Gå til hovedindhold

Mobile menu

Copenhagen Jazz Festival:
En festival som spiller på mange tangenter

Som sædvanlig brager årets jazzfestival igennem med store navne på de vigtigste scener rundt om i byen, men vi må selvfølgelig ikke glemme, at musikken når ud i alle afkroge af byen.
Omer Avital

Omer Avital

Copenhagen Jazz Festival

Musikalsk spreder festivalen sig ud over mange forskellige genre. Man kunne godt spørge sig selv, hvad jazz egentlig er, men måske er det hverken nødvendigt eller vigtigt? Derimod er der lidt for enhver smag.

Jazz under høj himmel

Også i år afholdes koncerter udenfor Kulturhuset på Islands Brygge under temaet ”Jazz by the Sea”. Bramfrit forkynder en ung mand fredag aften på Jazz Festivalens første aften, at han næsten lige er kommet hjem fra Roskilde Festival, men nu starter den rigtige festival. Det er måske et lidt vovet statement, fordi der, som årene går, bliver et større og større publikumssammenfald mellem de to festivaler, jf. jazzfestivalens invasion i tilgrænsende genrer. 

Kulturhuset åbner ballet med israelske Omer Avital og hans kvintet. Samme sted kunne man på den 10 dage lange festival opleve den cubanske pianist Roberto Fonseca, som allerede er et kendt navn på dansk jord, fordi han tidligere givet koncert på Roskilde Festival i 2010.

Også den malinesiske sanglærke Oumou Sangara kunne opleves til en fuldt udsolgt koncert lørdag aften. I løbet af ugen har man også kunnet opleve danske musikere, der i årevis har ladet sig inspirere af musikalske traditioner fra rundt om i verden. Det gælder blandt andet Steen Rasmussens septet (en formation bestående af syv). Med sig på scenen havde han både svenske Josefine Cronholm og Joyce Moreno fra Brasilien. Steen Rasmussen har igennem flere årtier været dybt optaget af brasiliansk musik, og han har etableret sig som Danmarks mest prominente musikalske eksempel på en brasiliansk inspireret jazz.

Omer Avital bliver kaldt Israels Charles Mingus, hvilket selvfølgelig er et tilnavn, der skaber store forventninger. På denne første aften af årets jazzfestival er der langt fra udsolgt på Islands Brygge, men derimod er publikum kræsent og med høje forventninger. Sådan er det ofte foran Kulturhuset, fordi bookingerne langt fra er tilfældige. Fredag aften er ingen undtagelse. Udover Omer Avital selv er der også store forventninger til kvintettens kun 22-årige trommeslager Ofri Nehemya, som allerede har gjort sig bemærket hos det velinformerede publikum. Omer Avital er kendt for sin særlige kombination af moderne jazz og mellemøstlige, spirituelle tomer og stemninger. Han har i mange år været bosat i New York, hvor han slog igennem med række klaverløse besætninger. Siden har han indtaget rollen som en banebrydende skikkelse i promoveringen af moderne israelsk jazz og fremstår som en af sin generations bedste bud på en nutidig jazz musik.

Der er altid stor forskel på de koncerter, som afholdes på Islands Brygge – især hvad angår publikums opmærksomhed. Nogle koncerter har et meget bredt og internationalt publikum, hvilket gælder det års koncert med Oumou Sangara, fordi der er stor interesse for musik from Mali og koncerten også tiltrækker mange fra afrikansk diaspora i Danmark. Det samme gjaldt sidste års koncert med Sidestepper fra Columbia, hvor hele den latinamerikanske ghetto i København dukkede op.

Koncentreret og kræsent publikum

Omer Avital Quintet er en anden slags koncert, hvad angår publikums interesse. Her er publikum langt mere koncentreret og kræsent, fordi kvintetten spiller mere rendyrket jazz, og derfor kun tiltrækker opmærksomhed for et fortrinsvist dansk jazz-publikum. De leverede varen på den solfyldte sommeraften, som skød festivalen i gang.

Det siger måske næsten sig selv med meget dygtige musikere på scenen, men alligevel var det som om, der manglede noget. Beskuet en for en var alle musikere fantastiske og meget dygtige, men deres sammenspil manglede, hvilket skyldtes ankermanden Omer Avital selv.

Også han var dygtig og overbevisende, men mest optaget af sig selv og sit eget spil. I lange sekvenser så man ham begejstret danse rundt om sin kontrabas. Imens blev andre i bandet overset og tilsidesat.

Trommeslageren havde sine momenter, hvor han fik lov til at brillere til stor glæde for publikum. Han var bandets perle, og mange blandt publikum var først og fremmest kommet for at opleve ham og havde høje forventninger, som bestemt blev indfriet. Alligevel bliver koncertens eftermæle en række fragmenterede solo-præstationer.

I jazz’en er der en hårfin balance mellem de individuelle udtryk og den kollektive improvisation.  Musikken bæres frem af individer, som mestrer et instrument, og vi husker dem for deres evne til at få deres instrument til at gøre det umulige, men den sublime oplevelse skabes kun gennem samklang og sammenspil. Det er derfor der findes trioer, kvartetter og som på den omtalte aften på Islands Brygge en kvintet.

Omer Avital gav ikke publikum nogen sammenhæng – kun enkeltstående elementer og detaljer, som man selv skulle skabe en helhed ud af, og derfor var koncerten hurtig glemt.

Japanerne er her

I år fejrer Danmark 150 år med diplomatiske forbindelser med Japan. Det er egentlig utroligt, hvor lidt vi kender til japansk musik. Når vi ser bort fra vores forbrug af sushi – som vel egentlig ikke er særlig japansk, når det kommer til stykket – ellers er vores kendskab til japansk kultur minimalt.

Jazzfestivalen bruger anledningen til at præsentere forskellige eksempler på japansk musik eller japanske musikere. Forventningerne var høje til den meget unge gruppe Goat, der gav koncert i Jazzhouse.

Publikum var dedikeret, kræsent og åbent. Regnen væltede ned udenfor, men det var hurtigt glemt efter at være kommet indenfor i jazzklubbens mørke. Bandets ophavsmand Koshiro Hino indleder solo med sit eget projekt YPY, som er ekstremt underspillet, og hvor han går tilbage til technoens rødder ved brug af få og enkle virkemidler.

Derigennem skabes en nærmest analog maskine ved hjælp af båndoptagere og effektpedaler. Publikum samles tæt omkring ham i en intens stemning, hvor vi alle sammen føler os som deltager i hans intime værksted.

Efter en kort pause går Goat på scene. Nu begynder aftenens egentlige koncert, selvom det aldrig bliver helt klart, hvad der egentlig foregår på scenen.

Gennem den kun 45 minutter lange koncert er der to passager, hvor bandet står sluttet om sig selv og skaber et a cappella udtryk med xylofonspil.

Den øvrige koncert består af en stærkt teknificeret rocklyd, som giver en enorm kontrast – især da bandet midtvejs vender tilbage til det indadvendte xylofonspil.

Det er svært at afgøre, hvad man skal gøre med det til tider amatøragtige og næsten pinligt barnlige, som så blander sig med det hæsblæsende, rå og vilde.

Publikum er ikke i tvivl. Der er stor begejstring for den iltre og vovede blanding. Koncerten slutter tidligt, og publikum vil have mere. Bandet kommer på scenen igen, og de takker ydmygt med et ”we do not have anymore songs”, hvorefter der spreder sig en mild og elskværdig latter over således at være belært om, at det er sange, vi har bevidnet.