Dansk støtte til Indonesiens kvinder

Laurits Holdt

Under statsbesøget i Indonesien gav udenrigsminister Kristian Jensen (V) lørdag på tilsagn om tre millioner kroner til Indonesiens Kommission mod vold mod kvinder under et besøg på UGM-universitetet i Yogyakarta. Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Læs også: Regentparret på officielt besøg i Indonesien (20.10.2015)

Projektet med Indonesiens Kommission vedrørende vold mod kvinder (Komnas Perempuan) har til formål at bidrage til kapacitetsopbygningen af kommissionen og dens arbejde med at sikre kvinders rettigheder i lov såvel som i praksis.

Skal ophæve kvindeundertrykkende love

Kommissionen har siden 2009, som en af sine kerneaktiviteter, arbejdet på at ophæve og revidere lokale love, der underminerer kvinders rettigheder.

Sådan lovgivning er i stigende grad fremkommet som en del af decentraliserings-processen, der blev igangsat i 1999. De lokale love modgår således i mange tilfælde national lovgivning, herunder den indonesiske forfatning, samt internationale menneskerettighedsstandarder.

Kommissionen havde i 2014 registreret 365 tilfælde af lokal lovgivning, der underminerede kvinders rettigheder.

Sådanne tilfælde kan enten indrapporteres til Indenrigsministeriet eller til Højesteret for en gennemgang, men er kun i meget få tilfælde blevet omgjort.

Kommissionen har dog begrænset kapacitet og grundet en uklar institutionel rolle har den endnu ikke opnået den fornødne gennemslagskraft.

Den danske støtte til kommissionen kanaliseres via den eksisterende danske partner under programmet for god regeringsførelse, The Asia Foundation.

En danske udenrigspolitisk prioritet

”Vold mod kvinder – i alle dens former – er uacceptabelt, og kvinders rettigheder er en vigtig politisk prioritet i udenrigspolitikken. Både fordi det er en grundlæggende værdi, og fordi kvinder spiller en afgørende rolle i udvikling rundt omkring i udviklings- og vækstlande. Med støtten til Kommissionen bidrager vi til, at lokale love ikke underminerer indonesiske kvinders rettigheder. Det gælder for eksempel inden for uddannelse. Støtten er en del af Danmarks samarbejde med Indonesien om god regeringsførelse”, siger Kristian Jensen.