Annoncør: DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd

Ansøgningsfrist: 19/09/2019

Job: DUF søger international konsulent til programansvar



Vil du være med til at sikre gode rammer for unges deltagelse i Danmarks udviklingssamarbejde? DUF søger en dygtig international konsulent til at virke som programansvarlig for DUFs to internationale programmer under Udenrigsministeriet.

Som international konsulent kommer du til at indgå i afdelingen International Udvikling sammen med 13 andre ansatte. En stor del af afdelingens arbejde består i at forvalte puljemidler til DUFs medlemsorganisationers internationale partnerskaber og varetage projekter, som styrker unges deltagelse og indflydelse internationalt. Du kan læse mere om DUFs internationale arbejde på duf.dk/internationalt.

Dine arbejdsopgaver

Du vil fungere som programansvarlig for DUFs to internationale programmer, som er beskrevet nederst i opslaget. Du vil være ansvarlig for skriftlige leverancer til Udenrigsministeriet, herunder resultatberetninger og programoplæg, og koordinere input fra dine kollegaer og partnere. Du vil sikre efterlevelse af Udenrigsministeriets retningslinjer, monitorere programimplementering og målopfyldelse og have blik for den strategiske udvikling af DUFs internationale arbejde.

I samarbejde med DUFs internationale chef vil du varetage kontakten til Udenrigsministeriet og bistå DUFs finansielle controller og administrationsafdeling med budgetlægning, -monitorering og regnskabsaflæggelse.

Dine arbejdsopgaver:

  • Hovedskribent på programoplæg, resultatberetninger og andre leverancer til Udenrigsministeriet
  • Bindeled mellem Udenrigsministeriet, dine kollegaer og DUFs medlemsorganisationer
  • Monitorering af programimplementering og målopfyldelse
  • Strategisk og programmatisk overblik over DUFs internationale arbejde
  • Deltage i DUFs interessevaretagelse på det internationale område

Kvalifikationer
DUF søger en international konsulent, der gennem frivillig eller professionel erfaring kan opfylde flertallet af følgende kvalifikationer:

  • Erfaring med administration af internationale programmer
  • Evne til selvstændigt at varetage procesledelsen af større skriftlige leverancer
  • Helst en baggrund i en af DUFs medlemsorganisationer og viden om DUFs internationale arbejde
  • Stærke relationelle kompetencer og blik for strategisk interessevaretagelse
  • Gode formidlingsevner både skriftligt og mundtligt på dansk og engelsk
  • Godt kendskab til dansk udviklingspolitik
  • Skarpt blik for kvalitetssikring
  • Arbejder selvstændigt, målrettet og struktureret

Om DUFs internationale programmer
Hjertet i DUFs Globale Ungeprogram er en international pulje, som støtter projekter, der styrker unges organisering, deltagelse og indflydelse. Projekterne udføres i partnerskaber mellem DUFs medlemsorganisationer og deres internationale samarbejdspartnere. Rådgivning og uddannelsesaktiviteter er en central del af programmet, der klæder unge frivillige på til at lave bæredygtige udviklingsprojekter. Foruden puljen er følgende hovedelementer i programmet: DUFs arbejde med ungdomsdelegater og verdensmål; understøttende DUF-faciliterede projekter, eksempelvis tværpolitisk netværk, samt folkelig forankring og oplysning.

Gennem DUFs ungeprojekt under Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram udvikles, dokumenteres og udbredes nye og kreative tilgange til at styrke unges deltagelse og indflydelse i Mellemøsten og Nordafrika. Hovedkomponenterne i projektet består af DUFs Dialogambassadører i Jordan, Egypten, Tunesien og Danmark samt KFUM-Spejdernes partnerskab og projektaktiviteter med den tunesiske spejderorganisation Les Scouts Tunisiens.

Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelsen er en fuldtidsstilling på 37 timer ugentligt inkl. frokostpause. DUF tilbyder en arbejdsplads med stor faglig tillid, et uformelt arbejdsmiljø med engagerede kollegaer og fine vilkår for balance mellem arbejds- og privatliv. Stillingen har tiltrædelse 1. november 2019 eller før.

Ansøgning
CV og ansøgning, mærket ”International konsulent til programansvar”, skal sendes til [email protected] senest den 19. september 2019 kl. 12. Samtaler afholdes den 24. september og 27. september 2019.

Du kan få yderligere oplysninger om stillingen ved at henvende dig til DUFs internationale chef, Gunvor Bjerglund Thomsen på [email protected] / tlf. 60201430.

Skriv venligst at du har set jobopslaget på Globalnyt.