Dokumentarist skal bestyre ny video- og medieplatform

frank
Forfatter billede


Everyday er støttet af Nordea-fonden og ambitionen er at udvikle et offentligt rum, der giver plads til personlige historier og nye perspektiver på den aktuelle samtid – fortalt gennem brugerskabte videofortællinger fra hele Danmark, hedder det.


Frank Piasecki Poulsen er uddannet dokumentarist fra Den Danske Filmskole i 2001 og har bl.a. instrueret dokumentarfilmene Blod i Mobilen og Forførerens Fald, samt DR2-serierne Frank ser rødt og Frank går efter magten.

Han fik sit internationale gennembrud i 2005 med filmen "Guerilla Girl", der handler om borgerkrigen i Colombia. Filmen vakte opsigt på filmfestivaler verden over og blev siden solgt til over 20 lande.

Nu 40-årige Poulsen har således arbejdet meget med 3. Verdens spørgsmål, primært i Afrika, for DR, TV2, Det Danske Filminstitut og Udenrigsministeriet. Filmprojekterne har ofte ført ham til nogle af verdens farligste steder i fjerne jungleområder.

På Everyday skal han lede den daglige redaktion, sikre nye og aktuelle temaer og fortællinger på platformen, samt udvikle og afholde workshops, så brugere fra hele Danmark kan få deres stemmer hørt og deres korte dokumentarfilm set på everydayproject.dk.
 

"I en verden fyldt med spindoktorer og kommunikationsfolk, der prøver at erobre vores opmærksomhed og sælge os deres dagsorden, er det vigtigt for demokratiet at vi alle sammen deltager i at skabe de fortællinger, som vores samfund består af. Derfor giver det virkelig god mening med en medieplatform som Everyday, hvor alle kan udkomme med deres historier, og jeg glæder mig til at blive en del af det projekt," siger Frank Piasecki Poulsen.

En platform for små historier – og samarbejder

Frank Piasecki Poulsen er foruden dokumentarist og tv-tilrettelægger underviser på Borups Højskole i hjertet af København, hvor han underviser i dokumentarfilm og har stået for at udvikle en ny dokumentarfilmlinje, der nu er åben for tilmelding til det første hold i efteråret.

Everyday udvider dermed listen af samarbejdspartnere med Borups Højskole, der har til formål at knytte et stærkt bånd mellem højskolens og festivalens aktiviteter og give højskolens filmelever en platform til deres produktioner. Everyday samarbejder dertil med partnere som Roskilde Festival, Mellemfolkeligt Samvirke, Medielærerforeningen og kulturhuset KBH+.

"Everyday har potentialet til at blive Danmarks største interaktive redaktion som en redaktionel kollage med historier fra alle hjørner af Danmark, formuleret som personlig vision, kritisk statement eller alternativt blik på alt det, der er en del af vores fælles virkelighed”, lyder det begejstret fra CPH:DOXs direktør og grundlægger, Tine Fischer, som lægger til: 
“Med Frank ombord har vi fået en dokumentarist og aktivist med et brændende engagement, som jeg er sikker på vil være med til at gøre Everyday til en ny type offentlig stemme, der kan udfordre de eksisterende medieplatforme".
 
CPH:DOX, Copenhagen International Documentary Film Festival, er Skandinaviens største dokumentarfilmfestival. Hvert år fylder festivalen Københavns biografer med et udvalg på over 200 film fra hele verden. Næste CPH:DOX er 16.-26. marts 2017 – se også http://cphdox.dk