Den libanesiske filminstruktør Nadine Labaki vinder Cannes Filmfestivals jurypris

Den libanesiske filminstruktør Nadine Labaki vandt Cannes Filmfestivals jurypris for sit flygtningedrama Capharnaüm.
Foto: Nadine Labaki, Wikimedia Commons.
Forfatter billede

Nadine Labaki har indtaget sin plads i historiebøgerne, da hun som den første arabiske filminstruktør nogensinde vandt en af filmfestivalens største priser. For sit filmdrama, Capharnaüm, vandt Nadine Labaki den fornemme jurypris ved Cannes Filmfestival 2018 i sidste weekend. Det skriver The National.

Filmen Capharnaüm er en rørende fortælling om fattige børneflygtninge, der lever på bunden af samfundet i Libanons hovedstad, Beirut. Efter sin premiere på Cannes Filmfestival modtog filmen en 15-minutters klapsalve og publikum var rørt til tårer.

Stærke skuespilpræstationer

Udover tre års research tog det Nadine Labaki seks måneder at lave filmen. På rollelisten ses amatørskuespillere bestående af fattige personer og syriske flygtninge, som Labaki har mødt på Beiruts gader.

Filmen tager udgangspunkt i den 13-årige syriske flygtningedreng, Zain Al-Rafeea. Zain spiller en dreng af samme navn, som løber hjemmefra da hans forældre af ren og skær desperation sælger hans 11-årige søster til ægteskab for et par høns.

Det ender med at Zain slæber sine forældre i retten under beskydning af, at have født ham ind i en ond verden af smerte og lidelse.

Nadine Labaki fortæller, at der kan drages flere paralleller mellem hendes portræt af personerne og den verden de lever i i virkeligheden. Men i modsætning til hovedpersonen Zains karakter, så har Zain Al-Rafeea en kærlig familie. Det fortæller Arab News.

En dybere mening

Capharnaüm er Nadine Labakis tredje film. Hendes tidligere film ”Caramel” fra 2007 og ”Where Do We Go Now” fra 2010 modtog i sin tid også stor ros, især for deres portræt af stærke kvinder. Det er et af Labakis kendetegn, at give stemmer til kvinder vi ellers ikke ville høre fra.

På nuværende tidspunkt er Labaki dog mest bekymret for situationen i sit hjemland, Libanon. To millioner syriske flygtninge er strømmet ind i landet og der er store problemer med moderne slaveri, børnemishandling og de mange papirløse flygtninge, som ikke hører til nogle steder.

Det er med alle sine tanker og bekymringer in mente, at Nadine Labaki valgte at lave filmen Capharnaüm.