Jeg læste Nadia Plesners bog ’Simple Living – kamp og kunst fra en campingvogn’ på en lille uge. Den første halvdel af bogen, sådan cirka, er fængende. Vi lærer Nadia at kende i 2006, da hun er på vej til at flytte til Holland for at studere kunst på Gerrit Rietveld Academy i Amsterdam. Vi lærer også hendes nye kæreste, hollandske Kevin, at kende. Det er fængende læsning, fordi forholdet til Kevin lige til at starte med er fuld af potentiale for den store kærlighed. Uden at afsløre for meget, viser manden sig dog hurtigt at skabe uhyggeligt mange problemer for sig selv og Nadia.
Nadia investerer på trods af blinkende advarselslamper sine følelser og kassekredit i manden. Fortællingen bygger således en spænding op over kæresteforholdet. Et vendepunktet i handlingen bliver den passage, som også bruges til at sælge bogen: Nadia ligger i campingvognen, syg efter et trafikuheld – hun får ideen til en tegning af et barn fra Darfur, der bærer Louis Vuitton-tasken. Ideen opstår i Nadias frustration over at folkemordret i Darfur kun er dækket med en kort notits, mens Paris Hilton og hendes hund får to fulde siders opmærksomhed.
Mens Nadia med tegningen starter en kampagne, der skal skabe støtte til Darfur, lægger Louis Vuitton sag an mod hende. En indædt kamp for retten til at bruge tegningen begynder. Kevin forsvinder langsomt ud af handlingen, og det bliver hendes kunst og aktivisme som præger resten af bogen. Det er cirka heromkring, at spændingen i bogen dør hen.
Forgæves forsøger jeg at indkapsle hvad det er, der driver hende. Er det ønsket om at blive set og anerkendt? Eller er det vitterligt at skabe bedre vilkår i Darfur? Nadia argumenterer for sidstnævnte, men jeg bliver mere i tvivl, jo mere jeg læser. Og hvor bliver Kevin af – hvorfor tager Nadia aldrig et egentligt opgør med ham, når hun ender med at kæmpe mod både Sudans al Bashir og en fransk modegigant?
Jeg læser alligevel videre, en smule i trods. Denne anmeldelse kommer derfor også til at gå uden for bogen, fordi bogen på sin vis også går ud over sig selv som medie. Det er ikke bare en erindringsbog. Bogen er også en del af Nadias aktivisme og kunst.
For 5000 usd majs
Da jeg når frem til kapitel 18, side 373 (i papirudgaven, side 350 i e-bogen), må jeg lægge bogen fra mig. Nadia har indgået et samarbejde med tanzanianske Hezekia, der har et børnehjem. Hun har pludselig fået nogle ekstra midler, så hun spørger Hezekia hvad han kan bruge:
’Men jeg kender ikke budgettet. Hvis vi for eksempel kunne få fem tusind dollars, så kunne vi dyrke majs på endnu en hektar på marken, og det ville være en stor hjælp i forhold til at skaffe mad til børnene’, skriver Hezekia. Så det foreslår jeg vores nye sponsor. Der går et par dage, så svarer han. ’Det lyder fint med de majs’ skriver han. ’Så det kan vi jo lave til et sideprojekt. Men jeg havde nu mere forestillet mig, at du kunne få 75.000 tusind dollars, og så kan du bygge en skole til dem.
Jeg ringer til min far, der er landmand, for at spørge om hvor meget majs man kan så for 5000 usd (per 3. august svarende til godt 34.000 kr. .). Min far forklarer, at det koster godt 1500 kr. at tilså en hektar med majs på Vestlolland. Han anslår, at han bruger langt flere såkorn per m2, end i Tanzania, idet han anvender maskiner, mens de fleste småbønder i Tanzania sår ved håndkraft.
Prisniveauet i Tanzania er jo et andet end på Vestlolland, men det er næppe dyrere, og selvom dollarkursen pt. er høj, giver 5000 usd for at tilså en hektar med majs ikke mening. I det tilfælde ville Afrikas bønder jo aldrig få råd til at så!
