Det er svært at finde hoved og hale på konflikten i Congo. Både de mange forskellige oprørsgrupper og hæren påstår, at de kæmper for demokrati og rettigheder. Alle væbnede grupper i området er involverede, selv FN. Ingen af parterne i konflikten er pletfri, og lokalbefolkningen har vænnet sig til at smide sig ned på maven i vejkanten, når der bliver skudt om ørerne på dem.
Historien i “This is Congo” bliver fortalt af fire mennesker, der på hver deres måde har fundet mening i kaoset og vænnet sig til at leve under de alt andet end normale vilkår, der gælder for livet i området omkring Goma i det østlige Congo. Dermed bliver konflikten og livet, som det er, når det defineres af den, både nærværende og til at relatere til på det personlige plan. Selvom det på ingen måde føles normalt.
Et land, der burde være et af verdens rigeste
Congo er et rigt land. Rigt på mineraler og olie. Enormt. Lovløst i store områder. Med mere end 30 forskellige oprørsgrupper. Ramt af råstofforbandelsen. Udnyttet først af slavehandlere og så af Belgien. Derefter ufrivilligt involveret i den kolde krig. Siden mordet på den folkevalgte præsident Patrice Lumumba har Congo været styret ledere, der hverken kom til magten på ærlig vis eller havde befolkningen som højeste prioritet.
Der krydsklippes mellem Congos historie, et nutidigt klasselokale, hvor der undervises i Congos geografi, nyhedsudsendelser fra vestlige medier og interviews med de fire mennesker, der repræsenterer hvert deres side af konflikten:
– En general, der filmes i modlys og med stemmeforvrængning.
– En ung militærleder, der dyrkes som en helt af lokalbefolkningen og med smittende godt humør viser sine skudar frem.
– En familiefar, der er blevet fordrevet så mange gange, at han efterhånden ikke tager andet end sin symaskine med. Dermed kan han ernære sig som skrædder i de lejre for internt fordrevne, han kommer igennem.
– En kvinde, der opkøber ædelsten i mineområdet og smugler dem til Uganda. Hun ville gerne leve et mere ærligt liv, men mener ikke at omstændighederne tillader det.
Hver især har de deres vinkel på konflikten. Hver har sin egen overlevelsesstrategi, og nogle af dem har mere succes med det end andre.
Med væbnede kampe som konstant ledsager
Konflikten definerer livet for alle i området, men de lever alligevel videre. De har levet med konflikten så længe, at det er blevet hverdag at gå på vejen ved siden af panserkøretøjer og at kaste sig ned i grøfterne, hvis de begynder at skyde.
Der er støtte til hæren og vrede mod FN. Der er også vrede mod præsident Kabila, der hverken har leveret vand, elektricitet eller stabilitet. Der kommer jævnligt agitatorer fra de forskellige oprørsgrupper og fra hæren og taler til lokalbefolkningen. De siger alle sammen det samme. Det er også en del af hverdagen.
Og til sidst bliver der forhandlet en fredsaftale med den lokale oprørsgruppe M23 (også kendt som 23. marts-bevægelsen). Dét kan folk samles om at glædes over. Det står dog hen i det uvisse, om freden holder, for mange af de forhold, konflikten handler om, er der ikke blevet lavet om på.
Specialvisning med debat
Visningen d. 19/3 sker i samarbejde med Røde Kors i deres nye frivillighus, og der vil efterfølgende være debat mellem Peer Schouten, DIIS forsker i DRC, og Nelima Lassen, International Programchef i Røde Kors. Fokus vil være på konflikten i landet. Debatten modereres af Mai Rasmussen fra Magasinet 360. Debatten vil være på engelsk.
