Gå til hovedindhold

Mobile menu

DIIS bygger bro mellem film og forskning

Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) på Østerbro i København inviterer for anden gang til mini-filmfestivalen Docs & Talks. Denne gang i partnerskab med Cinemateket i København og Øst for Paradis i Aarhus.

Fra filmen "Mogadishu Soldier"

Hvad sker der, når to soldater i den upopulære fredsbevarende FN-styrke i Somalia får til opgave at filme deres egen hverdag? Hvordan oplever almindelige mennesker Kinas gigantiske infrastrukturprojekter over alt i verden? Og hvordan skildrer man russisk nationalisme gennem en historie om militærnægtere?

Svarene kan du få, når Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Cinemateket i København og Øst for Paradis i Aarhus byder velkommen til DOCS & TALKS – Film- og Forskningsdage fra 20. til 27. februar. I en række tankevækkende arrangementer kombinerer vi dokumentarfilm med forskningsformidling og debat.

DOCS & TALKS byder på i alt 15 filmarrangementer, hvor debatpaneler med forskere fra DIIS og andre internationalt anerkendte forskningsinstitutioner, instruktører, case-personer og praktikere vil diskutere og perspektivere filmenes temaer.

Vi skal følge den dramatiske historie om opførelsen af en kinesisk motorvej og diskutere Kinas infrastruktur-projekter ude i verden. Vi kommer helt tæt på en af nøglepersonerne i det tyske højrefløjsparti AfD og tager med afsæt i filmen en debat om de bevægelser, der driver Europas nye højre. Med to migrationsfilm ser vi både på det store perspektiv: Grænsepolitik – og det helt nære: Migranternes fysiske og psykiske helbred.

Tanken med DOCS & TALKS er at formidle viden på en anderledes måde – og at gøre båndet mellem film og forskning stærkere. DOCS & TALKS går endnu tættere på aktuelle begivenheder end den daglige nyhedsstrøm, samtidig med at vi skildrer de grundlæggende politikker, ideologier og udviklingstendenser, der ligger bag. Vi glæder os til at byde et spørge- og diskussionslystent publikum velkommen. 

Billetpris: 95/65 kr. Hvor intet andet er anført, foregår debatterne på dansk.

Læs mere og Docs & Talks 2018 på DIIS' websted