Gå til hovedindhold

Mobile menu

En korrespondents længsel efter Afghanistans hovedstad

BOGANMELDELSE: Philip Khokhar leverer i ny reportagebog en livfuld beskrivelse af en gruppe mennesker i Afghanistan, som under farlige og vanskelige forhold holder modet oppe. Men det er også beretningen om at miste gode venner og forbindelser i den uforudsigelige verden, som Kabul og Afghanistan er.
Fuglemarkedet i Kabul.

Fuglemarkedet i Kabul.

Ka Foroshi (CC by 2.0)

Philip Khokhar er kendt som DR's Asien-korrespondent, nu med base i Kinas hovedstad Beijing.

Men han har i en periode på ti år berejst Afghanistan og boede 2013-14 i landets hovedstad Kabul.

Måske er det en anelse overdrevent at tale om hans længsel efter denne by, men er på én eller anden måde er han draget af den - noget han selv har undret sig over, som han beskriver i bogen. Derud over giver han et velskrevet billede af, hvordan tilrejsende reportere kan finde sig til rette i den krudttønde, som byen er.

Penge ligger bag opbakningen til IS

Khokhar selv er af dansk-pakistansk oprindelse, men er vokset op i Danmark, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole og siden 2004 ansat i Danmarks Radio. I den fascinerende fortælling om mange rejser, deraf flere dramatiske, finder jeg det af særlig interesse, at han af en afghansk fotograf får fortalt, hvorfor der fortsat er tilslutning til IS (den nu smuldrende militante bevægelse Islamisk Stat). Der slet ingen ideologisk, altså muslimsk-religiøs, opbakning til terrororganisationen.

Nej, det handler alt sammen om penge. Hvor en soldat i den afghanske regeringshær får op til 300 dollars om måneden, så modtager en IS-guerilla tre eller fire gange så meget. Pengene kommer fra landets opiumproduktion – og en så høj månedsløn er klart nok tillokkende i et land præget af arbejdsløshed. Og det kan tilføjes, at dyrkning og høst af opium i Afghanistan i 2017 steg med 87 procent!

Ifølge det afghanske narkotikabekæmpelseskontor og FN's Kontor for Rusmidler og Kriminalitet (UNODC) androg høsten i 2017 3000 tons og opiumsarealet 328.000 hektar. Der dyrkes opium i 24 afghanske provinser, mens kun ti er er uden sådan dyrkning. Det er alt sammen uhyre vanskeligt at få ændret, eftersom udbyttet fra opiumsmarkerne er langt større end det, der kan hentes ved andre former for afgrøder.

Afghanske bekendtskaber

Khokhar kom første gang til Afghanistan i 2009 som journalist for at beskrive Danmarks krigsdeltagelse, som har kostet 43 danske liv. I 2013 besluttede han, at han for en tid ville slå sig ned i Kabul, og store dele af bogen er da en skildring af hans tilværelse i et slags kollektiv sammen med et par andre udlændinge, altså ikke-afghanere, som i ord og billeder ville give deres europæiske læsere/lyttere/tv-seere levende indtryk fra en by, nogen endog har kaldt 'helvedes forgård'.

Forfatteren minder om, at Afghanistan har tradition for at møde fremmede besættelsesmagter med ”kulde og mord”. Allerede omkring år 330 f. Kr. mødte den makedonske konge Alexander den Store modstand under sit asiatiske felttog. Tre gange i 1800- og 1900-tallet forsøgte briterne forgæves at undertrykke afghanerne, i 1979 rykkede Sovjetunionen ind i et forsøg på at holde en pro-kommunistisk, ja Moskva-tro regering ved magten. Men russerne mødte heftig modstand fra mujahedinerne, såvel som Pakistan foruden USA og Saudi-Arabien, og efter ti år trak de sig ud.

Men det, der særlig interesserer i Khokhars bog er naturligvis hans direkte møder med befolkningen, hans afghanske bekendtskaber, om man vil. Den kvindelige afghanske politibetjent Nigara i den nok så farlige afghanske provins Helmand skilte sig særlig ud. Desværre måtte Khokhar være embedded, altså særlig politi/militær-beskyttet, for at komme tæt på hende - et oplagt mål for Talebans morderbander.

En af denne i øvrigt burka- og uniformsklædte betjents bedrifter var anholdelsen af en mand, som var ved at placere en bombe midt i byen Lashkar Gah. Hun fulgte efter ham ind i en passage, hvor det lykkedes hendes at sparke en detonator ud af hans hånd, før han blev anholdt. Det lyder alt sammen for godt til at være sandt. Knap et år efter erfarede Khokhar, at Nigara var blev skudt i Lashar Gah.

Bløde historier uden fokus på krigen

Khohkar skulle komme til at besøge Helmand adskillige gange gennem årene, både sammen med danske politikere og sammen med forsvaret.

Det slog ham, at nogle af de journalister kan rejste sammen med, kun kendte Afghanistan perifert og derfor sjældent var i stand til at stille politikerne kritiske spørgsmål. Det tog politikerne eller forsvarets folk dem ikke nødvendigvis unådigt op: De foretrak ifølge forfatteren, at der blev produceret "bløde historier", som ikke hele tiden satte krigens gang i fokus.

Der er imidlertid ikke noget nyt i, at Forsvaret generelt indtager en forsigtig holdning og er tilbageholdende med informationer. Khokhar beretter, at han endog har været i Helmand uden at få at vide, at dansk soldater var såret i kamp.

Tolkene der blev glemt

Khokhar er også mand for at berette om en afghansk tolk - én af de tolv tolke, der blev såret i dansk tjeneste. De fleste af dem blev glemt af deres danske arbejdsgivere uanset et løfte fra den daværende danske SR-regering om ikke at blive ladt i stikken efter reduktion i eller afvikling af de internationale engagementer.

Det blev opfattet som et slags løfte om at få visum til Danmark, men har vist sig meget svært i virkelighedens verden. Der er fremvist truende breve fra Taleban, ligesom der har været tale om telefonopkald, men Khokhar må indrømme, at han ikke kan garantere for ægtheden heraf.

Det kan tilføjes, at afghanere har haft langt sværere end syrere og irakere ved at få asyl i Europa. I 2015 søgte 178.2000 afghanere asyl i EU for første gang.

Khokhar har leveret en livfuld beskrivelse af en gruppe mennesker, heriblandt også en modig kvindelig journalist fra USA, som under farlige og vanskelige forhold holder modet oppe, træffer moderne indstillede afghanere, som på deres side udfører gamle livsmønstre, ikke mindst kvindeundertrykkelsen.


Men det er også beretningen om at miste gode venner og forbindelser i den uforudsigelige verden, som Kabul og Afghanistan i det hele taget er.

Philip Khokhar: "Tilbage til Kabul - reportager fra en krig uden ende", 288 sider, Rosinante. Er udkommet.