EKF med i verdens største offshore vindfarm

ccby-lutmans
Forfatter billede

Det kræver sin havvindmøllepark at levere strøm til over 500.000 britiske hjem. Når Walney Extension står klar ud for den engelske kyst i anden halvdel af 2018, vil den med 87 turbiner og en kapacitet på 659 MW overhale London Array og blive verdens største af sin slags. De 659 MW svarer til strømforbruget i over 500.000 britiske husstande.

Den imponerende havvindmøllepark bliver realiseret gennem et samarbejde, der konsoliderer Danmarks position som foregangsland inden for udvikling af vindenergi. Det er Ørsted (tidligere DONG Energy), der står bag opførelsen af Walney Extension, mens turbinerne bliver leveret af både MHI Vestas og Siemens Gamesa Renewable Energy.

Ørsted har netop solgt 50 % af ejerskabet af Walney Extension til et konsortium bestående af pensionsselskaberne PFA og PKA. De to danske pensionsselskaber finansierer opkøbet med en obligationsudstedelse til nogle af de største institutionelle investorer i verden. Mange af dem har de senere år fået stigende appetit på grønne investeringer.

Innovativ finansieringsmodel
Vindmølleparker er store og komplekse projekter, der kræver gigantiske lånebeløb med lange løbetider. Derfor er en enkelt bank ikke i stand til at stå for finansieringen. I disse tilfælde bliver der behov for forskellige institutioner, bl.a. eksportkreditinstitutter som EKF, til at sikre finansieringen.

I Walney Extension-projektet stiller EKF en garanti på mere end 300 mio. GBP (knap tre mia. kr.) for en af obligationsserierne – en såkaldt green bond, hvor provenuet fra udstedelsen går til finansiering af grønne investeringer. Obligationen er indekseret til inflationen i Storbritannien, hvilket medvirker til at reducere de finansielle risici i projektet.

Det er første gang, en offshore vindfarm i Storbritannien bliver finansieret gennem en green bond.

”Vi er absolut førende, når det kommer til offentlig finansiering af vindmølleparker. Vi er parate til at gå nye veje, både for at lykkes med vindmølleprojekter og for at understøtte dansk eksport. Det er løsningen med en green bond indekseret til inflationen i Storbritannien et eksempel på. Samtidig er det meget tilfredsstillende at være en del af et dansk vindsamarbejde, der sender grøn energi ud til over en halv million britiske husstande,” siger vicedirektør i EKF Christian Ølgaard.