennemførelsesprocessen har vi opnået fremskridt på en række områder. På det mellemstatslige niveau er man enedes om rammer for gennemgang og evaluering af gennemførelsen af planen.

I løbet af 2002 udviklede medlemslandene i Europa og Asien strategier for gennemførelse og Latinamerika og Caraibien ventes at have deres strategi klar ved årets udgang. Vi forventer ligeledes, at gennemførelsesprocessen i den afrikanske region følger.

Vi kan alle hjælpe med at bygge bro mellem generationerne ved at indregne de ældres færdigheder, såvel på områder som samfunds- eller familiespørgsmål, iværksætterkultur i landbrugs- eller byområder, uddannelse, teknologi, kunst, fattigdomsbekæmpelse eller fredsskabende aktiviteter.

Vor fremtidige udfordring er at bringe de ældres uvurderlige egenskaber ud af ubemærketheden og inkorporere disse i andre udviklingsværktøjer, inklusive arbejdet for at nå 2015 Målene – vor fremtidsplan for at skabe en bedre verden i dette århundrede.

Lad os derfor på denne Internationale dag for ældre forpligte os til at få det mest mulige ud af de mægtige ressourcer ældre mennesker besidder for at fremme udvikling.