Gå til hovedindhold

Mobile menu

Filmanmeldelse:
Egyptisk noir balancerer mellem parodi og samfundskritik

”Cairo Confidential” lanceres som egyptisk film noir - et billede af det korrupte magtsystem i Egypten, som afstedkom det arabiske forår, men balancerer mellem realisme og parodi, og af og til er den ved at få overvægt til den forkerte side.
Selvom Fares Fares gør det godt som den korrupte politiefterforsker Noredin, snubler Cairo Confidential's noir-stil stedvis i parodier og komik

Selvom Fares Fares gør det godt som den korrupte politiefterforsker Noredin, snubler Cairo Confidential's noir-stil stedvis i parodier og komik

Scanbox Entertainment - pressebillede

Tarek Salehs film ”Cairo Confidential”, der får Danmarkspremiere den 12. oktober, er inspireret af mordet på den berømte, libanesiske sangerinde Suzanne Tamim i 2008.

Det var et stort chok for nationen, at den, der blev dømt, var en kendt forretningsmand og parlamentsmedlem, som var tæt på Mubarak-familien. Han var én af dem, man troede var urørlig, både på grund af sine forbindelser og på grund af sin juridiske immunitet som parlamentsmedlem.

Det var den bundrådne magtstruktur – hvor skyld og uskyld defineredes af magt og forbindelser i stedet for tekniske beviser og alibier, hvor politiet var mere kriminelt end forbryderne, hvor alting handlede om territorialkampe, og man aldrig var mere sikker end ens venners forbindelser kunne garantere – der var med til at afstedkomme de politiske protester, der blev kendt som det arabiske forår. Og det arabiske forår ulmer da også i baggrunden af historien med nedskydning af demonstranter og massearrestationer.

Visuel nydelse

Filmen skulle have været optaget i Cairo, men tre dage inden optagelserne skulle starte, blev produktionen lukket ned af de egyptiske myndigheder. Derfor er ”Cairo Confidential” faktisk optaget i Casablanca.

Den forskudte location har dog ikke afholdt instruktøren fra at bruge masser af panoramiske stemningsbilleder og optage i mange autentiske miljøer. Fra de fattige eksil-sudaneseres overfyldte og forfaldne huse, gennem nogenlunde velstående kvarterer, der stadig er præget af forfald, og til de virkeligt rige og smukke bygninger, der også findes et sted i mylderet.

Tarek Saleh har sagt, at han ønskede at give publikum en oplevelse af byen, der var så tæt på, at de kunne lugte dens lugte, smage dens krydderier – og så dårlig mave af dem. Og filmteknikken med de lange panoramiske sweeps og de mange forskelligartede kvarterer giver også en autentisk, egyptisk følelse – selvom det er optaget i et helt andet land.

Parodi eller noir?

Hovedpersonen Noredin er en korrupt politimand, som dulmer sorgen over sin kone og søns død med piller og druk, mens han plejer reallønnen ved at tage mod bestikkelse fra kvarterets småhandlende og nyder godt af at være politikommisærens nevø.

En kendt sangerinde får skåret halsen over på et hotel og bliver henlagt som selvmord efter ordre fra højeste sted. Men et vidne så en kendt bygherre og parlamentsmedlem forlade sangerindens værelse efter et højlydt skænderi, og da der i øvrigt findes billeder af deres hyrdetimer hos en fotohandler et sted i byen, anmoder hendes hemmelige elsker om at få sagen genoptaget – for at rense sit eget navn.

Vi ser på ondt og ondere en politistyrke indefra, hvor den ene er mere korrupt end den anden, alle hytter deres eget skind, og alle ved, hvad der foregår, og bifalder og bidrager til det, så længe de selv får en bid af kagen i form af penge eller sikkerhed i ansættelsen.

171009_politi_cairo.jpg

Cairo Confidential har en masse gode politiske pointer på hjerte, men desværre fremstår afbildningen af det korrupte egyptiske politi noget karikeret.

