El Niño kan allerede vende tilbage denne vinter

38_hurricane
Thomas Jazrawi

EL Nino er et vejrfænomen, som hærger kloden med nogle års mellemrum. I 2015-16 var der en slem udgave af den, og vi får måske allerede et gensyn denne vinter.

Det skriver BBC mandag. Det britiske medie henviser til data fra World Meteorological Organisation, som konkluderer, at der er 70% sandsynlighed for en El Niño denne vinter. 

Fænomenet opstår, når der er en usædvanlig opvarmning af vandet ved Sydamerikas vestkyst. Det lille “drengebarn” fører ofte til voldsomme konsekvenser på hele kloden. 

I 1997-98 hærgede en meget voldsom udgave kloden, og det gjorde, at varmerekorder blev slået. Den seneste El Niño i 2015-16 førte til helt nye niveauer af hede på kloden, hvilket bl.a. gav sig udslag i tørkekatastrofer i Afrika.  

Den kommende vinter vil imidlertid næppe byde på samme konsekvenser, da meteorologerne forventer, at det bliver en relativt stilfærdig version af klimafænomenet. 

Normalt er der en periode på 5-7 år mellem besøgene fra “drengebarnet”, og en ny udgave så tæt på den seneste kan indikere, at klimaforandringer har indflydelse på cyklussen. 

Fænomenet La Niña følger normalt en El Niño med en afkølende effekt, men den i 2016 var ikke tilstrækkelig til at modvirke den generelle opvarmning, fortæller generalsekretæren i WMO Petteri Taalas, ifølge BBC. 

Selvom en mulig El Niño i vinteren bliver i en blid version, vil det alligevel have konsekvenser, lyder det fra generalsekretæren.