Energieffektivisering vinder frem trods lavere energipriser

Ny rapport fortæller om øgede investeringer i energieffektiviseringer verden over
Foto: IEA
Forfatter billede

28. oktober 2016 – Mens vedvarende energikilder såsom solcelleanlæg og vindmøller ofte trækker de fleste overskrifter, er der en anden faktor, der fortjener mindst lige så meget opmærksomhed: Energieffektivisering.

Energieffektivisering indtager i disse år en central rolle i nye klima- og energistrategier, som skal revolutionere energiforbruget verden over.

De globale klimaforhandlinger og landenes egne planer for at nedjustere CO2-udledningen sætter fornyet fokus på, hvordan vi forvalter forbruget af energi verden over, og hvordan dette kan optimeres, så behovet for energi falder.

Positive tendenser i ny rapport

En ny rapport fra det Internationale Energiagentur (IEA) sætter i en ny rapport fokus på den rolle som energieffektivisering spiller i at nedbringe energiforbruget og reducere CO2-udledningen verden over.

Rapporten ”Energy Efficiency Market Report” konkluderer kort sagt, at energieffektivisering har en fuldstændig afgørende betydning for udviklingen af realistisk og bæredygtig energipolitik.

Energiintensiteten – forholdet mellem det totale energiforbrug og bruttonationalproduktet – blev forbedret (dvs. reduceret) med 1,8% i 2015. Den globale økonomi havde altså samlet set brug for mindre energi til at vokse.

Energiintensiteten er forbedret siden 2014 og gennemlever nu den største udvikling set over det seneste årti.

Udviklingen er bemærkelsesværdigt, da det er sket i en periode hvor energipriserne er faldet, hvilket ellers normalt bremser fokus på energibesparelser.

Nye standarder former udviklingen

“Energieffektivisering er den eneste energiressource, som alle lande besidder i overflod”, siger IEAs Generaldirektør Dr Fatih Birol. “Jeg byder forbedringerne i den globale energieffektivisering velkommen, specielt i en tid med lavere energipriser. Det er et tegn på, at mange regeringer skubber på med lovgivningen inden for energieffektivisering, og der virker.”

Ny lovgivning og standarder inden for energieffektivisering er et vigtigt middel i at forme og forbedre udviklingen af energiforbruget for fremtiden.

Målet er, at samfundet får det maksimale udbytte af den energi, der bliver brugt. Og lovgivning viser sig at være en ret så effektiv metode på dette område.

Nye standarder for biler i økonomiklassen sparede verden for et forbrug på 2,3 millioner tønder olie sidste år – eller 2,5% verdens olieforsyning.

Standarder for energieffektivisering dækker nu 30% af den energi, som konsumeres på verdensplan. Dette er steget fra 11% i 2000. Forbedringerne i energiintensiteten er størst i landene uden for OECD.

Vækstøkonomier i fokus

”De store vækstøkonomierne står centralt i overgangen til ren energi og i kampen mod luftforurening, hvilket drives fremad af energieffektivisering og vedvarede energi”, siger Birol.

Et land, som virkelig har rykket sig, er Kina, hvor energieffektiviseringen er forbedret med 5,6%. Kinas udvikling kan da også mærkes på de globale energimarkeder.

Efterspørgslen på primære energikilder – råstoffer såsom råolie, naturgas og vedvarende energikilder – steg med kun 0,9% i 2015, hvilket er på sit laveste siden 1997, mens økonomien voksede med 6,9%.

Kina er ellers for nylig blevet kritiseret, da staten har investeret massivt i nye kulkraftværker uden for landets grænser, mens landet samtidig forpligtiger sig til at skære i energiforbruget.

Kritikere siger, at dette skævvrider billedet af Kinas indsats for at forbedre energiproduktionen og blot ’flytter emissionerne’ til andre lande i blandt andet Sydøstasien. Modsat nævner repræsentanter fra industrien, at udflytningen også inkluderer nye effektive teknologier i produktionen, som de ellers ikke ville have haft adgang til.

Pengene viser vejen

Positivt er det dog, at energieffektivisering er en rigtig god forretning. I 2015 var de globale investeringer i energieffektiviseringer hele 66% større end investeringen i konventionel energi. Energieffektivisering udgjorde med andre ord 14% af de 1,6 billioner amerikanske dollars, som blev investeret i energisektoren sidste år.

IEAs chef for energieffektivisering, Brian Motherway, udtalte i forbindelse med rapportens udgivelse, at “vores 2016 Energy Efficiency Market Report viser, at virksomheder og regeringer verden over forstår den kritiske rolle, som energieffektivisering spiller i overgangen til en CO2-effektiv økonomi. De handler endda ud fra denne viden og forfølger omkostningseffektive energieffektiviseringer, som har flere fordele end bare besparelser på elregningerne i form af komfort, sundhed og produktivitet”.

Energieffektiviseringer giver økonomisk set god mening for virksomheder og industrier, da det sænker udgifterne til elregningen. Dette er ekstra effektivt, når lovgivningen stiller strenge krav til energiforbruget og sætter standarder for ny teknologi og produktion.

IEA konkluderer dog, at markedet fortsat skal udvikles og ensrettes for at opnå det fulde potentiale. Det betyder blandt andet lovpligtig energieffektivisering samt nye standarder for bygninger, køretøjer og husholdningsapparater.

Stadig plads til forbedringer

Rapporten viser dog også, at der stadig er plads til store forbedringer på trods af de flotte resultater. Den globale energiintensitet skal gerne reduceres med mindst 2,6% per år, hvis vi skal bevæge os i retningen af et bæredygtigt energisystem.

Lande verden over offentliggør i disse måneder deres nationale klimaplaner – de nationalt fastsatte reduktionsbidrag – som en del af vedtagelsen af Paris-aftalen.

Strategier for øget energieffektivisering og nye investeringer heri optræder da også, som en hjørnesten i de fleste planer, som indtil videre er fastlagt.