I 8 minutter og 44 sekunder haglede der vederstyggeligheder igennem telefonen. Så blev røret knaldet på.
Jeg skal af pli og anstændighed undlade at gengive grovhederne eller nævne deres ophavskvinde men blot sige, at overfaldet kom fra Børnefondens hovedkvarter i København.
Anstødsstenen var, at jeg havde stillet en række spørgsmål. Det er jo sådan noget, journalister gør, og når de så ikke får svar, rykker de måske den, de har spurgt. Får de et afværgende eller intetsigende svar, kan de finde på at omformulere spørgsmålet og måske stille tillægsspørgsmål.
Men skideballen skyldtes ikke mine spørgsmål, men min ”dårlige tone”, hed det i telefonen (bemærker parentetisk, at spørgsmålene var afledt af ægte undren, og at jeg i øvrigt stadig ikke har fået svar på dem, heller ikke efter det orkanagtige telefonopkald).
Et spørgsmål om ungdommen
Jeg ville egentligt bare skrive en artikel eller to om ”den store afrikanske ungdom”, altså de enorme ungdomsårgange, som analytikere og iagttagere og eksperter ofte behandler under den spørgende overskrift: ”Er de en mulighed eller en trussel for Afrika”?
Derfor skaffede jeg mig her i Bamako adgang til Ministeren for Ungdom og en toneangivende oppositionspolitiker, der bygger sit parti og medlemskab af parlamentet op omkring netop ungdommen. Jeg fik også fat i en række ungdomsorganisationer, og de fortalte mig alle, hvad de mener om den sag.
Så fik jeg den tanke, at det jo er meget fint at rende rundt i hovedstaden, som vi udlændinge har for vane. Men det kunne også være en ide at tage en tur ud på landet, hvor der er ligeså mange unge som i storbyerne i Afrika.
Bingo, Børnefonden, tænkte jeg. Fonden har jo centre (eller ”zoner” hedder de nu) i landdistrikterne, hvor det også bugner med unge mennesker, og jeg har besøgt temmelig mange af dem igennem de seneste 11 år og ved derfor, at Fondens nationale medarbejdere laver et ekstremt godt ungdomsarbejde.
Det ville være eminent at have en lokalkendt og ”Børnefonden”-insider med på sådan en research-tur. Og så kunne jeg jo tilbyde at skrive en ekstra artikel om Børnefondens gode arbejde, som jeg har gjort et par gange tidligere (og det står jeg inde for: Børnefonden laver et knippelgodt arbejde i felten).
God idé – ingen problemer
Men, som i alle andre sammenhænge i Afrika kommer man ikke bare brasende, så jeg ringede en aftale i hus og kørte over den gamle bro i Bamako til Børnefonden i Badalabougou og en henrivende gruppe engagerede mennesker, der håber og tror, at de og Fonden måske kan gøre en forskel i det hav af problemer, der er Mali og Afrika.
Børnefondens mange-årige Mali-chef, der er rwander, var på ferie, men i stedet fik jeg en god snak med souschefen, der er beniner.
Han var helt med på ideen, som han syntes var rigtig god. Han kunne godt huske, at jeg tidligere havde været på landet med Børnefondens folk. Pas de problème!
Men, men så skete der noget nyt i forhold til tidligere. ”Vi skal lige spørge”, sagde souschefen, mens vi gik ind i ”Departement de Parrainage”, maskinrummet i Børnefonden, sponsorafdelingen, der i nationalkontoret er et stort åbent kontorlandskab, hvor en 12-15 sponsormedarbejdere sidder sammen.
På en opslagstavle ved indgangen til et separat kontor for sponsorchefen så jeg et stort billede af Børnefondens bestyrelsesformand, der kiggede ud over lokalet. Sådan lidt som billeder af præsidenter her og der og allevegne i lande med flosset demokrati.
Her fés den ind, at mit påtænkte besøg skal cleares i hovedkvarteret i København.
