Danwatch: Den grønne frø på bananerne dumper i ny kontrol

port-of-san-diego
Forfatter billede

Klistermærket på bananerne, der viser en lille frø, Rainforest Alliance, skal sikre forbrugerne, at deres bananer er dyrket bæredygtigt for både mennesker og miljø.

Men ud af 29 bananplantager i Ecuador, der indtil nu har været Rainforest Alliance certificerede, viste 11 plantager så store brud med Rainforest Alliance kriterier, at de nu mister deres certificering. Det skriver Danwatch, som har forsøgt, at få svar på, hvorfor de 11 plantager er blevet eksluderet. Hertil svarer Rainforest Alliance, ifølge Danwatch, i en email-korrespondance, at resultatet ikke var “helt uventet”:

“Vi forventede, at plantagerne skulle gennemgå nogle justeringer for at møde de nye standarder, så derfor er resultatet ikke helt uventet”.

Rainforest Alliance hævede i juli 2017 deres standarder for bla. arbejdstagerrettigheder og brug af pesticider. Derfor er 11 ud af 29 plantager faldet fra, påpeger Rainforest Alliance, ifølge Danwatch.

Foto: CC BY Colleen Taugher

I december 2017 dokumenterede Danwatch, hvordan livsfarlige pesticider kastes ud over bananmarker og -arbejderne med små sprøjtefly. Samtidig blev der ikke anvendt korrekt sikkerhedsudstyr og -procedurer på flere bananplantager – herunder Rainforest Alliance certificerede plantager. Læs hele undersøgelsen hos Danwatch her.

Eksperter kritiserede dengang Rainforest Alliance, fordi kun få af de farligste pesticider udfases over en årrække, og enkelte må fortsat anvendes, indtil der findes alternativer.

“Når Rainforest Alliances plantager fortsat bruger to af de mest giftige organophosphater og et reprotoksisk pesticid mener jeg ikke, at man kan kalde deres produktion bæredygtig”, udtalte klinisk lektor for arbejds- og miljømedicin fra Syddansk Universitet, Erik Jørs dengang til Danwatch.

Forbrugerrådet TÆNK vil ikke anbefale Rainforest Alliance

“Den grønne frø fra Rainforest Alliancer er ikke blandt de 16 mærker, som Forbrugerrådet Tænk har valgt at anbefale, udtalte Vibeke Myrtue Jensen,” politisk rådgiver på miljøområdet hos Forbrugerrådet Tænk til DR i december 2017.

“Vi anbefaler derimod både fairtrade- og økologimærket, som man også kan finde på bananer.”.

Ifølge Forbrugerrådet Tænk, så er der mærkninger, der har for slappe krav til, at man vil anbefale dem. Ifølge Vibeke Myrtue Jensen, så er Rainforest Alliance i den kategori.