Central satiretegner fra det Arabiske Forår udstiller i Helsingør

Søn af en sudanesisk aktivist og aktiv satiretegner Khalid Albaih. Som fribykunstner udstiller han fra i morgen på Biblioteket Kulturværftet.
Foto: Alejo Arango - pressefoto
Forfatter billede

#Khartoon – “Vi var perfekte”

Udstilling

Khalid Albaih

5. juli – 30. september 2018

5. juli 16.00 -18.00: Åbning og møde med tegneren

Biblioteket Kulturværftet

Under det Arabiske Forår i 2011 var sudaneiske Khalid Albaih een af de centrale stemmer mod lydighedens tavshed, som han kalder det. Lige siden har han tegnet nødvendigheden af at være alt andet end perfekt og at vedblive at være kritisk, spørgende og konstant nysgerrig. 

Man kan i morgen møde den københavnske fribytegner ved åbningen af udstillingen #Khartoon – ”Vi var perfekte” på Biblioteket Kulturværftet.

Udstillingen handler om den lydige tavshed, som regimerne i den arabiske verden pålagde deres befolkninger, med gennemgående temaer som blandt andet hvordan den vestlige og den arabiske verden interagerer, politik, ulighed, migration og de sociale mediers rolle.

Søn af en aktivist

Khalid begyndte at tegne og dele sine tegninger på de sociale medier, da det Arabiske Forår startede.

Først og fremmest gik tegningerne viralt, men de fandt også vej fra internettet til bymure i Cairo og Beirut.

The Perfect Arab Citizen


Foto: Khalid Albaih

Khalid Albaih er sudaneser, født i Rumænien, men har levet det meste af sit liv i Qatar, fordi hans far var politisk aktivist i Sudan. Khalid er som satiretegner, en slags first responder, der tegner til de sociale medier endnu mens selve begivenheden finder sted.

Som fribytegner bor Khalid i to år i København, hvor han har mulighed for at tegne uden risiko for censur og forfølgelse.

“Det eneste sted, der for mig var hjemme, var internettet”

Khalid udgiver sine tegninger på de sociale medier under navnet #Khartoon.

Navnet er et vigtigt ordspil, sammensat af det engelske ord for den satiriske tegning, cartoon, og Khartoum, som er navnet på Sudans hovedstad.

I et interview med kunsthistorikeren Louise C. Larsen siger Khalid Albaih:

”Jeg er fra internettet. Det er der, jeg føler, jeg virkelig er fra, fordi der var meget, vi ikke måtte, men internettet gav os lov. Vi kunne ikke få visum som børn, det var svært for familier at rejse, men internettet blev vores adgang til chatrooms, hjemmesider og blogs. Jeg er ikke fra Rumænien, hvor jeg er født. Jeg er ikke fra Sudan, fordi jeg er en 36 år gammel mand, der stadig farer vild, når jeg er der. Jeg er ikke fra Qatar, fordi jeg ikke kan komme fra Qatar. Det eneste sted, der var hjemme for mig, var internettet.”

Om udstillingen

Udstillingen, der har tekster både på dansk og engelsk, er kurateret af kunsthistoriker Louise C. Larsen i samarbejde med Majken Jørgensen fra biblioteket. Udstillingen kan ses fra torsdag den 5.juli kl. 16 på 2. og 3.etage på Biblioteket Kulturværftet.

Alle er velkomne til den uformelle åbning og det vil være muligt at møde Khalid Albaih og Louise C. Larsen i tidsrummet 16 – 18.

 

Hvad er en fribykunstner?

København udgør sammen med Helsingør og Aarhus fribyerne i Danmark. Som fribykunstner er man udvalgt gennem fribyordningen, ”International Cities of Refuge Network” (ICORN), som er et internationalt netværk, der yder beskyttelse til forfattere, journalister, tegnere og andre kunstnere, hvis ytringsfrihed krænkes i deres hjemlande.

Under samme ordning bor fribyoversætter, Amani Lazar fra Syrien i to år i Helsingør. I oktober åbner en udstilling med udgangspunkt i Karen Blixens ”Babettes gæstebud”, som Amani har oversat til arabisk.