Gå til hovedindhold

Mobile menu

Den varme sommer får el-priser til at stige

Den usædvanligt varme sommer i Europa har fået forbruget af el til at stige, eksemplevis til aircondition, men hedebølgen betyder også højere el-priser. Det skyldes mangel på vind og vand. Dertil er vandtemperaturen for høj til at nedkøle atomkraftværker. 

De fleste render rundt og sveder i den meget hede europæiske sommer i år. Det kan mærkes på forbruget af strøm, lyder det i en artikel på DR.

På europæisk plan bliver der brugt mere energi på aircondition, mens Danmark særligt har brugt mere strøm til markvandinger. 

Regningen for det øgede forbrug bliver noget højere, fordi der mangler vind og vand i det tørkeramte Europa. 

Den milde brise får vindmølerne til at svinge meget mindre, og derfor mangler der ren energi. 

Derfor skal danske el-selskaber kigge efter strøm andre steder i verden, men i Norge har den knastørre sommer betydet et stort indhug i produktionen fra vandkraftværker. 

Mangler vand til nedkøling

Atomkraftværker kører ligeledes med nedsat produktion. Det skyldes, at vandtemperaturen er blevet alt for høj. Værkerne bruger vand fra omkringliggende kyster, søer eller åer til at nedkøle reaktorerne. 

Derefter bliver vandet igen lukket ud i søerne, men det får temperaturen i søer og åer til at stige yderligere, og det kan betyde massiv død af fisk og andet liv. 

Frankrig har allerede lukket flere atomkraftværker midlertidigt, skriver The Independent. 

Alt i alt betyder de ekstreme vejrforhold en ekstra regning til danskerne for el på omkring 250-600 kr. om året for en almindelig husstand, skriver DR.