Hos mine afrikanske venner lyder samme svar:
”Jeg forestiller mig, at prisen inkluderer opkøb af land”, svarer tanzanianeren med slet skjult ironi, mens uganderen fortæller: ”Det lyder som et fup-nummer. I Ugenda har jeg betalt omkring 120 usd per acre.” (1 hektar = 2,47 acre)
Jeg savner, at Nadia i sin bog – og i sin kampagne – stiller sig langt mere kritisk over for den del af hendes aktiviteter, der har med de mennesker at gøre for hvem hun vil en forskel.
Mest Nadia. Mindre Darfur
Nadias hjemmeside og Facebook-side handler primært om hende, hendes fond, hendes sag og hendes kunst. Lige nu handler det særligt om hvor mange, der har anmeldt bogen positivt. Børsen og Alt for Damerne har bl.a. foreslået bogen som sommerlæsning. Det handler meget, meget lidt om Darfur. Og om hvor mange penge der skal til for at så majs eller bygge skoler i Tanzania. Til gengæld kan jeg købe Nadias produkter i en webbutik.
Da Nadia får opmærksomhed – særligt pga. Louis Vuitton, modefirmaet der sagsøger hende for at have gengivet deres taske på plakaten – skal hun finde projekter og mennesker, der skal støttes at de penge hun enten indsamler eller tildeles. Alternativt skal de bruges til de udgifter hendes aktivisme skaber, f.eks. retssagen. Det er lidt bagvendt. Menneskene har været abstrakte ofre, som nu gerne skal materialisere sig.
Og her svigter overblikket efter min mening. Hun har ikke kontakterne, hun kender ikke de præcise behov, og hun ved faktisk ikke hvad der konkret skal til for at hjælpe. Hun møder tilfældigvis nogle kvinder fra Darfur. Hun springer fra projekt til projekt. Hun lovpriser nødhjælpsorganisationerne (udvikling og nødhjælp skilles ikke skarpt ad) for deres imødekommenhed (særligt Mellemfolkeligt Samvirke, der hjælper via Renoverings- og Forsendelsesbevillingen), men hun ’disser’ dem også for deres bureaukrati.
Nadia vil lave forandring NU, men andre mennesker forhindrer hende. NGOerne med deres bureaukrati (og deres krav om faglighed og ’accountability’), Sudans korrupte embedsmænd, modefirmaet Louis Vuitton, og hendes medstuderende, der ikke forstår hende, hendes kunst og gode intentioner. Faktisk er det svært at finde ud af, hvad det er hun primært vil ændre: Vores indstilling i den vestlige verden eller vilkårene i Darfur?
Designeraktivisme
Forskeren Alex de Waal interviewes af Laura Seay i Washington Post den 17. juli, under overskriften: ’Do-gooders, do no harm’. Artiklen forholder sig til fire nylige cases, hvor fortalere har forsøgt at påvirke ’policy-makers’ på vegne af sårbare grupper af mennesker. Et af de fire eksempler er bl.a. Kony 2012 videoen. Seay interviewer de Waal i Washington Post, hvor han i sin seneste bog ‘Advocacy in Conflicts’ skelner mellem ‘fortalere’ (advocates) og ’aktivister’. Om forskellen forklarer de Waal:
‘The key distinction is between those activists and advocates who act in critical solidarity with the downtrodden and oppressed, and “designer activists” and celebrity advocates. An authentic activism requires making the affected people the protagonist: letting them define the issues, and welcoming their complicated manifold stories. (…) The modus operandi of “designer activists” is typically an amalgam of crafting a script for the media based on a narrative in which relatively simple external actions can unlock substantial change in a faraway crisis, along with insider policy lobbying to influence U.S. policy actions. ‘
Følger man de Waals definitioner herover, må Nadia kategoriseres som en ’designeraktivist’ (som måske en dag bliver til en ’celebrity advocate’). En designeraktivist lader ikke de folk, sagen handler om, definere deres problemer og behov. De kommer ikke til at fortælle deres nuancerede og komplekse historier. I stedet vælger en ’designeraktivist’ at konstruere en simpel sort-hvid opskrift, som medierne kan håndtere. Designeraktivisten – og medierne – lader folk tro, at de ved simple handlinger kan udløse substantiel forandring, ofte i et land langt væk. En designeraktivist udpeger sig som regel en skurk, hvis rolle der allerede er bred enighed om.
