Dansk Røde Kors samler ind til Asiens oversvømmelsesramte

Redaktionen

Dansk Røde Kors besluttede mandag at indlede en indsamling til ofrene for katastrofen i Asien.

De værste oversvømmelser i mange år har jaget millioner på flugt i et bælte fra Pakistan i vest til Kina i Øst. Alene Kina melder, at 200 millioner mennesker er berørt af oversvømmelser her.

Røde Kors appellerer derfor om hjælp til de mange mennesker, der har mistet hus, ejendele og levebrødet over hele Asien, fremgår det af en pressemeddelelse mandag.

– Her i landsbyen er alt oversvømmet. Folk er søgt op på diger og bakker, men markerne – og den livsvigtige ris – er vasket væk. Folk overlever kun på hjælp udefra, fortæller Quinghui Gu, som er udsendt af Internationalt Røde Kors til Sichuan-provinsen i Kina.

Fra Pakistan melder Carsten Lyhne, der er udsendt for Dansk Røde Kors, også om enormt behov for hjælp:

– Røde Kors har sørget for rent vand i mange områder, og vores sundhedsfolk arbejder med at bekæmpe diarre og mange af de andre sygdomme, der florerer her. Men vi mangler fortsat masser af forsyninger – og jeg kan se, at vi kommer til at arbejde her mange måneder frem, siger han.

International indsats

Røde Kors er til stede i alle de berørte lande i regionen og Dansk Røde Kors har indtil videre sendt personale til Pakistan og hjælp til Kina.

Men da regntiden først er ved at begynde i store dele af de områder, der allerede i dag er ramt, advarer Internationalt Røde Kors om, at der bliver behov for yderligere hjælp. På den baggrund har Dansk Røde Kors besluttet også at bede danskerne om hjælp.

– Vi håber at samle flere millioner kroner ind. Det, vi er vidne til, er en katastrofe af enorme dimensioner, siger Anders Ladekarl, der er International chef i Dansk Røde Kors.

De fattigste af de fattigste

Oversvømmelserne rammer overalt de fattigste. Det gælder både Kina, hvor de rige byer langs med kysterne er gået næsten fri, og i Bangladesh, hvor fattige er tvunget til at bo i områder, der hvert år bliver oversvømmet.

Det er mennesker, der på grund af omfanget af oversvømmelserne i år er endnu dårligere stillet end normalt. Derfor er behovet for hjælp massivt, også i de lande, hvor man normalt selv klarer oversvømmelser:

– Kina beder normalt ikke om hjælp. Det gør de i år, og det er for os med til at understrege alvoren. Derfor samler vi nu ind, siger Anders Ladekarl.

Man kan støtte indsamlingen direkte fra Dansk Røde Kors hjemmeside www.drk.dk Man kan ringe 100 kroner ind på tlf 90 56 53 00. Eller man kan indbetale et beløb i banken på registreringsnummer 9541 efterfulgt af kontonummeret 6 20 20 20.

Yderligere oplysninger hos pressechef Hans Beck Gregersen på tlf.
20 82 84 15 eller international chef Anders Ladekarl på 40 56 22 25