Gå til hovedindhold

Mobile menu

Anmeldelse:
Den dansende flugt - en kropslig udforskning af displacement

I et samarbejde mellem Dansehallerne og Kunsthal Charlottenborg formår den udsolgte danseforestilling Displacement at udstille den - ofte glemte - anden side af eksil, bevægelse og displacement med både følelse og nerve.
Fra venstre: Mithkal Alzghair, Rami Farah og Samil Taskin

Fra venstre: Mithkal Alzghair, Rami Farah og Samil Taskin

Credit: Stavros Habakis - via Dansehallerne

Det er egentlig bare en ganske almindelig mandag aften i et efterårsmørkt København. Alligevel sidder knap halvtreds publikummer spændte og afventende på Kunsthal Charlottenborg for at se den prisbelønnede syriske danser og koreograf Mithkal Alzghairs udsolgte forestilling Displacement.

For hvordan hører et menneske på flugt egentlig til i denne verden, når det befinder sig midt imellem det gamle og det nye? Det forsøger forestillingen at sætte en kropslig vinkel på i sin granskning af, hvordan man balancerer arv, identitet og historie, når tæppet pludselig rives væk under én.

At danse sin søgen ud

Forestillingen er opdelt i to sektioner – en solo danset af Mithkal Alzghair og en efterfølgende trio, hvor Rami Farah og Samil Taskin slutter sig til koreografen. Gennemgående for forestillingen er dog en prøvende, til tider frustreret søgen efter bare et eller andet holdepunkt. Dette kommer oftest til udtryk i kontrasten mellem næsten ingen eller meget få bevægelser modsat intense sekvenser, som gør brug af hele scenegulvet, forskellige niveauer i koreografien og mere kraft i udførelsen af bevægelserne.  

Generelt for forestillingen tager Alzghair udgangspunkt i den traditionelle arabiske folkedans, dabke, fra især Libanon, Syrien, Palæstina og Jordan. På trods af regionale variationer danses der oftest med armene på hinandens skuldre, eksplosive hop og kraftfulde trin, og dabke ses oftest til bryllupper og andre glædelige sammenkomster. De trin, som er så almindelige i regionen, bliver her vendt på hovedet, og det glædesløse udtryk Alzghair i stedet formår at frembringe er slet og ret eksistentiel limbo.

Alzghairs entré vækker minder om en fængselsindsat, der – bærende på et hvidt, sammenfoldet klæde i begge arme – er frataget sine ejendele. Efter at have lagt klædet på gulvet ifører han sig et par sorte militærstøvler, mens han stirrer håbløst ud på publikum. Med hænderne enten på ryggen eller hængende livløst ned langs siden af kroppen begynder han i det stille de helt almindelige dabke-trin. Lyden af de tunge støvler, som lægger soundtracket til soloen, minder mest af alt om militærmarch.

Det ene trin tager dog det andet, og som fanget i et minde eller et tilbageblik, intensiveres Alzghairs solo – han sætter hænderne i hoften, som dabke traditionelt danses, han bevæger sig i større og større cirkler, det går hurtigere og hurtigere. I det han optager mere plads i rummet, lader det i et kort øjeblik til, at han har genfundet et stykke af sig selv og sin historie. Men lige som man som publikum gribes af et lille snert af håb, befinder han sig pludselig panisk løbende på stedet for så brat at stoppe op.

Og her kommer et af soloens stærkeste øjeblikke. I stilhed, kun til lyden af sit eget åndedræt, tager Alzghair skjorten af, så støvlerne og løfter armene over hovedet. I baggrunden høres lige så svagt arabisk musik. Han tager derefter bukserne ned om anklerne. Med hænderne på ryggen, klædt af til benet, kaster han sig på gulvet, rejser sig op, kaster sig på gulvet igen, imens musikken taktvis bliver højere. Og som kroppen kastes rundt, kropsliggør han med præcision og til ekstremt ubehag, hvordan det er at være fanget imellem afgang og ankomst, fortid og nutid, det kendte og det ukendte.

