Du kan ikke bare pille religion ud af u-landsvirket

img_2622
Forfatter billede

En grå onsdag eftermiddag i Fællessalen på Christiansborg mødtes politikere, fagfolk, eksperter og helt almindelige interesserede til oplæg og drøftelser om religion i udviklingssamarbejdet og udenrigspolitik.

Med deltagelse fra udenlandske oplægsholdere og danske politikere gav den velbesøgte konference på Christiansborg internationale, europæiske og danske syn på temaet, fremgår det af en pressemeddelelse fra Dansk Missionsråd (DMR), der stod som en af arrangørerne. 

Se mere om onsdagens store konference – med omfattende levnedsbeskrivelser af centrale aktører – i denne artikel.

Det internationale panel 

Første taler, Peter Mandaville, kom til konferencen med erfaring fra den akademiske verden blandet med en ansættelse som seniorrådgiver i USA’s udenrigsministerium.

USA har længe været fremgangsland i at medtænke religion i udviklingsarbejdet, og Mandaville fortalte om både succeser og udfordringer.

Hans centrale pointe var, at det vigtigste er, hverken at se religion som udelukkende godt eller udelukkede dårligt, men at forsøge at forstå det ud fra den specifikke sammenhæng man befinder sig i. 

François Foret, som er professor i statskundskab og leder af Cevipol på Free University of Brussels, gav et kort oplæg om religions rolle i europæisk udenrigspolitik, mens Aud Marit Wiig, særlig udsending for tros- og religionsfrihed i det norske udenrigsministerium, fortalte om Norges erfaringer. 

Hun anså det for en stor succes, at verdenssamfundet – efter fælles indsats fra flere aktører– nu i langt højere grad er klar over, at der findes religiøse minoriteter, som bliver diskrimineret og forfulgt. 

Verden uden for Europa er præget af forståelse af fællesskab i religion, hvor den vestlige verden ser tro og religion som en individuel sag.

”Det er vigtigt at have for øje, når vi arbejder med bl.a. tros- og religionsfrihed”, forklarede Franz-Michael Skjold Mellbin, der er dansk ambassadør og kommende leder af Udenrigsministeriets kontor for tros- og religionsfrihed.

Han fortalte også om, hvordan religionsfrihed i nogle lande og lokalsamfund kan ses som en trussel mod fred i samfundet på grund af denne opfattelse af religion som fællesskabsskabende. 

De danske briller

Efter en kort kaffepause i Folketingets vandrehal fortsatte debatten i Fællessalen med fokus på det danske arbejde med religion i udenrigs- og udviklingspolitikken.

Her fortalte den sociialdemokratiske udviklingsordfører, Mette Gjerskov,  hvordan hun på rejser rundt om i verden oplevede religion som centralt for de mennesker, hun har mødt. ”Derfor må vi som danske politikere være bedre til at vide noget om religion og tale om religion”, slog hun fast. 

Jonas Adelin Jørgensen, generalsekretær i Dansk Missionsråd, holdt et oplæg om, hvordan kirker og andre religiøse aktører både historisk og netop nu arbejder med at skabe udvikling – både direkte og planlagt, men også mere indirekte som en del af det religiøse liv.

Og Kirsten Auken, programchef i Danmission fortalte om religion som helt central i organisationens udviklingsarbejde, bl.a. fordi 80 procent af verdens befolkning betegner sig selv som religiøse.

Treparti-regeringen har med oprettelsen af et kontor for tros- og religionsfrihed såvel som med ekstra økonomiske midler til arbejdet vist, at den opfatter arbejdet med religion i udenrigspolitik og udviklingssamarbejdet som et vigtigt emne, der skal yderligere løftes og styrkes, hedder det. Og videre:

Konferencen på Christiansborg gav nye perspektiver på religions rolle, og fornyet energi til at tage fat på det fremtidige arbejde – for både enkeltpersoner, NGOer, embedsmænd og politikere.  

Se vor omtale af antologi om, hvorvidt religion og udvikling har noget med hinanden at gøre her.

Antologien hedder “Kristendom og udvikling – kan tro flytte bjerge?” og udkom for to år siden – i november 2015 redigeret af journalist og bistandsveteran Uffe Torm. Den ridser centrale problemstillinger op.

Se også vor omtale af ny bog om missionsarbejde i Tanzania her.

Og anmeldelse af ældre bog (fra 2012) om religion og udvikling her.