Burundi smider internationale medier på porten før grundlovsafstemning

nkurunziza
Burundis præsident Pierre Nkurunziza
Foto: officielt (arkiv)
Laurits Holdt

Regeringen i Burundi har forbudt en række internationale medier at rapportere fra folkeafstemningen 17. maj. Her skal befolkningen sige ja eller nej til at ændre grundloven, så den siddende præsident kan stille op til valg igen. 

Ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch (HRW) er det britiske BBC blevet suspenderet i seks måneder, fordi stationen lod en burundisk statsborger kritisere afstemningen og den generelle situation i landet.

Også det statsfinansierede amerikanske Voice of America er blevet suspenderet og ifølge HRW kan det samme snart blive tilfældet for den franske Radio France Internationale.

Pres på lokale medier

Det er ikke kun udenlandske medier, der mærker regeringens offensive tilgang til medierne. Den lokale radiostation Isanganiro bliver kritiseret af det regeringskontrollerede National Communication Council (CNC) for ikke ikke at være kritiske nok. Og i april blev kommentar-sektionen i onlinemediet Iwacu lukket af CNC i tre måneder.

Afstemningen bliver en foreløbig kulmination på den politiske krise, der har knuget landet siden 2015. Her stillede præsident Pierre Nkurunziza op – og blev valgt –  til en ny valgperiode efter han havde siddet i to perioder.

Det skabte politisk uro, for landets grundlov foreskriver, at en præsident højst kan sidde i to perioder. 

Men, argumenterede præsidenten og han støtter, eftersom grundloven blev ændret under hans første periode, så skulle der tælles forfra.

I december 2017 annoncerede præsidenten så en folkeafstemning om, at ændre grundloven, så præsidenten får mulighed for at stille op igen, når den nuværende valgperiode udløber i 2020. 

14 år mere

I forslaget, som burundierne skal stemme ja eller nej til, ligger også en forlængelse af valgperioden fra fem til syv år. Hvis resultatet bliver et ja, så betyder det at Pierre Nkurunziza kan stille op til endnu to perioder og sidde på posten indtil 2034, hvor han vil være 71 år.

Uroen i landet har i flere omgange udviklet sig til voldsomme sammenstød mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker. Kampene har kostet 1.200 livet og sendt flere end 400.000 på flugt til nabolandene – især til Tanzania.

Myndighedernes overgreb har påkaldt sig en del international opmærksomhed. Det har ført til, at den internationale straffedomstol vil undersøge landet for forbrydelser mod menneskeheden.

Burundi forlod den straffedomstolen – som det først land – i oktober 2017.