Charlottenborg Art Talks: Flygtninge live og på kortfilm

unnamed
Gerd Kieffer-Døssing

Det bliver en aften med film, der skildrer en række unge menneskers tanker om kærlighed, drømme, frygt og visioner midt i den flygtningekrise, der har ramt Europa. Film, der viser de mere almenmenneskelige historier, der gemmer sig bag den brede kategori ’flygtning’.

Mellem filmvisningerne vil der blive foretaget skype-opkald til hovedpersonen i én af filmene, den unge kurder Jan Youssef, samt til en ung dansk forsker, Emilie Mortensen, som er bosat i Jordan i ét af de såkaldte ”nærområder”.

Endelig vil filosof Ole Fogh Kirkeby moderere forskellige dialogsessioner, som vil omhandle nogle af de tematikker, filmene åbner op for.

Other Story går helt tæt på

Filmene er fra serien ’Young Refugee’, som er lavet af kunstprojektet Other Story.

De blev filmet af Other Storys grundlægger, Madeleine Kate McGowan, da hun forsøgte at skildre flygtningesituationen på Lesbos i efteråret 2015. Selvom McGowan tog til Lesbos udelukkende for at filme, endte hun med at blive frivillig, da der ikke var nok hænder til at håndtere krisen.

Filmene, der kom ud af opholdet og arbejdet på Lesbos, udfordrer den gængse medieform for kortfilm og forsøger at skabe historier, der er så tætte på den almenmenneskelige eksistens, at det bliver umuligt at adskille sig fra den lidelse, som flygtningekrisens uhyrlighed ofte muliggør.

Other Storys hjemmeside er Ole Fogh Kirkeby citeret for følgende:

“In my opinion, “Other Story” is far more than a work of art, it is a humanitarian manifest, because it uses the film media to create an image of the reality and intense presence of the other person’s life, a reality which we are inclined to ignore, reject or even despise. The difference in culture and existential situation is overcome and over-bridged in the twinkling of an eye, and our escape into a safe ignorance is no longer a possibility.”

Charlottenborg Art Talks byder hver onsdag på foredrag, performances, filmscreeninger, oplæsninger og debatter om kunst med mere. Charlottenborg Art Talks er gratis og åben for alle og foregår normalt i kunsthallens biograf.

Tid: 17:00-20:00
Sted: Charlottenborg, kunsthallens biograf