Dansk opfindelse kan begrænse global opvarmning

Forfatter billede

Sådan skriver Miljø- og Fødevareministeriet i et indlæg på deres hjemmeside fredag.

Virksomheden Stjernholm A/S i Ringkøbing laver udstyr til rensningsanlæg som f.eks. riste, sier og sandvaskere. Med støtte fra Miljøteknologisk Udviklings og Demonstrationsprogram (MUDP) har Stjernholm udviklet en metode til at måle iltning af vandet og lattergas i biologiske renseanlæg.

Når man renser spildevand for kvælstof, kan der i renseprocessen opstå lattergas, som er en kraftig drivhusgas, der bidrager til global opvarmning. Derfor skal udledningen begrænses. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen besøger Stjernholm på mandag den 3. oktober.

– Stjernholm er et glimrende eksempel på en virksomhed, som vi heldigvis har mange af i Danmark. Små og mellemstore virksomheder, som investerer i grøn teknologi, hjælper til at skabe grøn vækst og finder de nye smarte og ofte billigere løsninger, vi har behov for. Det er tit de største virksomheder, der løber med opmærksomheden, men uden de små tandhjul ruller den grønne udvikling ikke. Derfor er jeg glad for, at vi med MUDP kan styrke de mindre virksomheders indsats, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Stjernholms produkt, kaldet OXxOFF, har for første gang koblet flere målemetoder sammen, og kan bruges til kontrol og styring. Samtidig er løsningen prisbillig i forhold til lignende metoder. Måleren kan hjælpe til at afklare, hvor i de biologiske rensningsanlæg lattergas dannes, hvor den største udledning sker, og om vandiltningen i anlægget virker optimalt. På den måde kan opfindelsen afklare, hvor man skal sætte ind for at begrænse udledning af lattergas.

– Vores projekt bliver koblet med lignende teknologi fra Unisense Environment, og det betyder, at vi nu har fået udviklet et målegrej, som ikke findes andre steder i verden. Nu skal opfindelsen ud og bruges, så vi får styr på, hvor meget lattergas der udledes på renseanlæggene. Projektet er et blandt flere MUDP-projekter, som vi har gode erfaringer med. De giver os mulighed for at indgå på et hold, hvor vi kan udnytte hinandens know-how, siger ejer og bestyrelsesformand for Stjernholm Kaj Stjernholm.

Som ved alle MUDP-støttede projekter, har virksomheden betalt mindst halvdelen af projektomkostningerne. Stjernholm har til projektet modtaget 676.000 kroner i tilskud i 2014.