Cairo Confidential har en masse gode politiske pointer på hjerte, men desværre fremstår afbildningen af det korrupte egyptiske politi noget karikeret.


Foto:

Scanbox Entertainment - pressebillede

Det hele er så gennemsyret af mangel på moral og meddelagtighed, at det kammer over og kommer til at virke lidt utroværdigt. Som en parodi på et korrupt system, der er enormt effektivt på sin egen måde, som ikke har noget at gøre med lighed for loven eller beskyttelse af offentligheden eller retfærdighed.

Følelsen af parodi understøttes af Noredins fjernsyn, der fungerer så dårligt, at det nærmest bliver et comic sidekick sammen med viceværten, hvis fætter bliver ved med ikke at reparere fjernsynet, selvom han forsøger igen og igen. Efterhånden kan Noredin se kanaler fra alle andre lande i verden end Egypten.

Det hele lever lidt for godt op til alle klichéerne om et ineffektivt samfund i et tidligere koloniseret land, og det er dét, der giver følelsen af parodi. Der mangler ligesom noget, der bryder billedet.

Temposkift i anden halvdel

Omtrent midt i filmen skifter tempoet. Hvor første halvdel mest er et stemningsbillede af et bundråddent magtsystem, er anden halvdel en menneskejagt gennem samme bundrådne samfund.

Det kvindelige vidne, der overhørte skænderiet og så parlamentsmedlemmet forlade sangerindens værelse, bliver mere eller mindre ufrivilligt involveret i et forsøg på pengeafpresning af parlamentsmedlemmet, og så begynder folk omkring hende at få skåret halsen over.

Hun flygter og falder i hænderne på Noredin, der i mellemtiden selv er begyndt at få en dårlig smag i munden over det system, han er en del af. Især da han bliver forført af den myrdedes veninde, en anden sangerinde, og finder ud af, at det med at tage billeder af mere eller mindre kendte og magtfulde mænds hyrdetimer med sangerinder er en vidt forgrenet forretning.

171009_cairo_billede.jpg

Det der ligner et simpelt jalousidrama, viser sig hurtigt at være mere kompliceret, og sporene fører helt ind i den politiske magtelites inderkreds.

Det der ligner et simpelt jalousidrama, viser sig hurtigt at være mere kompliceret, og sporene fører helt ind i den politiske magtelites inderkreds.


Foto:

Scanbox Entertainment - pressebillede



Vidnet, der var stuepige på hotellet, er indvandret fra Sudan, og dermed flettes endnu et billede af det utroligt hierarkiske samfund ind i fortællingen. Der er hierarkiet i magtstrukturerne og hierarkiet mellem samfundslagene. Der er hierarkier mellem de etniske egyptere og indvandrerne, og de forskellige indvandrergrupper imellem. Der er endda hierarkier i eksil-sudanesernes fattige kvarter.

Det er med elementer som disse, at filmen mister sin parodiske bismag. Man rykker uvilkårligt frem på kanten af biografsædet og håber, at det lykkes hovedpersonerne at slippe med livet i behold. Noget håb for deres integritet eller retfærdigheden har man ikke.

En film, der deler vandene

Det er én af den slags film, der med al sandsynlig vil dele publikumsvandene. Der vil være dem, som vil værdsætte de fantastisk stemningsbilleder af Cairo (Casablanca), gengivelsen af de mange forskellige sider af bybilledet, der skiftes imellem, og den meget realistiske udstilling af et nådesløst lagdelt samfund – når man lige abstraherer fra den nærmest parodiske fremstilling af politiets bundløse korruption.

Til gengæld vil den sandsynligvis falde igennem for det publikum, der går meget op i politisk korrekte beskrivelser af tidligere koloniserede lande. Den vil heller ikke falde i god smag hos rendyrkede film noir-fans. Selvom denne egyptiske udgave af genren kan en masse, så bryder den med den vestlige tradition i dens vægtning af latterfremkaldende komedieagtige indslag som i eksemplet med Noredins fjernsyn.