De Frelste
”De frelste” har verdenspremiere i aften i en udsolgt Dagmar Biograf som en del af CPH:DOX-programmet. Filmen er instrueret af Morten Vest og bringer blandt andet billeder og filmklip fra unikt arkivmateriale helt tilbage fra starten af 1900-tallet og frem til i dag.
Missionærer i hundrede år
Vi følger en af de allerførste danske missionærer, Niels Brønnum, der sammen med sin kone, Margaret, sejler til Vestafrika. De ankommer til en landsby i et område, der dengang kaldtes Sudan og strakte sig næsten hele vejen tværs over Afrika, men som i dag er Nigeria.
Gennem Brønnums dagbogsnotater følger vi hans første år i Afrika, hans møde med det fremmede og hans ukuelige tro på, at kristendommen er en hjælp for de mennesker han møder.
Men missionshistorie hører ikke kun fortiden til. Vi følger også Rikke Vestergaard, der stadig i 2017 – på trods af sine 76 år – opholder sig det meste af året i Nigeria i den menighed, som Brønnum startede. Rikke Vestergaard er både missionær og sygeplejerske, men hun må erkende, at sygeplejen får mere tid i hverdagen end missionsgerningen.
Den danske missionær Niels Brønnum lever videre i hans menighed i Nigeria.
Foto: CPH:DOX - Pressebillede
Ukuelig tro, selvopofrelse og rugbrødsmadder
Krydsklipningen mellem de historiske og de nutidige optagelser giver indblik i, hvad det vil sige, at være kaldet af Gud: Hvilket engagement og ukuelighed, der følger med, men også hvilke ofre, man giver. Da Brønnums kone dør i barselssengen, får det ikke Brønnum til at opgive missionen. I stedet bliver han mere opsat på at færdiggøre det, han startede med Margaret, og det resulterer i, at han sender den unge søn hjem til Danmark igen. Efter Margarets død henvender Brønnum sin dagbog til sønnen.
I modsætning til Brønnums selvopofrelse for missionen kan det virke næsten komisk at se de danske missionærers hjem, der indefra ligner enhver anden dansk stue, med danske designmøbler, dug på bordet og rugbrødsmadder. Det offer, at leve som de mennesker, de lever sammen med, vil missionærerne alligevel ikke bringe. Og måske er netop hjemmet med til at holde missionærerne fast på deres identitet som danskere.
Missionen som den sås af de lokale
”De frelste” fortæller også missionshistorien fra den anden side – nemlig dem, der blev missioneret for. Gennem interviews med de mennesker, der oplevede mødet med de første missionærer, hører man, hvad der både var tillokkende og skræmmende ved de nytilkomne.
De historiske optagelser viser mange lokale afrikanere, der har tildækket deres krop sparsomt – et blad foran kønsdelene og smykker om halsen udgør for mange den eneste påklædning. Med de kristne missionærer ændrer det sig. De bringer en ny kropskultur og –moral med sig, og dermed en ny norm for påklædning og tildækning.
”De fik mig til at indse, at jeg var nøgen”- som en ældre man siger om sit møde med missionærerne.
Missionærerne skabte gennemgribende ændringer i de samfund, de kom til, og filmen skildrer nuanceret, hvordan dette både har for- og bagsider.
En ældre mand får lys i øjnene, når han fortæller om den fryd det var, at lære at læse og skrive: ”Vi skrev beskeder til hinanden i stedet for at tale, selvom vi sad lige ved siden af hinanden”.
Mange vil kunne spejle sig i den magi, man oplever, når man de første år i skolen lærer at få mening ud af kruseduller på et papir.
Troen – dengang og idag
Mission handlede dengang altså om meget andet end troen på Jesus Kristus og evangeliet – for mange afrikanere betød mødet med missionærerne ny viden, en ny livsstil og nye muligheder.
For ærkebiskoppen, der i dag leder Brønnums menighed, handler det dog i høj grad om troen. Han kritiserer i filmen missionærerne for ikke at forstå det radikale budskab, at Gud er til for alle.
Der er plads til kritik af missionærerne i “De frelste”. Ærkebiskoppen mener ikke, at det ligger i det kristne budskab at forsøge at forandre mennesker og kulturer.
Foto: Stillbillede fra "De frelste"
I stedet mener han, at de opdragede på afrikanerne, for at få dem til at passe ind i et europæisk syn på kristendommen. Men som biskoppen siger: ”Hvis det er kristendom (at vi skal lave om på os selv, red.), så til helvede med kristendommen. Vi har ikke accepteret Brønnum. Vi har accepteret Jesus Kristus, der døde for os”.
Usynlig racisme
Brønnums dagbogsnotater vidner også om en racisme, der er helt usynlig for ham selv. Han sender sin søn hjem med den begrundelse, at han skal opdrages af en hvid kvinde. Og da nogle børn morgen efter morgen samles foran hans hus, skriver han ”selv ikke jeg kan lade være med at holde af dem”.
Brønnum har altså en tydelig forståelse af rangorden mellem sig selv og lokalbefolkningen, og dette afspejles også i missionens første begrundelse: Kapløbet mod islam, der spreder sig i Afrika fra nord mod syd. Sudanmissionen, som Brønnum var en del af, skulle danne en kristen mur hen over Afrika, så islam ikke spredte sig yderligere. Det stiller naturligvis spørgsmålet: For hvis skyld missioneredes der?
Filmen er et seværdigt og nuanceret indblik i ”den hvide mands byrde” og de dynamikker, der opstod med europæisk, kristen mission i Afrika, samt de efterfølgende konsekvenser.
Den formår på elegant vis at fremstille sine medvirkende sympatisk, således at man forstår hver enkelt synspunkt fri af for- og imod-polarisering. Mission hverken forherliges eller dæmoniseres, og man efterlades med rum til at fortsætte snakken om et meget komplekst emne.
