Det Danske Hus i Palæstina får Mellemøstkender som ny direktør

troels_dalgaard_danish_house_director_2018-_preview
Troels Dalgaard
Foto: Det Danske Hus i Palæstina
Forfatter billede

Den erfarne leder og mellemøstkender Troels Dalgaard overtager direktørposten for Huset, som ligger i Ramallah på Vestbredden.

56-årige Troels Dalgaard er uddannet cand.scient.adm fra RUC i 1990. Han har arbejdet i Udenrigsministeriet, Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Flygtningehjælp og senest Global Green Growth Institute (GGGI) i Sydkorea, hvor han fra 2014 til 2017 har været chef for teamet for strategi og eksterne relationer.

I sit nye job får Troels Dalgaard ansvaret for 10 palæstinensiske og danske medarbejdere samt en bred portefølje af kulturelle udvekslingsprojekter.

Det Danske Hus er en del af en uafhængig dansk funderet organisation, som arbejder for at styrke den gensidige forståelse og respekt mellem Palæstina og Danmark. Huset har en dansk- palæstinensisk bestyrelse og er primært finansieret af det danske udenrigsministerium.

Troels Dalgaard er allerede hjemmevant i Palæstina. Fra 1995 til 2000 var han souschef på Det Danske Repræsentationskontor, som blev etableret i 1994 i byen Jeriko og i 1998 flyttede til Ramallah. Han stod bl.a. for ledelsen af Danmarks udviklingsbistand til Det Palæstinensiske Selvstyre. Han siger i en pressemeddelelse:

“Jeg er glad for at komme tilbage til Palæstina og glæder mig til at arbejde med palæstinensisk-dansk kulturudveksling. Kultur er et af de vigtigste grundstoffer i et samfund og derfor et godt afsæt for at fremme relationerne mellem Danmark og Palæstina. Det Danske Hus har stærke relationer til palæstinensiske partnere. Det ser jeg frem til at fortsætte og udbygge,” siger Troels Dalgaard.

Forgængeren

Troels Dalgaard afløser Lone Bildsøe Lassen, som har haft posten siden marts 2015 og dermed er den længst siddende direktør siden husets etablering i 2010.

Hun har stået i spidsen for en markant forøgelse af husets aktiviteter, som i dag omfatter en bred vifte af projekter med fokus på kultur, kulturarv og medier, hedder det. Hun siger:

”Jeg har lagt stor vægt på at etablere ligeværdige partnerskaber med kompetente palæstinensiske organisationer, og det har resulteret i en række projekter og aktiviteter, som har relevans for Palæstina”.

“Samtidig er vi blevet en mere relevant partner, fordi vi har styrket organisationen indadtil med forbedrede arbejdsgange og efteruddannelse af medarbejdere,” uddyber 55-årige Lone Bildsøe Lassen.

Efter knap tre år i Palæstina vender Lone Bildsøe Lassen hjem til Danmark for at blive selvstændig konsulent. Hun har tidligere arbejdet i Dansk Flygtningehjælp, senest som sektionschef for Mellemøsten og Nordafrika.

Bestyrelsesforkvinde for Det Danske Hus i Palæstina Trine Pertou Mach siger i pressemeddelelsen:

“I bestyrelsen ser vi frem til samarbejdet med Troels efter gode år med Lone på posten. Det Danske Hus er nu et nyt og mere solidt sted, og vi er meget optagede af at bruge det som afsæt til at styrke både Husets rolle som partner og med at fungere som platform for en styrkelse af den kulturelle dialog mellem danskere og palæstinensere.”

Lidt historik om Bildsøe og Huset DHIP

Pr. 1. marts 2015 blev Lone Bildsøe Lassen ny direktør i Det Danske Hus i Palæstina. Hun skiftede fra Dansk Flygtningehjælp, hvor hun har været sektionschef for Mellemøsten og Nordafrika siden 2011. 

Det var ikke første gang, at Lone Bildsøe Lassen bosatte sig på Vestbredden. Hun har været ansat i FN’s Udviklingsprogram (UNDP) i Jerusalem, hvor hun arbejdede med at sikre rent vand til flere på Vestbredden og i Gaza.

