Making Africa Work. A handbook for economic success er netop lanceret i Danmark. Den giver en detaljeret opskrift på hurtig økonomisk vækst og jobs til gavn for Afrikas stærkt voksende befolkninger og eksplosivt ekspanderende byer.
Ikke mange ord om Verdensmål
Afrikanske ledere skal bruge ”demokrati til at fremme en disciplineret nationalisme” (p 269). Uden bred folkelig opbakning er fremskridt ikke mulige (p 256). Bogens sidste budskab er at ”reformere eller gå til grunde.” (p 269)
Hvorfor så gøre et stort nummer ud af lige netop denne bog om Afrika? Fordi nogle af anbefalingerne er decideret tvivlsomme, men især fordi mange politiske ledere og indflydelsesrige beslutningstagere tilsyneladende møder op for at høre budskaberne. Boglanceringerne i Afrika, Europa og USA er efter sigende velbesøgte. Selve bogen er oversat til arabisk og fransk og trykt i tusindvis af eksemplarer.
Vision eller analyse?
Det er ikke forfatterne hensigt, at bogen skal læses som et politisk manifest – en vision for Afrika.
Tværtimod hævde de, at den er skrevet uden ideologisk skævvridning, og netop ikke er et produkt af vestlige institutioner, der forklarer afrikanske ledere, hvordan de skal skabe udvikling i deres lande.
Bogens mange råd er udmøntet i 55 beslutninger, som afrikanske ledere bør tage – fem for hvert af de emner fra ”People and cities” over ”Mining” og ”Teknologi” til ”Leadership and delivery,” som den behandler. Anbefalingerne er baseret på indsamling og analyser af, hvad der kan få Afrika i arbejde. Udstrakt brug af statistiske oplysninger (ofte meget interessante), illustrative case studier plus et væld af fodnoter (446 i alt) signalerer, at analyserne er objektive, og bygger på solid empirisk viden.
Det er en sandhed med meget store modifikationer. Her kommer et par centrale eksempler. Overskrifterne fremhæver forfatternes væsentlige argumenter.
Lad ikke en stor krise gå til spilde
Afrika er i krise, slår forfatterne fast. I 2050 vil Afrikas befolkning være fordoblet til 2.4 milliarder.
For at udnytte Afrikas såkaldte ”demografiske dividende,” skal der skabes 18 millioner høj-produktive jobs hvert år frem til 2035 (p10). Byerne vokser endnu hurtigere. Deres størrelse fordobles hvert tiende år. I 2050 vil 56 procent af kontinentets befolkning bo her, men de fleste vil leve i usikre slumområder med dårlige boliger, elendige transport og udbredt vold.
Det skaber utilfredshed. Internet- og mobiltelefonforbundne unge ved, at levevilkår er langt bedre i andre lande. Migration mellem afrikanske lande og til nabokontinenterne vil øges.
Bogens mange forslag går først og fremmest ud på at indkassere denne ”demografisk dividende” (p 10) gennem jobskabelse til det massive antal nye unge, der søger arbejde hvert år.
’Business-as-usual’ vil føre til økonomisk, social og politisk katastrofe. Demografien skaber en truende apokalypse. Lad ikke en stor krise gå til spilde, er forfatternes centrale ide. ”Følelser er ligeså vigtige for valg af politikker som empiri. ” (p21)
Derfor skal afrikanske ledere udnytte krisen til at udvikle et narrativ, der kan overbevise befolkninger og eliter om, at dramatiske ændringer er uomgængelige. Reformer er til alles bedste selv om de kan gøre ondt på kort sigt. Fortællingen skal skabe politisk opbakning til et opgør med fortidens synder – korruption, manglende demokrati, ineffektiv offentlig forvaltning, utidig statslig indblanding i økonomien, og undertrykkelse af den private sektor.
Asiatiske lande giver Afrika håb
Ja, svarer forfatterne med overbevisning. I denne bog har ”vi vist at andre lande, især i Asien og i Syd- og Centralamerika, har løst lignede kriser.” De har vendt en voksende ”demografisk bølge til en positiv økonomisk dynamik.” Derfor kan det også lade sig gøre i Afrika, selv om det er ” sidste udkald.” (p261) Opfind ikke hjulet men lær af andre, lyder det gennemgående råd.
