Mimosas
Oliver Laxe
Marokko, Spanien, Frankrig, Qatar
International premiere 2016
Spilletid: 1 time og 36 minutter
Har vundet Critics Week i Cannes 2016
Filmen spiller igen på PIX d. 6. november kl. 21.30 i Cinemateket
Et sted i Marokko står en mand og retter på det tørklæde, der omsvøber hans hoved. Han står omgivet af øde sletter og monumentale bjerge, ingen andre er at se i miles omkreds end ham og hans medrejsende i en karavane.
Gruppen diskuterer, om de skal skyde genvej gennem bjergene. Målet for rejsen er middelalderbyen Sijilmasa, hvor karavanens døende sheik ønsker at blive begravet. Flere er imod og indvender, at der ingen vej er, at årstiden ikke er til at bevæge sig gennem bjergene, og at det er alt for farligt. Men sheiken er stålsat, og hans følge vælger at stole på ham. Beslutningen er taget, og med retning mod bjergene begiver karavanen sig af sted – dog med en ulmende stemning af uforståenhed og frygt for betydningen af dette valg.
Samtidig i en mindre by et andet sted får den unge og uerfarne taxaxhauffør Shakib en særlig mission. Han får til opgave at finde karavanen med den døende sheik. Her skal han sikre, at kortegen når sikkert frem og tage sig særligt af en mand kaldet Ahmed.
En farefuld færd
Første gang man introduceres til Shakib er han i gang med at fortælle skabelseshistorien til en gruppe af chauffører, der kun lytter med det halve øre. Han bliver flere gange afbrudt og rettet på, men dette tager ikke modet fra den unge chauffør. Han beretter, hvordan djævlen så menneskets skæbne udvikle sig og således til den dag i dag ynder at lege med denne. En symbolsk fortælling sat i perspektiv af den uvisse og farefulde færd, han selv står overfor og et stærkt førstehåndsindtryk af en ung mand med en klippefast tro.
Da Shakib når karavanen er alle medtagede af varmen og udmattelse. Karavanen er en broget skare bestående af kvinder, mænd, ældre og børn samt overfyldte muldyr og heste. Den bevæger sig langsomt, men bestemt fremad langs bjergene, der møder de åbne sletter. Gruppen går igennem en masse anstrengelser, hvor man flere gange får lyst til at give op på deres vegne. De mange udfordringer, de møder på deres vej, er alt fra stejle klippeskåninger, stædige muldyr til brusende floder og bevæbnede banditter.
Imellem Shakib og Ahmed opstår der løbende en interessant synergi. På trods af de tos uoverensstemmelser og forskelligheder – den lovløse Ahmed og den halvskøre, religiøse Shakib – knytter de to langsomt et bånd, der udvikler sig gennem filmen.
Mellem tre verdener
Historien er inddelt i en prolog og tre kapitler, der er opkaldt efter tre dele af den islamiske bøn. Denne tredeling afspejles også i filmens forskellige verdener. I det ene øjeblik befinder man sig som en del af en karavane, der kunne have eksisteret for hundreder af år siden, og det næste øjeblik i en verden med taxaer som omdrejningspunkt. To verdener hvor det eneste bindeled er Shakib.
Den til tider mystiske film rummer ligeledes en helt tredje verden, hvor der springes i tid og sted. Man får nærmest følelsen af at bevæge sig i en drøm, hvor man mister sin virkelighedssans og forståelse for, hvordan det hele hænger sammen.
En minimalistisk western
’Mimosas’ kan nok bedst beskrives som en minimalistisk odyssé med associationer til landskabet i en klassisk western, dog uden cowboys og indianere. Mål og hensigter med filmen holdes på et kryptisk og meget begrænset plan, mens religion og skæbne er temaer, der bliver berørt gennem filmen, ligesom forholdet mellem mennesket og den storslåede natur, der omgiver os.
Filmens gennemgående lange majestætiske scener af det marokkanske landsskab er så smukke, at de flere gange giver anledning til kuldegysninger. Karavanen, der langsomt bevæger sig igennem den prægtige bjergkæde, langs blikstille søer og sneklædte tinder, akkompagneret af et forblæst lydbillede. De ramponerede taxaer, der racer over de åbne sletter med monumentale bjerge i baggrunden. Det uendelige landskab, hvor den motoriserede karavane kører mod horisonten, kun efterladende sig støvskyer, der blandes med solnedgangens orange lys.
Hvis man har behov for konstant aktion, kunne ’Mimosas’ dog godt være lidt af en udholdenhedsprøve med de lange naturscener og skud af mennesker, muldyr og biler, der bevæger sig gennem landskaber i flere minutter ad gangen.
CPH PIX er Danmarks største spillefilmfestival – ikke at forveksle med CPH:DOX, der udelukkende viser dokumentarfilm. Om formålet med festivalen, skriver folkene bag: “Vi eksisterer for at bringe jer film, som I normalt ikke ville have mulighed for at se. For at vise skæve film for de mange og grænsesøgende film for de få. Men mest af alt er vi sat i verden for at overraske dig med film, du ikke anede, du ville elske.” CPH PIX fandt sted første gang i 2009 – i år løber festivalen over 14 dage fra torsdag d.27. oktober til onsdag d.9. november. Gå selv på opdagelse i festivalens program.
