Fødselaren valgte teologien på Askov Højskole efter studentereksamen i 1955 og det førte ham til filosoffen K.E. Løgstrup (1905-1981), som resten af livet har været hans teologiske hovedinspiration.
På et studieophold i Tyskland 1964-66 (også ophold 1974-76 i sydindiske Bangalore) lagde han grunden til sin disputats, som kritiserede eksistensteologien og påviste at næsten al protestantisk teologi både i det 19. og 20. århundrede påvirker vort natursyn.
Han kom frem til, at denne teologi indirekte og uerkendt leverer legitimitet til de moderne vækstsamfunds destruktive syn på naturen, idet denne ensidigt opfattes som menneskets ressourcelager, som det har lov at gøre med, hvad det vil.
Ole Jensen forfægter, at vi aldrig må glemme, at naturen har sin egen værdighed, som kalder på vor agtelse og beskyttelse – mod os selv; den er skaberværket, der ikke skal knægtes af mennesket som selvudråbt "skabningens herre".
Sammen med lyrikeren Thorkild Bjørnvig og Løgstrup blev Ole Jensen en slags øko-filosofisk foregangsmand. Hans lille let tilgængelige bog om naturforståelse med titlen "I vækstens vold. Økologi og Religion" fra 1976 er kaldt en øko-klassiker.
Han var professor i dogmatik i København, men præstekaldet var levende i ham og han blev domprovst i Maribo. Siden var han forstander på Grundtvigs Højskole Frederiksborg i Hillerød (1985-92).
Han fortsatte derpå som rektor for Præsternes efteruddannelse 1992-2002. Ole Jensen har dertil været medlem af Det etiske råd 1988-93 og siddet i bestyrelsen for Verdensnaturfonden i en lang periode (1989-2002).
I 2007 udgav han "Historien om K.E. Løgstrup".
