Drømmemestrene
(Behold the Dreamers)
Imbolo Mbue
Forlaget Hr. Ferdinand
Udgivet den 17. august 2017
455 sider
Den camerounianske debutforfatter Imbolo Mbue har med ”Drømmemestrene” skrevet en roman, der stiller spørgsmålstegn ved, hvor hårdt man skal kæmpe for at nå sine mål, før prisen bliver for høj. For der findes måske værre skæbner end at opgive sine drømme..?
Vi befinder os i New York lige før finanskrisen. Ægteparret Jende og Neni Jonga fra byen Limbe i Cameroun (der også er forfatterens hjemby) forsøger at få tilværelsen til at hænge sammen i millionbyen, som Neni elsker, og Jende hader.
Jende har i årevis levet på processuelt ophold, mens hans temmelig tvivlsomme asylansøgning bliver behandlet i det uendeligt langsomme immigrantmaskineri. Neni har et studievisum, som kræver, at hun finder penge til at betale for et vist antal undervisningstimer per semester.
Da Jende bliver ansat som privatchauffør hos en Wall Street-investeringsrådgiver, Clark Edwards, ser alting pludselig lysere ud for ægteparret. Han får for første gang en ordentlig løn, så det ikke er et problem at betale Nenis tuition fees eller at hjælpe familien i Cameroun, når de har behov for det. For Neni, der måtte droppe ud af skolen i Limbe, fordi hun blev gravid med parrets første barn, betyder Jendes job, at hun måske kan indfri sine drømme om at blive farmaceut og endelig bruge sin intelligens, få professionel respekt og mere selvbestemmelse.
Kampen for selvbestemmelse bliver bare en anden form for afhængighed
Efterhånden som Jende lærer Edwards og resten af hans familie bedre at kende, og især efter at Neni også får lejlighedsvist arbejde for dem, kommer de til at forstå, at deres succes i Amerika afhænger af, at familien Edwards’ situation ikke ændrer sig. Den gode løn og det problemfrie liv kan forsvinde op i den blå luft, hvis det sker. Det samme kan ske, hvis Jendes asylansøgning bliver afvist. Det tærer på ægteparret at leve med så meget uvished og så mange afgørende faktorer, der er uden for deres kontrol.
Cindy Edwards, der er præget af en traumatisk start på livet, har store, personlige problemer, som Neni uforvarende bliver indblandet i, og Jendes loyalitet over for sin arbejdsgiver bliver stillet på prøve, da Cindy beder ham udspionere Clark.
Forholdet mellem de to familier balancerer mellem på den ene side arbejdsgivere og ansatte og på den anden et gryende venskab, der dog aldrig bliver særlig lige. Dermed bliver statsborgernes ubevidste arrogance overfor indvandrere, der kan blive smidt ud af landet, også på fin vis udstillet.
Og finanskrisen kommer jo. Lehman Brothers, hvor Clark Edwards arbejder, går fallit. Umiddelbart ser det dog ud til, at livet fortsætter efter lidt bølgegang, da Clark hurtigt får et nyt job, men Jendes ufrivillige involvering i ægteparrets problemer kommer alligevel til at koste ham jobbet, uden at det dog får båndene mellem de to familier til helt at briste.
Og så går det hurtigt ned ad bakke. For begge familier. Neni bliver mere og mere desperat i sine forsøg på at bevare drømmen om et bedre liv i Amerika, men må se det hele falde fra hinanden, fordi Jende er gået fra velansat til working poor. Finanskrisen får voldsomme konsekvenser for begge familier, og spørgsmålet er, om nogen af dem kommer uskadt ud af det.
Nye nuancer i afropolitan-genren
Imbolo Mbue er, som camerouniansk immigrant i USA, en selvskrevet del af afropolitan-forfatterkredsen, som også omfatter Chimamanda Ngozi Adichie, Taiye Selasi og Teju Cole. Og hendes debut-roman deler da også meget af sin tematik med andre bøger i genren. Alligevel er hendes hovedpersoner lidt anderledes, lidt mindre vestlige, meget mere præget af det afrikanske land, de kun har forladt for nylig.
Hvor mange af de andre titler i afropolitan-litteraturen ofte handler om identitet og måske også om selvværdets overlevelse, handler ”Drømmemestrene” om overlevelse i en noget mere basal forstand. Den er mere konkret i handling, i de temaer, den omhandler, og i sin måde at behandle temaerne på. Der er ikke så mange overvejelser om race og sameksistens – hovedtemaet er slet og ret eksistens. Det er ikke, fordi den er fuldkommen blottet for beskrivelser af livet som afrikaner i et vestligt land, det er bare ikke det, der er fortællingens drivkraft.
Forsigtige anbefalinger
Hvis man elskede Amerikanah og forventer det samme af "Drømmemestrene", bliver man nok skuffet.
Hvor Adichie skriver om overlevelse på et højere plan, om selve identitetens overlevelse, og filosoferer en del over den (post-) kolonialistiske konstruktion af afrikanere i de hvides verden, skriver Mbue om identitet og overlevelse i en helt konkret, økonomisk/fysisk forstand.
Med andre ord – hvis man vil have mere billedtegnelse af den afrikanske identitet på diasporaens præmisser, skal man ikke læse Mbue, for det er ikke hendes ærinde
Hvis man til gengæld gerne vil læse en solid roman om livets tildragelser og de valg, man må træffe for at overleve, samt blive mindet om, at tilværelsen og diaspora handler om mere end den kreative klasses forsøg på at italesætte race, identitet og ligestilling, så er ”Drømmemestrene” bestemt værd at anskaffe sig.
Det er en bog, der er let at læse og knap så let at lægge fra sig, men slutningen føles som lidt af et anti-klimaks. Man sidder hele tiden og venter på et mirakel, der måske nok indfinder sig til sidst, men ikke i den forventede form.
Den (for-) løsning, Imbolo Mbue tildeler sine hovedpersoner, sætter spørgsmålstegn ved hele den amerikanske drøm og i videre forstand drømmen om det gode liv i vesten.Måske kommer følelsen af manglende mirakel af, at man som vestlig majoritetsborger ikke kan se ud over sin egen kulturkreds.
