Danmark sender vandrådgiver til Cape Town

cape_town_goodfreephotos
Forfatter billede

Sydafrika oplever i øjeblikket en alvorlig vandkrise. Flere kommuner i landet er hårdt ramt og vandforsyningen er i mange områder kritisk lav. Krisen skyldes en længere tørkeperiode, og at man har forsømt at udvikle vandressourcerne og tilpasse vandforbruget.

Cape Town, hovedstaden i Western Cape med cirka 3,5 millioner indbyggere, er særdeles hårdt ramt.

”Danske virksomheders og myndigheders ekspertise på vandområdet er kendt og efterspurgt internationalt. Vi har et af verdens laveste vandtab, og vi er også nogen af verdens bedste til at udvinde og passe på vores grundvand. Derfor kan Danmarks viden og kompetencer være en styrke for sydafrikanerne i deres arbejde for at afhjælpe vandkrisen i Cape Town,” siger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) i en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet.

Viden og knowhow

Som en del af Sydafrikas plan for at afhjælpe situationen undersøger man nu muligheden for at øge andelen af grundvand i vandforsyningen. I Danmark stammer hele 100 procent af drikkevandet fra grundvand, mens det kun gælder 15 procent for Sydafrika.

Hvis sydafrikanerne omstiller vandforbruget til også at trække på grundvand, kan man mindske risikoen for vandmangel ved fremtidige tørkeperioder.

Efter ønske fra Sydafrika vil Danmark derfor sende en teknisk rådgiver til Cape Town, som bl.a. skal hjælpe byen med at bruge grundvand.

”Støtten til Cape Town gennem dansk rådgivning er et væsentligt bidrag, som ikke blot kan være med til at afhjælpe den nuværende krise, men også give sydafrikanerne ny viden, der kan blive en styrke for dem på længere sigt. Udsendelsen af en teknisk rådgiver ser jeg derfor også som endnu et led i at styrke et allerede stærkt forhold mellem Danmark og Sydafrika,” siger Ulla Tørnæs.

Det danske bidrag er en del af et myndighedssamarbejde mellem det danske Miljø- og Fødevareministerium, ambassaden i Pretoria og de sydafrikanske myndigheder, der har stået på siden 2016.

Her bidrager vi med viden og knowhow om bl.a. grundvand, vandspild, vandeffektivitet i industrien samt vandsektorfinansiering.

Danmark har f.eks. været med til at anbefale nye strategier og regulering, og har inddraget danske virksomheder og forsyninger i dokumentation af konkrete løsninger.