En rejse i den lange marchs fodspor

Dahls generaliseringer over blandet andet kineseres trang til selfies kommer desværre til at virke fremmedgørende for helhedsindtrykket af 'Panda-effekten'
Foto: Jordi Bernabeu Farrús - Flickr-CC2
Forfatter billede

Panda-effekten – en rejse ind i Kinas hjerte

af Holger Dahl
Forlaget People’s Press – 2018
264 sider

“Panda-effekten”, med undertitlen ”- En rejse ind i Kinas hjerte” er skrevet af arkitekt, grafisk designer og forfatter, Holger Dahl, der beslutter at foretage (næsten) den samme rejse, som den kommunistiske hær foretog i 1934-1935.

Undervejs reflekterer forfatteren over Den lange March som skabelsesmyte for Kinas kommunistiske parti, udviklingen af Kina før og nu, det kinesiske folks særegenheder og gnubber skuldre med kinesiske turister, der – efter hans udsagn – ikke tager hen til seværdighederne for at se på dem, men for at blive fotograferet foran dem.

I fodsporene på Den Lange March

Rejsen starter i Beijing, hvorfra Dahl tager videre gennem byerne Xiamen, Quanzhou, Tulou, Wuyi Shan, Longhu Shan, Kaili, Xijiang, Anshun, Huangguoshu, Anshun, Emei Shan, Luding, Chengdu, Xi’an og Yan’an. På vejen fortæller han om sin opfattelse af Kina dengang i 1980’erne og nu, og om de historiske begivenheder, der foregik på den lange march i de byer, han rejser igennem.

Typisk tager forfatteren med tog mellem byerne og i taxa indenfor dem, hvorfor bogen også indeholder beskrivelser af taxachauffører fra hele det sydøstlige Kina. Det bliver en rejse, hvor han både kører i lyntog, kommer i nærkamp med en abe, ser en masse pandaer, spiser de mange forskellige slags lokal kinesisk mad og bliver lidt af et tilløbsstykke selv, fordi de fleste andre turister er kinesiske og synes, at det er spændende med en udlænding.

Dahl er god til at beskrive landskaber og arkitektur, og man får et levende indtryk af de steder, han besøger. Det giver også et tydeligt billede af, hvor stort og mangfoldigt Kina er, og ikke mindst hvor mange forskellige befolkningsgrupper, sprog og kulturer, landet favner.

Den udefrakommendes perspektiv

Dahl elsker efter eget udsagn alt kinesisk. Men som læser står man tilbage og spekulerer over, om han overhovedet kender noget som helst kinesisk godt nok til at elske det. For bogen er fuld af generaliseringer. Og med generaliseringer afskærer man sig fra at lære at kende og fra at forstå.

Dermed skriver han sig ind i den tradition af hvide forfattere, der – med ægte varme og uden dårlige intensioner – kommer til at tale lidt ned om det land og det folk, de beskriver fra den udefrakommendes lidt overfladiske perspektiv.

Som eksempel kan nævnes, at Dahl kommer med mange betragtninger over sammenhængen mellem det kinesiske skriftsprog – hvor hvert tegn til at begynde med var et billede af en ting – og det, han oplever som kinesernes tendens til at romantisere, deres forkærlighed for gode historier og den mest spændende udlægning af historiske begivenheder.

Disse betragtninger mangler dog belæg i andet end hans rejser i Kina, og man må tage hans ord for, at kinesere ikke lyver, når de fortæller en lidt for pyntet udgave af en historie, fordi de opfatter ord helt konkret, så ordet er sandheden.

Måske er Dahls egen bog lidt af en Panda


Foto: Pixnio - CC0

Den egentlige Panda-effekt

På trods af de glimrende landskabsbeskrivelser og mange pudsige optrin, Dahl beskriver så levende, gør de mange generaliseringer desværre, at helhedsindtrykket af bogen bliver noget fremmedgørende.

Han ville ikke behøve at generalisere over alle kineseres præference for støj, hver gang han er et sted med en kakofoni af alt for høj musik fra konkurrerende anlæg. Det ville have været nok at beskrive larmen og folks reaktion på den.

Han ville ikke behøve at generalisere over alle kineseres tendens til at tage selfies foran seværdigheder i stedet for at kigge på dem, hver gang han næsten ikke kan komme hen til en seværdighed på grund af de klumper af mennesker, der står med ryggen til den og tager selfies. Det ville have været nok at beskrive selvfietagningen.

Panda-effekten hentyder til tendensen til at styrte hen for at se noget, der ikke er noget, bare fordi alle andre gør det. Det er desværre også lidt den fornemmelse, man sidder med efter at have læst borgen.