Caritas: Au pair-ordning er statsstøtte til billig hushjælp

Laurits Holdt

”Au pair-ordningen holder ikke. Der er reelt tale om en ordning, der sikrer billig hushjælp til tidspressede danske familier, der har råd til en au pair. Kun i mindre grad kan man tale om kulturudveksling, som er det officielle formål. Ordningen bør principielt set afskaffes og hushjælp i fremtiden tilkøbes på de vilkår, der almindeligvis gælder på arbejdsmarkedet”.

Det siger Jann Sjursen, der er generalsekretær for Caritas Danmark, Den Katolske Kirkes humanitære organisation i en pressemeddelelse tirsdag.

Caritas arbejder for au pairer gennem Au Pair Network, der informerer og rådgiver au pairer, og skaber mødesteder og sociale aktiviteter for målgruppen.

Caritas Danmark offentliggør i dag et politikpapir, der slår til lyd for, at au- pair-ordningen afskaffes, og hvis ikke det, så forbedres. Au pairer skal have stærkere rettigheder.

”I denne uge, hvor Danmark er vært for Women Deliver, er der ekstra grund til at understrege, at vi har nogle blinde punkter i forhold til kvinders rettigheder i vores eget land. Au pairer står i en meget usikker situation, først og fremmest fordi den toårige opholdstilladelse er knyttet til værtsfamilien. Den skal knyttes til au pairen selv, så man kan vælge en værtsfamilie fra uden frygt for ikke at kunne blive i Danmark, hvis samarbejdet ikke fungerer. Og reglerne i forbindelse med graviditet skal ændres, så au pairerne får bedre mulighed for at planlægge hjemrejse og det fremtidige liv med barnet”, siger Jann Sjursen.

Caritas Danmark foreslår desuden, at det er godkendte bureauer, der skal formidle kontakten mellem au pairen og værtsfamilien for bl.a. at undgå, at der bliver betalt penge under bordet for at komme til Danmark. Endelig vil Caritas have en proces for godkendelse af værtsfamilierne og sænke aldersgrænsen for, hvem der kan være au pair, fra 30 til 25 år.

Uddrag fra politikpapiret:

Caritas Danmark er af den principielle opfattelse, at ordningen bør afvikles på grund af de problemer, den potentielt skaber for au pairer, og fordi værtsfamiliers eventuelle behov for hjælp til huslige pligter ifølge Caritas Danmark bør varetages af andre ordninger, som allerede er kendte eller kan etableres på serviceområdet. Det vil sikre arbejdstagere de samme rettigheder som andre lønmodtagere i Danmark.

Forbedringsforslag til ordningen:

  1. Værtsfamilier godkendes og forberedes bedst muligt til opgaven som værtsfamilie.
  2. Formidling af au pair-kontrakten skal ske gennem godkendte danske organisationer.
  3. Au pairer skal gennemgå en obligatorisk introduktionsmøde efter ankomst til Danmark.
  4. Opholdstilladelsen skal gøres uafhængig af kontrakten med værtsfamilien.
  5. Au pairen skal have to faste ugentlige fridage, en fri weekend om måneden og mulighed for forlængelse ved opsparede fridage.
  6. Au pair-ordningen skal være et naturligt led i au pairens livsforløb. Derfor er det relevant at nedsætte aldersgrænsen fra 30 år til 25 år.
  7. En au pair, som under opholdet er eller bliver gravid, må fortsætte sin au pair-kontrakt, indtil hun naturligt går på "barselsorlov", eller så længe, det er muligt at arbejde.

Læs hele politikpapiret her: