Din globale guide til kunst på Roskilde Festivalen 2017

Orange Scene
Foto: Simon Frøsig Christensen
Forfatter billede

Fra 2016-18 er holdningstemaet for Roskilde Festival ”lighed” og i år er det ”kulturel lighed”, der zoomes ind på. Mere end 90 kunstnere er nøje udvalgt til at undersøge, hvilken indflydelse den kultur, vi som mennesker er rundet af, har på vores muligheder og vilkår i livet. Fokus er på det menneskelige og ikke-menneskelige og på, hvordan den teknologiske udvikling har indvirkning på vores liv og identitet.

Kunsten er spredt ud over festivalpladsen på mere eller mindre afgrænset vis, og i denne guide får du en introduktion til det meste; til Art Zone og om de internationale kunstnere, der deltager i Roskilde Festivals nyeste tiltag KlubRå, om graffiti og om vækstlaget Rising, hvor du kan kaste dig ud i workshops, spil, leg og debatter.

Art Zone: Roskilde Festivals epicenter for kunst

Art Zone er placeret i området mellem Orange og Gloria ved Food Court. Her finder du installationer, performances, litteraturoplæsninger med mere. Udover scenen Gloria har Art Zone også sin egen scene, Antroposcenen, som er integreret i selve udstillingsdesignet og totalinstallationen, Oasen.

Oasen udgør egentlig hele Art Zone og er en form for totalinstallation. Helt konkret består Oasen af et beplantet område, hvor intentionen er at lave et område, der skaber ro, og som er et åndehul fra festivalens pulserende liv, men som stadig kan overraske. Oasen er en fysisk og eksperimenterende platform, som undersøger de fællesskaber, der opstår, og sætter fokus på den natur og det dyreliv, der også er en del af Roskilde Festival. Og der er fokus på, hvordan vi er indbyrdes forbundne og på, hvordan kunst, natur og mennesker interagerer på festivalpladsen.

På Antroposcenen kan du opleve performances, oplæsninger, talks og andre demokratiske samtaler i denne beplantede oase. Antroposcenen er demokratisk og centreret omkring fællesskabet, og derfor har scenen ikke nogen forhøjning. Det er med til at sikre, at talere og deltagere er på samme niveau. Dermed er der ikke ét publikum og én formidler; alle, der deltager, har en stemme og kan indgå i dialogen om kunstværkerne, jordens fænomener, kulturel lighed og social retfærdighed mellem mennesker og andre af jordens beboere.

Hvor: I området mellem Orange og Gloria ved Food Court
Læs mere om det fulde program på Roskilde Festivals hjemmeside.

KlubRÅ

Det nyeste tiltag på Roskilde Festival er KlubRÅ, som er en kæmpe installation i området ved hegnet ud mod Camping Øst.

KlubRÅ er et helt nyt tværfagligt projekt, der fusionerer musik og kunst og giver en alternativ kluboplevelse, som ikke er set på Roskilde Festivalen før. Festivalen skriver i sin pressemeddelelse:

”Den 1200 kvadratmeter store KlubRÅ introducerer spritnye rum på festivalen, hvor kunst, musik og stærke holdninger mødes, brydes og udfoldes sammen. Det bliver en helt ny kluborienteret festivaloplevelse, der fusionerer koncerter, performances, videokunst og installationer på måder, som næppe før er kombineret på nogen festival.”

KlubRÅ består af fem forskellige universer baseret på Ying og Yang og dets fem energier: træ, ild, jord, metal og vand. Relationen mellem energierne er givet ved, at vand giver næring til jord, som giver næring til træ, som giver næring til ild, som smelter metal og på den måde hænger alle energierne uløseligt sammen. Samtidig er ingen af energierne statiske, men i konstant bevægelse. Alt er en fase, man går igennem.

Forskellige kunst- og musikoplevelser forandrer rummene fra dag til dag, og rummene er dermed en ny oplevelse. I forlængelse af Yin og Yang undersøger og viser KlubRÅ altings dualitet, og at verden ikke kan opdeles i sort og hvid. Fra onsdag-lørdag 12:00-03:00 kan du møde et hav af nationale og internationale kunstnere i de fem rum. Fra den globale scene anbefaler vi:

Atsushi Nishijima

Den japanske Atsushi Nishijima skaber lyd i det såkaldte metal-rum. For Atsushi Nishijima er det at lytte en erkendelsesmæssig øvelse, fordi lyd er relationen mellem ting. Nishijima er inspireret af princippet less is more og det japanske køkkens princip, hvor man foretrækker at bruge få ingredienser frem for at blande mange forskellige. Nishijima bruger stearinlys og ild og anvender de forskellige energier i Yin og Yang.

Metal er i udgangspunktet koldt, men når det bliver opvarmet udleder det energi. Bliver det for varmt, begynder det at smelte og mister sin form. Nishijima undersøger, hvordan de er forbundet og påvirker hinanden, og Nishijimas performance vil bevæge sig på grænsen. Som deltager under Nishijimas performance vil man blive en del af selve udfaldet af Nishijimas eksperimenterende performance.

Læs mere om Atsushi Nishijima

Madame Gandhi

Madame Gandhi


Foto: Pressebillede - Roskilde Festival

I metalrummet kan du også opleve Madame Gandhi, der er det kunstneriske alias for Kiran Gandhi. Ghandi er aktivist og bedst kendt som den tidligere trommeslager for M.I.A og som såkaldt ”free-bleeder” da hun løb London Marathon i 2015. Madame Gandhi udfordrer det binære kønssystem gennem sin musik og som repræsentant for bevægelsen ’The Future is Female’.

Inden for Yin & Yang er metal defineret som det rå og kontrollerende sværd, og det er med dette sværd, at Madame Gandhi arbejder med kvinders rettigheder og kvindeligt lederskab. I metalrummet kan du høre Gandhi udtrykke sig gennem energiske trommerytmer.

Læs mere om Madame Gandhi

Bush Tea

Bush Tea


Foto: Olivia Pasquarelli

I vandrummet kan du for blandt andre opleve Bush Tea, der modsat Nishijima netop har fokus på at blande forskellige traditioner. Bush Tea blander nemlig traditionel Quelbe-folkemusik fra De Vestindiske Øer med afro-Caribisk popmusik, og herigennem forsøger hun at udfordre kulturelt pålagte binære kønssystemer.

Quelbe-musikken er en rig fortælletradition, hvor musikken fortæller om historiske begivenheder og kulturelle forhold. Og det er netop kulturelle forhold, som Bush Tea er interesseret i at udfordre. Især forsøger Bush Tea at springe de kulturelle rammer for, hvordan man forstår kvindekroppen, for dermed at skabe rum for kreativitet.

Derefter kan Bush Tea opleves i ildrummet, hvor fokus handler om sved og dans. I henholdsvis vandrummet og ildrummet udtrykker Bush Tea sig netop forskelligt, og gennem lyd, billedsprog of moderne dans forsøger hun at bryde de kulturelle normer.

Læs mere om Bush Tea.
 
I’m Making A Boy Band 

I ildrummet kan du også møde det kreative kollektiv I’m Making A Boy Band (IMMABB). Det er skabt af en koreansk sociologikandidat fra Columbia University, Bora Kim og består nu af fire medlemmer. IMMABB er et musikalsk og socialt eksperiment, der bruger koreansk pop (K-pop) til at udfordre spørgsmål om nationalitet, postkolonialisme og kønspolitik.

IMMABB er det første New York-baserede K-pop boyband, og efter udgivelsen af ​​deres første single “Luv/Wrong” lykkedes det gruppen at indsamle $30.000 til at lave et album og en dokumentar, der handler om den proces og oplevelse, det har været at lave en ikke-koreansk K-pop idolgruppe.

Gruppen, som i deres udtryk udfordrer konventionelle begreber om maskulinitet og seksualitet, har en drengeagtige charme og stramme ensartede dansebevægelser, der på de sociale medier er blevet genstand for stor debat; for hvordan kan man være en K-pop-gruppe uden at være koreanere?

Og det er selvfølgelig præcis de spørgsmål, som gruppen håber, at deres projekt, der bygger på en hidtil uset popoverkrydsning og globalisering, forsøger at opildne til. I ildrummet vil de opfører deres egne numre såvel som koreanske cover-numre.

Læs mere om IMMABB.

Moddi

Moddi


Foto: Jørgen Nordby

I Jordrummet kan du opleve den norske sanger og sangskriver Moddi, som refererer til sig selv som en sanger, fortæller og politisk og social aktivist. Moddi blander folkemusik og pop og er som musiker især fokuseret på at hylde forskellighed.

Inden for Yin og Yang er jord det mest balancerede af alle fem elementer, og jord repræsenterer derfor det feminine Yin og det maskuline Yang i lige høj grad. Moddis sidste album, Unsongs, består af 12 sange, som blev forbudt, censureret og tiet ihjel i 12 forskellige lande deriblandt Mexico, Vietnam, Israel og Storbritannien.  For eksempel handler singlen Eli Geva om en israelsk officer, der nægtede at lede sine styrker i kamp.

Forsøgene på at forhindre de forbudte sange i at blive udbredt har været mange og forskelligartede; fra forbud mod afspilning til mord.

Læs mere om Moddi.

KlubRå
Hvor: I Art Zone mellem Arena og Trade Zone
Hvornår: Onsdag-lørdag 12:00-03:00
Læs mere om KlubRÅ på Roskilde Festivals hjemmeside.

Kunst og debatter i Rising City

På festivalpladsen – og i særdeleshed på vækstlagsområdet Rising – gives plads til nye og spirende kunstnere. Rising ønsker at udfordre os og at give os noget at tænke og reflektere over, og derfor kan du her komme helt tæt på kunsten. Du får mulighed for at engagere dig, blive hørt og deltage i workshops, spil, leg og debatter.

Når festivalens kuratorgruppe har udvalgt kunstprojekterne, er det selvfølgelig i tråd med festivalens fokus på dialog og bæredygtighed, der i fokus. Resultatet er et program der overrasker og provokerer, og som engagerer festivaldeltagerne i debatter, koncerter, performances, oplæsninger, mad, film og meget mere i tre dage, hvor temaerne kredser om kvinder, køn og feminisme søndag den 25. juni, om kønsidentitet, kønsudtryk og identitetsdannelse mandag den 26. juni og om race og etnicitet tirsdag den 27. juni.

Hvor: I området mellem Orange og Gloria ved Food Court.
Hvornår: 25-27 juni.
Læs mere om Rising City på Roskilde Festivals hjemmeside.

Grafitti

Foto: Lady AIKO.

Graffiti har altid været en del af Roskilde Festival, og i år vil mere end 15 kunstnere fra fire forskellige kontinenter gæste årets Roskilde Festival. Hvor kunstarten tidligere har haft sit eget område i den såkaldte Graffiti Zone, er graffitien i år flyttet ud på hele pladsen, dér hvor festivaldeltagerne færdes.

Kunstnere som Steve Powers, Ron English, HuskMitNavn og senest i 2016 Niels ’Shoe’ Meulman har udsmykket Tribunevæggen ud mod Orange. I 2017 vil den japanske streetart-kunstner AIKO få æren, hvor hun vil fortolke festivalens fokus på kulturel lighed.

AIKO er verdensberømt inden for streetart og er en af få kvinder i en ganske mandsdomineret subkultur. Tribunevæggen foran Orange Scene er cirka 100 meter lang. Med AIKO man vi forvente et farverigt værk med masser af detaljer. Du får muligheden for at møde hende fredag kl. 17:00, hvor hun deltager i en talk på Antroposcenen i Art Zone.

Læs mere om AIKO.

Graffiti bruges på Roskilde Festival 2017 mere aktivt til at gøre publikum opmærksom på, hvor de befinder sig. Som vanligt vil graffitien pryde hegnet langs pladsen ud mod Camping Øst.