Gå til hovedindhold

Mobile menu

Danmission opruster i Mellemøsten

Tirsdag klipper generalsekretær i Danmission, Jørgen Skov Sørensen, snoren til et nyt kontor i Beirut med plads til flere medarbejdere. Det betyder øget støtte til kirkerne og fredsarbejdet i regionen.
Hamra er en blandet bydel i Beirut, hvor indbyggerne tilhører en lang række af Libanons forskellige trossamfund.

Hamra er en blandet bydel i Beirut, hvor indbyggerne tilhører en lang række af Libanons forskellige trossamfund.

Wargida (Wikimedia/arkiv/CC)

En stor EU-bevilling har gjort det muligt for den folkekirkelige udviklingsorganisation Danmission at lægge sig ud, både hvad angår lokaler og bemanding, i den libanesiske hovedstad, Beirut.

Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Danmission modtog for nylig 12 millioner kroner af EU til en styrkelse af sit fredsarbejde i Mellemøsten – et arbejde, som organisationen har været beskæftiget med i mere end 100 år.

I forvejen har Danmission en strategisk partnerskabsaftale med Danida og høster bred folkelig opbakning med mange private bidragydere. Udenrigsministeriets Dansk Arabisk Partnerskabsprogram bakker ligeledes økonomisk op om Danmissions arbejde.

Pengene fra EU er øremærket fredsstabiliserende projekter i Syrien, Irak og Libanon, og at dirigere aktiviteterne fra Beirut giver rigtig god mening. En af de erfaringer, som Danmission har gjort sig i Mellemøsten gennem årene, er nemlig, at regionens lande er forbundne på en måde, vi ikke kender til i Europa.

Det handler om et stærkt kultur- og religionsfælleskab på tværs af landene, forklarer Maria Lindhardt, der som Danmissions regionale repræsentant for Mellemøsten og Nordafrika er bosiddende i Beirut.

”Der er en ret unik folkelig solidaritet landene imellem. Det, der forbinder dem, kommer dog i nogle tilfælde også til at splitte dem. Det påvirker hele regionen, når vi fx har en Israel-Palæstina-konflikt, der varer i årevis, en krig i Syrien, der varer i årevis og et Saudi-Iran-forhold, der også i årevis har været betændt. Og det er netop derfor, at Danmission sammen med vores partnere gør så meget ud af at samle folk på tværs. Det gør vi blandt ved at skabe trygge rammer for en konstruktiv dialog om problemerne”, siger hun.

Respekt om en trosbaseret organisation

Indtil for nylig har Maria Lindhardt som regional repræsentant været den eneste Danmission-ansatte med base i Beirut. Men med kontorudvidelsen er der nu ansat tre libanesere, og det er planen, at der fra Danmark udsendes endnu en medarbejder, nemlig en kirkefaglig konsulent.

Maria Lindhardt fortæller, hvordan der i Mellemøsten hersker stor respekt om en trosbaseret organisation som Danmission, og at det derfor ikke er en ulempe at være en kristen spiller på en overvejende muslimsk bane. Tværtimod.

”Den religiøse dialog åbner nye døre for forhandling og dermed for løsning af konflikterne. For i den interreligiøse dialog er der større frihed til at være sig selv, end der er i det politiske diplomati. Det har jeg selv oplevet, da jeg skiftede arbejde fra den danske ambassade i Beirut til Danmission”, siger hun.

”Når religionen er en del af problematikken, må den også nødvendigvis være en del af løsningen,” tilføjer hun.

Maria Lindhardts vurdering understøttes af flere eksperter, blandt andre seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder Marie Juul Petersen, som for nylig udtalte, at trosbaserede organisationer som Danmission aldrig har været i højere kurs inden for udviklingsarbejde.

Danmissions nye kontor ligger i Hamra, en populær bydel i det vestlige Beirut.