CISU tilfreds med Folkemødet

Laurits Holdt

Der er tilfredshed i CISU over aktiviteterne i det Globale Telt på dette års Folkemøde. Specielt glæder CISUs daglige leder sig over, at der blev givet håndslag på, at der er en bred politisk opbakning til den nye civilsamfundsstrategi.

CISU (Civilsamfund i udvikling) var sammen med Fairtrade og Hammerhus på Folkemødet vært i det Globale Telt, hvor en række udviklingstemaer blev diskuteret. Der blev afholdt særskilt møde for de CISU medlemmer, der deltog i Folkemødet, samtidig med at at teltet kom til at fungere som et slags uformelt samlingspunkt – krydret med live afrikansk musik lørdag aften.

”Det var dejligt at se at det lykkedes at skabe et rum for rigtig gode udviklingsdebatter med stort fremmøde og diskussionslyst,” siger faglig leder Jeef Bech.

Specielt glæder han sig over, at der i debatten om oplysning var rum til at dele CISUs erfaringer med at arbejde med at ‘Reframing the Message’ for at opnå størst oplysningseffekt, samt at det i debatten om frivillighed lykkedes at stille skarpt på vigtigheden af at skabe rum for det store frivillige arbejde, mange af CISUs medlemmer laver.

”Det var også positivt, at det lykkedes, at gøre nyvalgte EU-parlamentarikere opmærksomme på vigtigheden af at de tager udviklingstemaer med sig i kufferten til Bruxelles for at få det placeret på EUs dagsorden – noget der blev aktualiseret af, at Danida dagen efter Folkemødet lancerede sin plan for at sikre sammenhængende politikker i EU,” siger han.

Sidst – men ikke mindst – glæder Jeef Bach sig over, at det i debatten om den spritnye Civilsamfundspolitik – som blev præsenteret i CISUs arrangement – lykkedes efter diverse retoriske sværdslag mellem ministeren og tre andre ordførere at få håndslag på, at der er bred politisk opbakning til politikken. Således kan den gælde i mange år frem, og CISUs medlemmer kender de politiske rammer, de fremtidigt kan arbejde indenfor.

CISUs bestyrelse vil på næste bestyrelsesmøde 26. juni evaluere 2014 Folkemødet og tage stilling til deltagelse i Folkemødet næste år.