At krise udgør den afgørende drivkraft for asiatiske ledere til at vende en negativ udvikling, gør bogen ikke meget ud af at analysere. I den virkelige verden, som er forfatternes påståede inspirationskilde, er der mange eksempler på det modsatte: Tænk på Cambodja, Myanmar, Sydsudan og Congo, hvor ledere og regeringer drevet af egen politisk og økonomisk vinding har trukket deres lande endnu dybere ned i kriser. Bogens hovedbudskab – at krise udløser nødvendige reformer- er en sandhed med betydelige modifikationer.
Hvad er det så mere præcist, at afrikanske ledere kan lære af Asien? Forfatterne lægger stor vægt på, at beslutsomt lederskab er den afgørende forskel mellem asiatiske og afrikanske regeringer.
Den anden væsentlige forskel er, at afrikanske ledere ikke lærer af andres erfaringer, og har en fjendtlig indstilling til den private sektor og udenlandske investeringer, selv om gode relationer mellem regeringer og erhvervslivet er afgørende. Det lyder som kulturelle forklaringer. Relevant forskningsbaseret litteratur om lederskab og politisk motivation henvises der ikke til.
Stritter i mange retninger
Og hvad gør asiatiske lande konkret for at løfte millioner ud af fattigdom? Bemærkelsesværdigt nok bruges den omfattende litteratur og debat om asiatiske landes politik-valg heller ikke. Forfatterne bygger i stedet for på egne interviews og observationer. Resultaterne stritter i mange retninger.
Eller tag landbrug. Forfatternes vigtigste anbefaling er, at afrikansk landbrug har brug for ”større kommercielle kapitalintensive firmaer, der kan opnå stordriftsfordele.” (p 96)
Mange andre mener det samme, jævnfør dansk bistandspolitik. Det bliver anbefalingen ikke mere rigtig af. For læren fra Asien er den modsatte. Det er/var et stadigt mere produktive smålandbrug, som er en nøgle til asiatiske landes succes. Årsagen er simpel. Når mange hænder skal beskæftiges, er der brug for arbejdsintensive – ikke kapitalintensive – landbrug. Men det kræver aktive statslige tiltag. Hvis afrikanske ledere satsede hårdt på storlandbrug, ville det skade rigtigt mange mennesker.
Også med hensyn til erhvervspolitik fejlfortolker forfatterne de sydøstasiatiske erfaringer. Det var netop statens proaktive rolle, der bidrog til at gøre fremstillingsvirksomheder konkurrencedygtige på globale markeder. Den tilgang fraråder forfatterne, fordi afrikanske erfaringer med aktiv erhvervspolitik for 30-40 år tilbage generelt var dårlige. Bedre handelspolitikker er langt vigtigere. Skal der læres af asiatiske landes, er deres erfaringer med aktiv erhvervspolitik imidlertid meget relevante. Det viser forskningen på området ret tydeligt.
Omvendt fremhæves korruption som den ”allerstørste forhindring for udvikling i den tredje verden.” (p 226) Det er en helt forkert generalisering. Tvært imod var – og i nogle tilfælde er – korruption udbredt i asiatiske vækstlande som Kina, Sydkorea, og Vietnam. I den virkelige verden kan korruption og fattigdomsbekæmpelse godt gå hånd i hånd. Ville det være gået bedre med mindre korruption? Uden tvivl, men om det ville have været politiske muligt er langt fra sikkert.
Demokrati fremhæves igen og igen som afgørende for økonomisk vækst og jobskabelse. Den demokratiske styreform, ”bredt defineret,” er bedst egnet til at skabe økonomisk fremgang for hele befolkninger fordi ”den er drevet af vælgerne og deres interesser.” Derfor må eliters indflydelse begrænses (p45).
Gjorde tre ting rigtigt
I det hele taget er bogen lukket om sig selv. Andres forskning og undersøgelser henvises der meget lidt til. Det er en skam. Et god bud på, hvad afrikanske lande kan lære af sydøstasiatiske erfaringer, er eksempelvis omhyggeligt undersøgt i et hollandsk forskningsprojekt fra 2013, Tracking Development. Her konkluderes, at politiske lederes motiver har været meget forskellige: fra ideologi (social retfærdighed, nationalisme) over politisk pragmatisme (frygt for radikal eller socialistisk inspireret oprør) til en korrekt fortolkning af den historiske forbindelse mellem udvikling i landbrug og industri.
