Cinemateket 2017: Første udgave af Latinamerikansk Festival

Forfatter billede

Cinemateket byder på første udgave af Latinamerikansk Festival og inviterer dig på besøg i "storbyer og jungle, fortid og nutid, eskapisme og samfundskritik, mød sørgelige skæbner og ufiltreret livsglæde."

Under festivalen vil man blandt andet kunne møde den brasilianske instruktør Marcelo Gomes og fotografen og antropologen Christian Vium, høre livemusik fra Argentina, Mexico og Cuba, samt se en lang række af både fiktions- og dokumentarfilm.

De sproginteresserede kan få deres sprogevner finpudset, når Cinematekt viser den venezuelanske Guldløve-vinder fra Venedig, 'Sidste nat i Caracas' ('Desde allá'). Filmen byder både på kærlighed og højspændt drama. I sin anmeldelse gav Filmmagasinet Ekkos Michael Bo filmen fem stjerner og beskriver den som både gådefuld og let at se.

'Sidste nat i Caracas' handler om Armando, en 50-årig mand, der søger unge mænd i Caracas og betaler dem for at holde ham med selskab. En dag møder han den 17-årige dreng, Elder, der viser sig at være leder af en kriminel bande, og dette møde kommer til at ændre begges liv for evigt.

Læs mere om de mange film og andre events, og bestil billetter til Latinamerikansk Festival på Cinematekets hjemmeside.

Latinamerikansk Festival bliver arrangeret i samarbejde med foreningshuset Casa Latinoamericana,  Copenhagen Photo Festival, CkulturA og den verdensomspændende musikfestival Sonamos Latinoamerica (‘Lyden af Latinamerika’) samt Argentinas, Brasiliens, Chiles, Cubas og Mexicos ambassader.