Mellemfolkelige relationer

De seneste år har det meste af 53-årige Lone Bildsøe Lassens arbejde handlet om at give nødhjælp til syriske flygtninge, både i Syrien og nabostaterne til det borgerkrigsramte land. 

Her har indsatsen drejet sig om at hjælpe flygtningene til at klare sig selv i en drastisk anderledes og usikker hverdag.

Erfaringen med sit arbejde med flygtninge kan hun også bruge, når hun tiltræder som direktør i Det Danske Hus i Palæstina.

Huset er en organisation, der formidler samarbejdsprojekter mellem danskere og palæstinensere inden for moderne kultur, kulturarv og kommunikations- og mediebranchen.

”Der har altid været et element af mellemfolkelige relationer i mit arbejde. Faktisk er det jo netop, hvad man arbejder med, når man hjælper flygtninge med at integrere sig i et nyt samfund”, fortæller hun og fortsætter:

Store forandringer i sigte

Det Danske Hus i Palæstina fik i 2015 tildelt ni millioner kr. på finansloven fordelt over tre år. Det har betydet store forandringer i organisationens struktur, arbejde og ressourcer.

De ekstra penge på finansloven var en mærkesag for SF og Enhedslisten, der ønsker stærkere bånd til palæstinenserne, og en kærkommen håndsrækning til det økonomisk plagede hus i Ramallah.

Enhedslistens u-landsordfører Christian Juhl var da også “glad for at kunne sikre driften”.

“Det har vi arbejdet for længe. Det er vigtigt, at vi er tilstede i Palæstina, og at der bliver skabt grundlag for samarbejde og dansk støtte til Palæstina”, sagde han i december.

Huset blev taget i brug i 2009. Hidtil har årlige bevillinger, private bidrag og tilskud fra fonde støttet huset. Nu er der sikret støtte for en fast periode på tre år og dermed skabt lidt mere arbejdsro – dog med forbehold for, hvad en eventuel ny spareivrig borgerlig regering vil. 

I bestyrelsen for DHIP er man ikke i tvivl om, at Lone Bildsøe Lassen vil kunne løfte den store opgave at få det hele til at hænge sammen.

Stærk tro på fremtiden

Det Danske Hus i Palæstina har i løbet af sin korte levetid formået at slå sit navn fast som en organisation, der laver dialogprojekter i øjenhøjde, hedder det.

Med de strukturelle forandringer, som organisationen skal igennem nu, kan man forvente sig større og flere projekter i de kommende år, fremgår det af pressemeddelelsen om den nye direktør.

Lone Bildsøe Lassen anslog lignende positive toner:

”Palæstina-huset er inde i en spirende udvikling, og som det vokser, er der også brug for at sikre, vi alle kan følge med den interesse, der lige nu bliver vist os”.

“Vi skal sikre os, at vi har den rigtige organistion og de rette ressourcer, så vi kan løfte alle de nye spændende opgaver, som vi er så heldige at have fået midler til”, siger hun. 

Lone Bildsøe Lassen har uddannet sig på RUC, Internationale Udviklingsstudier og Forvaltning, (1984 – 1993).

Hun har været gift med TV-værten, journalist Kim Bildsøe Lassen. Sammen har de børnene Camille og Gustav.

Nogle af forgængerne

Fra september 2012 delte u-landsveteranen Christian Balslev-Olesen og hustruen Birgitte direktørposten for huset i Ramallah.

Det var tænkt som en slags retrætepost, men allerede i september året efter forlod parret DHIP for at drage til Malawi for Folkekirkens Nødhjælp.

Tilbuddet fra hans gamle arbejdsplads, hvor han en periode var generalsekretær, og udsigten til at komme tilbage til Afrika var tillokkende.

Til gengæld overtog Karen Nordemann direktørposten i DHIP.

Om Det Danske Hus i Palæstina

Huset er en non-profit NGO, der står for faglig og kulturel udveksling mellem danskere og palæstinensere. Huset stræber efter at være en kreativ og inspirerende platform, der forbinder danskere og palæstinensere via udvekslingsprojekter og kulturelle aktiviteter. 

Formålet er – og har hele tiden været – at fremme samarbejde mellem danske og palæstinensiske enkeltpersoner, organisationer og virksomheder – se også http://www.dhip.ps/index.php?lang=da