Mig i mail-tastaturet, hvor jeg skrev en forespørgsel til København og fik svaret:
” Thank you for your mail and your considerations. Because of the current security situation in Mali and the current holiday season in Denmark, are we not able to grant your access to our zones in Mali. We would love to host you another time. If it is still relevant with a visit after the 7th of August, then please write an email to Head of Communication …”
Hvilken sikkerhedssituation?
Efter turen igennem sponsorafdelingen kunne jeg godt regne ud, at afvisningen skyldes, at Børnefonden nu er blevet mere topstyret end tidligere, men jeg syntes, at der var noget underligt i, at de i København henviste til en ”sikkerhedssituation”, som jeg selv befinder mig i sammen med Børnefondens hundredtallige medarbejderskare i Mali.
Hverken de lokale Børnefonden-kolleger, Ungdomsministeren, oppositionspolitikeren eller ungdomsorganisationerne havde sagt noget om ”sikkerhedssituationen”, og de var alle i fuldt sving på deres arbejdspladser.
På Børnefondens nationalkontor fandt jeg heller ikke det fjerneste tegn på, at medarbejderne var blevet ekstra ”sikret”, endsige at de havde fået besked på at blive hjemme på grund af ”sikkerhedssituationen”. Hvorfor så henvise til den, altså ”sikkerhedssituationen”?
Måske er der lukket på landet, tænkte jeg, og stillede derfor et undrende spørgsmål og et par tillægsspørgsmål, også omkring det med ”zoner” (har Børnefonden købt land i Mali?) og altså den med ”sikkerhedssituationen”.
En ansvarsfuld organisation
Svar: ”Tak for din mail. Det er helt standard, at der i ansvarsfulde organisationer er nogle procedurer i forbindelse med besøg til de områder, vi arbejder i (bemærk, at nu var ”zoner” røget ud til fordel for ”områder”, red.), som vi må følge, når vi skal facilitere besøget, og det kræver noget forberedelse. Det tager vi gerne fat på fra næste uge, hvor vores Head of Communication…..”
Man behøver ikke at være IQ overloaded for at formaste sig til at udlægge den hidtidige kommunikation og dette svar derhen, at folk i København regner sig som ansvarsfulde modsat de lokale medarbejdere i Mali.
Men jeg kunne jo ikke vide det sikkert, så jeg spurgte fonden, hvad det var for nogle procedurer, som skal følges, og om folk på hovedkontoret ikke stoler på deres afrikanske kolleger.
Det sidste er da et hamrende interessant spørgsmål, som sikkert også mange af de danskere, der sponsorerer små 49.696 børn i Afrika, gerne vil høre et svar på (tallet er fra Børnefondens årsrapport 2016).
Resultat: En telefonisk skideballe fra hovedkvarteret i København med en masse beskyldninger omkring min person og mit virke, som jeg naturligvis må forholde mig til.
Hvis jeg selv skal sige det, og det skal jeg, når jeg nu har plads at blogge på, er jeg nok bare gammeldags og går ind for ”empowerment” af dem, man arbejder sammen med i udviklingslandene.
Som jeg ser det, skal man bevæge sig hen imod at overdrage ansvaret, give de nationale medarbejdere en chance, en mulighed for selv at bestemme, sådan at de en dag kan overtage hele molevitten, og udsendte udviklere kan rejse hjem og holde ferie hele året og ikke bare i juli måned.
Sådan var mentaliteten engang. Men noget er måske vendt, er gået i den modsatte retning? Jeg spørger bare, helt generelt.
Børnefondens Mali-landedirektør har været på sin post i snart 15 år og været ansat i næsten 25. Souschefen lidt mindre. De kunne tidligere træffe beslutning om journalistbesøg. Det kan de ikke længere. Nu skal de spørge København.
Jeg ved, at ordet findes, men bruges det også i bistandssammenhæng:
Disempowerment?