Det tavse udtryk

Det daglige liv i Mellemøsten er larmende – biler dytter, kaffen indtages på gaden, mens vandpiben bobler; der snakkes højlydt, og der tales med alle om alt. Mithkal Alzghairs forestilling derimod er indhyllet i tavshed. Ønsket om at flette sin egen displaced (forskudte) historie sammen med hjemlandet Syriens står derfor i stærk kontrast hertil.

Hvor dans oftest associeres med musik, foregår store dele af Displacement uden musikalsk akkompagnement. I stedet tager Alzghair udgangspunkt i de lyde hans egen og de medvirkende danseres kroppe kan producere. Hans koreografi eksperimenterer hele vejen igennem forestillingen med, hvor meget enten rytmisk trampen på gulvet i tunge militærstøvler, klappen eller åndedræt kan have indvirkning på fortællingen.

Forestillingen er dog ikke helt lydløs, men gør brug af velvalgte musikalske sekvenser på udvalgte tidspunkter. Det er i spillet mellem stilhed og musik, at rummet bliver fyldt af vedholdende desperation. Dette kommer især til udtryk i Alzghairs solo.

Trioen gør rent lydmæssigt i stedet brug af klap, som varierer i intensitet. Stående side om side med hænderne over hovedet klapper trioen – oftest næsten uhørligt. Endnu engang med tomme blikke bryder de hver især på skift ud af formationen og vender snart tilbage igen – dog hele tiden til en ny plads, som er de blot én af mange i en bølge af mennesker på vej et nyt sted hen.

Kultur eller krig?

Stykkets titel og forestillingen i sig selv åbner umiddelbart op for en fortolkning præget af Alzghairs egen baggrund og historie.

Efter at have studeret klassisk ballet og moderne dans i Damaskus, Syrien - og optrådt på scener og taget del i workshops i både Mellemøsten og Europa - rejste Alzghair til Frankrig i 2010 for at udvikle sit koreografiske håndværk. Det efterfølgende år så starten på Det Arabiske Forår, og pludselig fandt Alzghair sig midt i asylansøgninger og usikkerhed. For vendte han tilbage til sit liv i Damaskus, ville han med sikkerhed skulle aftjene værnepligt.

I den efterfølgende diskussion med publikum ligger det dog Alzghair meget på sinde at påpege, at hans baggrund ikke skal påvirke publikums individuelle forståelse af stykket. Hans ærinde er, at stykket ikke skal ikke ses som havende en enkelt fortolkning, samtidig med, at han – lidt modstridigt – også giver udtryk for at ”den kritiske kontekst er at finde i stykket”.

Med kyndig brug af kontrasterende virkemidler forestillingen igennem formår Alzghair i krydsilden mellem tradition, eksistens og fragmentering at invitere publikum ind i de tanker, som udgør et liv på flugt og i eksil. Og man går bestemt ikke fra forestillingen med manglende indtryk eller nye tanker om emnet.

Til gengæld er det problematisk, at der i den efterfølgende diskussion fra Alzghairs side insisteres på, at forestillingen – og derved kunsten generelt – er subjektiv. Ved at fokusere på den subjektive fortolkning fjernes det stærke og utroligt vigtige indblik i et migrantperspektiv, som ofte glemmes i den offentlige debat. Og det er akkurat dét Alzghairs forestilling bidrager med i sin kropsliggørelse af eksil, flugt og eksistentiel limbo - at vi alle bærer på en kulturarv og et tilhørsforhold, som man ikke bare kan lægge fra sig.

Alzghairs forestilling har siden premieren i marts 2016 vundet den internationale konkurrence danse élargie i Paris. I samme omgang blev stykket også udvalgt til at tage del i det prestigefyldte europæiske dansenetværk, Aerowaves, hvis formål er at give spirende koreografer mulighed for at fremvise deres kunst hos netværkets 33 samarbejdspartnere overalt i Europa.