Interessante temaer – men manglende erkendelse
Nadia formår med sin kunst og energi, at råbe folk op med sine ideer og drivkraft. Respekt for det. Men hvem tjekker, at det forholder sig sådan som hendes kilder/partnere siger, og hvor godt kender hun dem egentlig? Hvem implementerer og rydder op? Det er ikke Nadia. Og det bliver også let noget rod, når containerne med hospitalsudstyr er for svære at få frem til Darfur. Men kan man så bare sende dem et andet sted hen? Denne tilfældighed går ud over troværdigheden. Og det er ærgerligt. For bogen stiller skarpt på flere virkeligt interessante temaer.
For eksempel de personlige omkostninger ved at bruge sin egen person i kamp for en sag. Eller hvad der skal til for at råbe folk op, for at få dem til at handle på verdens elendighed. Eller spørgsmålet om hvordan almindelige mennesker kan gøre noget nu og her, selvom problemerne ligger langt væk fra dem selv. Især er det interessant, om der kan findes et modspil til – eller rettere et samspil med – de store NGOers bureaukrati, hvor det kan være svært at se sig selv gøre en forskel inden for kort tid. For er det ikke det, der giver mange af os drivkraften til at forsætte – at vi kan se at vores indsats hjælper?
Simplificering af problemerne
DET vil jeg gerne have læst mange flere kloge og ærlige overvejelser om. Men det mangler. Problemet med designeraktivisme – for det mener jeg, at Nadias kunst og aktivisme kategoriserer sig som – er at det simplificerer de problemer og de mennesker, det handler om. I værste tilfælde er det spildte kræfter, fordi det enten ikke peger på løsninger, eller peger på løsninger som faktisk ikke gør reel forskel for de mennesker, det har sat sig for at hjælpe. Værst er det imidlertid, at det forleder folk til at tro, at de hjælper når de har købt en t-shirt.
En udfordring, som mange NGOer i øvrigt deler, og som giver bagslag, når f.eks. danskere ikke kan se betydningen af langsigtet – og kompleks – udviklingsbistand!
Jeg har ingen tvivl om, at ’do-gooder’ og ’designeraktivist’ Nadia Plesner har gode intentioner. Der kræves imidlertid kun enkel handling for at kunne støtte Nadias projekter – f.eks. kan du købe en t-shirt – det ligger ikke op til nogen form for større mental indsats.
De Waal skriver i den forbindelse:
‘Anyone who advocates on international issues will need to simplify. Policymakers should be attentive to some warning signs. One: Any advocacy story that puts outsiders at the center of the script is wrong—especially if that script claims that America’s use of coercive measures can solve a problem. Two: Simple and singular narratives are misleading. If little or no mental effort is demanded to take a position, something is wrong.’
’Hver gang jeg hører om en situation, som virkelig påvirker mig, gør jeg det til et nyt mål at hjælpe der’ skriver Nadia på side 270.
Jeg bliver så træt. Designeraktivister og ’celebrity advocates’ har i høj grad fokus på sig selv og deres virke. Tag blot Bono, som Nadia også priser et sted i bogen. Eller George Clooney, Madonna og Posh Spice. Alle ’celebrity advocates og designeraktivister’ på hver deres facon. Fælles er dog, at de tilsyneladende opfatter velgørenheden som legitimation i sig selv.
Det er sjældent så enkelt.
Nadia stiller simpelthen for få spørgsmål ved hendes egen tilgang, når det kommer til den forskel hun så gerne vil skabe. Vigtigst er det dog, at forsimplingen af løsningen på de problemer, som hendes kunst/aktivisme opstiller, ikke nødvendigvis hjælper de mennesker det handler om. Designeraktivisme, uden forankring og relation til dem det skal hjælpe, kan let gøre det endnu sværere for andre aktører at lave god, nuanceret kommunikation om folks problemer – i det her tilfælde i Afrika.
FAKTA OM BOGEN
Forfatter: Nadia Plesner
Forlag: Lindhardt og Ringhoff
Sideantal: 384
ISBN: ISBN: 9788711453049
Vejl. pris: 249,95 inkl. moms
Læs mere om Nadia Plesner på www.nadiaplesner.com