Mere specifikt skyldes meget af forskellen i udviklingen mellem afrikanske og sydøstasiatiske lande, at (nogle af de) sidstnævnte gjorde tre vigtige ting rigtigt. De sørgede for makroøkonomisk stabilitet, småbønder fik økonomisk frihed til at dyrke jord, og der blev investeret massivt i at bringe fattige mennesker ud af fattigdom (undervisning, sundhed, tiltag for småbønder, etc.).
Udviklingsbistand har ikke bidraget til at Afrikas virkelige ressourcebehov
Bistand har måske også givet afrikanske regeringer de forkerte incentiver ved at svække relationerne mellem ledere og borgerne. Argumentet bygger på en omstridt hypotese om, at bistanden gør magthaverne mindre afhængig borgernes skattebetaling.
Endelig konstateres det med bekymring, at donorerne i dag er mindre optaget af at fremme demokrati end tidligere. Nu er de mere interesserede i antiradikalisering og kampen mod terrorisme.
Dertil kommer, at afrikanske ledere rutinemæssigt har været imod demokratisering som en betingelse for bistand. Derfor foretrækker donorerne at støtte ukontroversielle tiltag såsom infrastruktur. Donorerne er også bange for at blive overhalet indenom af Kina.
Er det budskabet eller budbringerne der tiltrækker?
Flere af bogens uforbeholdne budskaber til afrikanske ledere understøttes ikke af bogens empiri. Det centrale argument bygger på en god portion håb og optimisme tilsat ofte interessante men selektive analyser uden ret megen brug af den omfattende forskning på vækst og jobskabelse.
Rigtigt mange af bogens opskrifter på succes er også gamle travere. Det gør dem ikke nødvendigvis dårlige eller ukontroversielle. Godt nok er demokrati og god regeringsførelse ønskværdige i sig selv. Om de fremmer jobskabelse og økonomisk vækst på den direkte måde, forfatterne påstår de gør, er langt mere usikkert. At smålandbrug, den uformelle sektor, basale uddannelses- og sundhedstjenester negligeres er bemærkelsesværdigt og helt ude af trit med sydøstasiatiske erfaringer, som forfatterne ofte misrepræsenterer.
Trods bogens åbenlyse mangler kender jeg ingen anden nyere bog om Afrikas udvikling, der har fået tilnærmelsesvis så meget omtale – eller er blevet promoveret så energisk. Efter bog-promoveringen i Danmark i sidste uge går turen til England og andre europæiske lande. Derefter USA. Forfatterne har også turet det afrikanske kontinent. Overalt har de søgt, og fået, fremtrædende politikere i tale. De praktiserer ideen om, at ”socialisere” med vigtige beslutningstagere for at få indflydelse (p 222).
I Danmark ville udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) gerne være mødt op til boglanceringen, men kunne ikke. I stedet mødte to af forfatterne hende før boglanceringen. Tørnæs havde blandt andet et tæt samarbejde med Greg Mills i udarbejdelsen af Afrikakommissionens rapport tilbage i 2009. Efter lanceringen mødte forfatterne repræsentanter fra dansk erhvervsliv plus samtlige afrikanske ambassadører i Danmark.
Selv om forfatterne til sidst i bogen understreger det vigtige i at forstå de enkelte landes politiske økonomi, indeholder den meget få politiske analyser af, hvorfor bestemte politikker i nogle lande faktisk lykkes. Hvorfor Olusegun Obasanjo, da han var præsident, ikke havde meget held med at bekæmpe korruption får vi, for eksempel, ikke noget at vide om. Det ville have været rigtigt interessant.
Alle de alvorlige indvendinger til trods, håber jeg bogens centrale påstand holder: At den demografiske krise vil tvinge afrikanske ledere til at tænke langsigtet til gavn for deres lande og befolkninger. Andre lande har gjort det. Så kan afrikanske lande også.
