Anmeldelse af Mona Munck-Lindbom, U-landsnyt.dk
Hvor solen græder er er en ærlig, medrivende og hjerteskærende reportage fra krigen i Syrien. Via portrætter giver Puk Damsgård et detaljeret indblik i krigens omkostninger for syerne.
Puk Damsgård har gjort det de færreste vil gøre; skiftet den danske trygge hverdag ud med et liv i en krigszone. Via personlige beretninger og portrætter af en række syrere er Damgårds krigsreportage i Hvor solen græder lige så nærværende og oplysende som hendes reportager på TV.
Titlen stammer fra flygtningepigen Rainas betegnelse for sit hjem i Syrien. Damsgård mødte Raina kort efter giftgasangrebet i Damaskus i september 2013, hvor hun beder Raina om, at tegne det sted hun kom fra.
Til Damgårds’ spørgsmål om, hvad hun bedst huskede fra sit hjem, svarede Raina ”Det er dér, hvor solen græder”.
Ved at lade fortællingen starte med begyndelsen af det Arabiske Forår i Tunesien og revolutionens spædestart i Syrien indeholder bogen det samtidshistoriske overblik, der sikrer, at læseren har den nødvendige viden til at forstå, hvordan revolution blev til borgerkrig.
Desuden består bogen dels af Damgårds’ personlige betragtninger fra sine reportagerejser ind i Syrien, dels af en række protrætter, hvor hun, ved at følge personerne over længere tid, lader læseren se konflikten og dens udvikling gennem deres øjne.
Sådan bliver krigen ikke bare en fjern historie, men nærværende og personlig, og dens menneskelige omkostninger kryber ind under huden på læseren.
Rainas tegning af et bombefly, militærkøretøjer, døde mennesker og en trist sol pryder bogens bagside, som et varsel på den frygt, død og ødelæggelse som Puk Damsgård reporterer fra.
Hvordan krigen ødelægger alt og alle den berører, bliver næsten for nærværende, når krigen nærmest kan mærkes i den ellers varme trygge danske efterårsstue.
Og netop fordi krig er så virkelighedsfjernt i vores trygge hverdag, er Damsgård ualmindelig modig at sætte sin egen sikkerhed på spil, for at skabe en så vedkommende fortælling om verdens grusomhed.
En krigsrapporter kan også være bange
Damsgårds personlige beretninger er ærlige og nøgterne. Hun prøver ikke at lægge skjul på, hvordan hun er dødsensangst når bomberne bogstavelig talt flyver om ørene på hende, og hvordan hun ønsker sig hjem til den danske tryghed.
Flere gange stiller hun spørgsmål til, hvorfor hun gang på gang vælger at begive sig afsted på den farefulde færd, når hun til modsætning fra syrerne faktisk har et valg, hvor hun kan vælge krigszonen fra.
Sideløbende med sin ærlighed, sætter hun spørgsmålstegn ved, hvorfor omverden er så længe om at reagere mod, hvad hun oplever som regimets nedslagtning af civile.
Men selv om det er oprørskrigere, der hjælper hende ind i landet og sikrer hende den nødvendige insider viden for at hun kan gøre sit arbejde bedst muligt, lægger hun ikke skjul på, at også de er brutale og uærlige i deres metoder.
Hun er bange, reflekteret, og selvbevidst. Og selv om hun skriver at hun umuligt kan give et fuldstændigt objektivt overblik over situationen, formår hun at skabe en bog der – på pædagogisk vis – skaber et nuanceret billede af en krig, der er umulig at forstå selv for dem der lever i den.
Én ting der er sikker er, at alle kneb gælder i kampen for at stå tilbage som den stærkeste.
Fra smuk revolutionær til forskræmt pessimist
Portrættet af Nour er bogens stærkeste. Ligesom alle andre personer der optræder i Hvor solen græder, er Nour ikke hendes rigtige navn. Navnet er ændret af Damsgård, for Nours egen sikkerheds skyld.
Inden krigen boede Nour i Damaskus med sine forældre, og kørte hver dag på arbejde – i en privat bank – i sin egen bil. Barmen var stor og fyldig, og øjenbrynene tatoveret på det velplejede ansigt.
Nour var en selvstændig ung kvinde med ben i næsen, og netop derfor gik hun aktivt ind i revolutionen – langt inden krigstrommerne lød – trods hendes forældres bøn om at lade være.
Som revolutionen strammede til for regimet, fik efterretningstjenesten nys om Nour, og hun har siden 2011 være på flugt fra regimet.
Hun har vedholdent støttet revolutionen, men ikke længere. Krigen har slidt hende ned, og som symptom på, hvordan konflikten er løbet af sporet, er det også løbet af sporet for Nour der nu sidder træt og deprimeret i sit eksil i Libanon.
”Mit hår er blevet tyndt”, svarer Nour til Damsgårds spørgsmål om, hvordan krigen har forandret hende.
Men også håbet er blevet tyndt. Hvis ikke rendt helt ud, da Damsgård underskriver sit efterord i foråret 2014 kort efter det Al-Assad kontrollerede præsident valget i Syrien, og netop som Islamisk Stat for alvor begyndte sin fremfærd i det krigshærgede land.
Om forfatteren: Journalist Puk Damsgård Andersen (36) har været DR’s korrespondent i Mellemøsten siden 2011. Efter en årrække med bopæl i Beirut, har hun nu base i Kairo.
Hun blev sammen med kollegaen Simi Jan hædret med Berlingske Fonds Journalistpris i januar 2012 for “begge at brænde for deres job og rejse med åbne øjne ud i verdens konfliktzoner, hvorfra de på flotteste vis viderefører og videreudvikler fine traditioner i dansk udenrigsjournalistik.”
Titel: Hvor solen græder
Udgiver: Politikens Forlag
ISBN: 9788740017182
