Gå til hovedindhold

Mobile menu

En daglig ubekvem sandhed

Tiggeriet i Bamakos gader minder bloggeren om verdens ubegribelige skævhed.
Bamako fra luften. Zoomer man længere ind vil man se tiggere mange steder i byen og det vidner om, at selv efter 50 års udviklingsbistand er det ikke lykkedes at udrydde den ekstreme fattigdom.

Bamako fra luften. Zoomer man længere ind vil man se tiggere mange steder i byen og det vidner om, at selv efter 50 års udviklingsbistand er det ikke lykkedes at udrydde den ekstreme fattigdom.

Arensond Public Domain

Jeg har ikke været sulten i snart 60 år. Njoh, lidt knurren i maven, ind imellem, der førte til mental irritation, som truede med at slå over i barnlig urimelighed, hvis der ikke kom noget i skrutten ret hurtigt igen.

Min vanvittigt heldige fødsel på det heldigste sted i verden har gjort, at jeg ikke kender til den skrigende smerte, det må være at leve på tom mave - den flænsende, ætsende pine, der spreder sig rundt i kroppen, trækker energi ud og lægger immunforsvar og selvværd dødt.

Og den, smerten, er jeg nu vidne til igen. I Afrika, i Mali, hovedstaden Bamako, på utallige gadehjørner og langs storbyens stinkende halvåbne kloakker, nårsomhelst på dagen.

Tiggeriet, de fremstrakte, bedende hænder fra syge, blinde, forkrøblede giver forvirring og boblende dårlig samvittighed, også selvom jeg denne gang har sænket min udsynsvinkel til en lavstammet Toyota Corolla fra en tidligere hævet position i pralmobil i form af en Mitsubishi Pajero (der parentes bemærket altid minder mig om den ugandiske dramatiker Alex Mukulu:

I Mukulus teaterstykke fra 1993 ”Thirty Years of Banana” lavede han denne karakteristik af sådan nogen privilegerede hvide fra vesten som mig, der ser verden ”from a Pajero point of view”, hed det fra Mukulus pen.

I samme stykke kunne man høre følgende tankevækkende replikskifte:

Fattig ugander:” What should we do without your development aid?” Hvid bistandsarbejder:” What should we do without your poverty?”)

Tiggerne, de polio-ramte, blinde, halte er et dilemma, man får lyst til at flygte fra. Mange gør det også, rent mentalt. Nogle expats lukker sig inde i sig selv i en illusion om selvtilstrækkelighed og en ide om, at der overhovedet ikke er noget problem.

Andre, som undertegnede, bliver dagligt mindet om, at verden er helt urimeligt skæv, en kæmpe, grovkornet menneskerettighedskatastrofe, en forbrydelse med alt, alt for mange udstødte, mennesker der kæmper for bare at få noget at spise.

Jeg dulmer dagligt den dårlige samvittighed ved at have lidt mønter klar i Corollaens små rum bag gearstangen. Et gadekryds i Bamako, og rummene tømmes.

Og så?

Alle de andre?

Gav jeg nok til dem, jeg gav?

Jeg tænker:

Hvordan må det være at stå på et gadehjørne i bilos, kloakstank og 35 graders varme i laser og pjalter, pinsel i mave og krop og håbe på en almisse fra rige mennesker, der tilfældigt standser lige her – ud for mig, fattige tigger – og redder en dag mere for mig?

Den vinkel, den måde at anskue verden på, befinder sig lige for enden af et andet menneskes fremstrakte hånd, og tanken melder sig, hvorfor ingen har gjort noget effektivt for at afhjælpe problemet i de over 25 år, hvor jeg har oplevet syge og fattige tigge i alle hjørner af Afrika, der ifølge nogen nu er ”rising”.

Vores ultrarige verden har et helt unødvendigt problem. Der er jo mad og ressourcer nok til alle. Man kan alt muligt i vores tid: sende avancerede fartøjer til Mars i uoverskuelige årtier, knytte jordkloden sammen i en hidtil uset digital verden, flyve luftrummet tyndt og spendere milliarder på våben. De seneste over 50 år har verdenssamfundet givet milliarder i bistandshjælp, hovedsageligt til Afrika, og i ti år af dem har Mali været en donor-darling uden lige.

Alligevel har disse godhjertede bestræbelser åbenbart ikke rykket en disse. Tiggerne er her endnu – i massevis!

Jeg er miljøskadet fra Afrika, men har hørt fra andre, at tiggeriet, fattigdommen, findes i et endnu større omfang i Asien og endog i Sydamerika, og jeg kan kun sige, mens jeg spænder remmen ind om mave et-eller-andet:

Der er noget rav-ruskende galt i vores verden!