COP 20: Enighed om “tynd” aftale ved klimaforhandlingerne i Lima

Forfatter billede

Thomas Jazrawi, U-landsnyt.dk, skriver fra Lima

FN’s klimaforhandlinger i Lima er nu afsluttet over et døgn efter planlagt med en aftale mellem parterne, som ikke indeholder meget nyt. Der har særligt været heftige diskussioner mellem rige og fattige lande. Vejen fra Lima til en international klimaaftale i Paris er dermed stadig lang.

Sent lørdag nat Lima-tid blev man endeligt enige om et slutdokument for de foregående 2 ugers forhandlinger, der har foregået i Perus hovedstad.

Det er imidlertid lettere at beskrive, hvad man ikke blev enige om end det, der egentligt blev besluttet. 

Stod stejlt til det sidste

Parterne stod rigtigt stejlt over for hinanden ved plenarmødet lørdag eftermiddag, hvor man ikke kunne opnå konsensus  (100 pct. enighed).

Derfor var der konsultation med alle parterne, og et nyt udkast blev udarbejdet. Omkring kl. 2 natten til søndag blev parterne enige om at vedtage dokumentet. 

Pakken, der er vedtaget, kaldes “Lima Call to Climate Action”.

Optog ved COP 20 i Lima, Foto: Thomas Jazrawi

Tidligere lørdag så det ellers ud til, at det kunne ende med et kollaps af forhandlingerne, men så slemt blev det ikke. 

“Regeringerne har stået meget langt væk fra hinanden hele mødet, uden vilje til at bevæge sig, eller til at finde løsninger. Det er ikke en måde man kan forhandle på. Så kommer der ikke noget resultat”, siger Mattias Söderberg, klimarådgiver ved Folkekirkens Nødhjælp. 

“COP20 blev en tynd kop te. COP 20 i Lima leverede kun det absolut nødvendige – en skitse til en global klimaaftale, som der skal forhandles videre om frem mod COP 21 om et år i Paris. Meget mere blev det desværre ikke til”, siger  klima- og miljøchef i WWF Verdensnaturfondens danske afdeling, John Nordbo. 

Nord og Syd i verbalt slagsmål

Tidligere lørdag var der bulder og brag i diskussionerne i plenarsalen Cuzco. Det var særligt det globale Nord og Syd, der stod skarpt over for hinanden.

Uenigheden gjaldt særligt landenes bidrag til en kommende Paris-aftale, de såkaldte INDC (Intended Nationally Determined Contributions). 

Ban ki-moon ved COP 20, Foto: Thomas Jazrawi

Slagsmålet handler særligt om, hvad de skal indeholde.

De rige lande holder fast i, at de kun skal gælde løfter om, hvor meget man vil reducere udledninger af drivhusgasser. U-landene lande ønsker, at de skal indeholde økonomiske bidrag til de fattigste og mest klimatruede landes kamp mod klimaforandringer og klimakatastrofer. 

Der var skarpe udmeldinger om dette i lørdagens tidlige debat, men det endelige resultat blev et kompromis, som kræver yderligere præciseringer.

Evo Morales ankommer til klimatopmødet, Foto: Thomas Jazrawi

“COP 20 bidrog kun lidt til at klargøre forhandlingsprocessen frem mod Paris. Der gentages en opfordring til landene om at indsende oversigter over, hvad de hver især har intentioner om at gøre for at begrænse klimaproblemet inden udgangen af marts 2015”, anfører John Nordbo og pointerer:

“Men COP 20 undlod at præcisere, at landenes planer om bidrag til finansiering af den globale klimaindsats bør tages med i landenes oversigter”.

Enten en svag aftale eller slet ingen

Det er derfor stadig ikke et krav, at landene oplyser, hvordan deres bidrag er et udtryk for en retfærdig fordeling, og der er ikke en mekanisme, der skal vurdere, om bidragene er tilstrækkelig til at holde målet om at undgå katastrofale klimaforandringer. 

Efter lørdagens første diskussion mellem parterne talte de fleste observatører om, at der var to muligheder: en svag aftale eller et totalt kollaps af forhandlingerne.

Manifestation før den sidste store debat lørdag nat i Lima, Foto: Thomas Jazrawi

Det blev trods alt ikke det sidste, som forhandlerne kunne tage med hjem i den milde støvregn i Lima – den første regn i millionbyen i de 14 dage forhandlingerne har varet. 

Målet er, at verden skal begrænse den globale opvarmning til højst to grader.

“Det her er et godt dokument til at bane vejen til Paris”, sagde EU’s nye klima- og energikommissær Miguel Arias Cañete.

Også Kina og Indien var tilfredse og kunne skrinlægge bekymringer over tidligere udkast, der ville pålægge de nye vækstøkonomier (en efter deres opfattelse) for tung byrde i forhold til de rige industrilande i en global indsats for at imødegå klimaændringerne.

“Vi har fået, hvad vi ønskede”, sagde den indiske miljøminister Prakash Javedekar, der tilføjede, at kompromiset kom i hus, fordi de “gamle” rige lande ifølge aftalen skal gå forrest med at skære i udledningen – ikke “nyrige” u-lande som Indien, Kina, Brasilien m.fl..

Der var hårde argumenter i luften omkring netop dette spørgsmål ved debatterne. Brasilien beskyldte direkte udviklede lande for at underminere FN’s Rammekonvention for klimaændringer. 

“FN’s Rammekonvention er loven, og dens principper er ikke bare referencer. Vi skal ikke bare smide noget af den væk. Den siger, at der er fælles, men differentierede forpligtelser”, sagde forhandleren fra det store sydamerikanske land.

Mattias Söderberg fra Folkekirkens Nødhjælp mener imidlertid, at det er tid til, at de store udviklingsøkonomier forpligter sig mere. 

“Verden forandres og det er ikke længere muligt at tale om blot rige og fattige lande. Nogle af de lande der vi kalder for ”ulande” er i dag rige, og de må derfor også tage et større ansvar i det globale klimaarbejde”, forklarer han.

Et ny-gammelt dilemma

Indiens miljøminister henviser her til et begreb, der har været en central del af FNs klimaforhandlinger i over to årtier.

Det dækker groft sagt over hvem der har hvilke forpligtelser til at nedbringe udledningerne af drivhusgasser i atmosfæren set i forhold til historien tilbage til industrialderens begyndelse.

Begrebet hedder “differentierede (vekslende) forpligtelser” i konferencesprog.

Berlingskes videnskabsjournalist, Lars Henrik Aagaard, forklarer i avisens søndagsudgave, at de fattige nationer gennem næsten hele industrialderen som oftest har haft en langt mindre andel af de globale udledninger end andelen af deres udledninger i dag.

Tag bare Kina. Fra 2012 til 2030 ventes stormagtten og “kul-fabrikken” at stå bag næsten 30 procent af al CO2-udledning på kloden.

Men ser man på hele perioden fra 1850, da industrialderen begyndte med dampmaskiner, jernstøberier og bomuldsspinderier, og frem til 2030, er Kinas andel kun på 16 til 17 pct., skriver Aaagaard.

Set i den sammenhæng bør Kina altså maximalt påtage sig en sjettedel af klimaansvaret frem for næsten en tredjedel.

Af samme årsag er Kina, Indien og flere andre vægtige u-lande store fortalere for “differentierede forpligtelser”.

Aftale-teksten ses på http://unfccc.int/resource/docs/2014/cop20/eng/l14.pdf