Dansk Røde Kors har fået 357 mio. fra EU til at hjælpe syriske flygtninge

Laurits Holdt

EU har doneret 357 millioner kroner til en gruppe på 15 nationale Røde Kors-organisationer, som skal bruges til at hjælpe syriske flygtninge. Det er Dansk Røde Kors, der på vegne af gruppen har forhandlet med EU og projektet skal koordineres fra dansk Røde Kors i København.

Det er den største bevilling til nogen dansk nødhjælps-organisation nogensinde, og den største bevilling fra EU til Røde Kors-bevægelsen, skriver organisationen på sin Facebook-side fredag.

Midlerne skal bruges til at hjælpe én million mennesker, der er flygtet til Tyrkiet, Libanon, Jordan, Egypten og Irak fra krigen i Syrien.

Ifølge FN er der omkring fem millioner flygtninge i Syriens nabolande.

I en pressemeddelelse skriver Røde Kors videre:

Bevillingen vil over tre år bidrage til bedre trivsel, robusthed og fredelig sameksistens blandt udsatte flygtninge og dem, de lever iblandt, i de pågældende lande. Det vil samlet set styrke stabiliteten i regionen. Hjælpen indebærer blandt andet hjælp til sundhed, psykosocial støtte og træning, så de kan fremover vil kunne tage små jobs, starte små virksomheder og på sigt blive selvforsørgende.

Projektet er finansieret af fonden ”EU Regional Trust Fund in Response to the Syrian Crisis, the ‘Madad Fund’”, som er støttet af 23 donorer, EU Kommissionen og EU's afdeling for Flygtninge i Tyrkiet.

De 15 Røde Kors-organisationer

Hjælpeprogrammet ledes af Røde Kors i Danmark, men består af et stort samarbejde mellem 15 Røde Kors selskaber: Det Internationale Røde Kors Forbund, Egyptisk Røde Halvmåne, Fransk Røde Kors, Tysk Røde Kors, Irakisk Røde Halvmåne, Jordansk Røde Halvmåne, Libanesisk Røde Kors, Hollandsk Røde Kors, Norsk Røde Kors, Palæstinensisk Røde Halvmåne, Spansk Røde Kors, Svensk Røde Kors, Schweizisk Røde Kors, Tyrkisk Røde Halvmåne og Røde Kors i Danmark.