Gå til hovedindhold

Mobile menu

To EPA or to not EPA - et svar

Da Kommissionen skulle udvikle et alternativ til handelsforholdet mellem EU og ACP-landene, var det et afgørende forhold, at det regionale økonomiske samarbejde mellem landene blev styrket.

Pixabay

Marie Visti Hansens artikel i Globalnyt 19. april 2017 nødvendiggør en reaktion. Det interessante i hendes artikel er sådan set, at hun undrer sig over, hvad EU's interesse egentlig er i skabelsen af disse Economic Partnership Agreements (EPA), og specielt for Det Østafrikanske Fællesskab EAC's vedkommende.

Det nærmeste på en forklaring af, hvorfor EU presser på for at få endeligt konkluderet EPA med landene i EAC, skulle være Kinas voksende handelsrelation med disse østafrikanske lande.

Mere åbne regioner

Men dette er et meget snævert perspektiv at se sagen i. EPA hed oprindeligt REPA. Forskellen er vigtig, selvom den er blevet fortrængt af den ikke altid fagligt balancerede kritik, der gennem årene har domineret diskussionen.

Da vi i Kommissionen skulle udvikle et alternativ til handelsforholdet mellem EU og ACP-landene, således at det ville være muligt at fortsætte et nært handelssamarbejde med disse lande på et grundlag, der ville være kompatibelt med WTO's principper, var det et afgørende forhold, at det regionale økonomiske samarbejde mellem landene blev styrket.

Skabelsen af mere åbne regioner uden toldgrænser og restriktioner i disse regioner var vigtigere end varetagelsen af en europæisk eksportinteresse. Det har i realiteten også været dette aspekt, der har været en væsentlig faktor bag den langsomme forhandlingsproces.

Ingen balanceret liberalisering

Hver for sig er de fleste afrikanske landes økonomi for lille og for lidt diversificeret til at denne grundlag for udviklingen af international konkurrencedygtighed. Groft sagt kunne man sige, at omfanget af smugleri mellem landene i Afrika var en god indikator for potentialet i en regional liberalisering, men der var næsten overalt etablerede interesser i ikke at udsætte nationale monopoler for direkte konkurrence fra nabolandene.

Processen er dog skredet fremad, og det er blevet bedre forstået, at der ikke findes noget alternativ til at følge grundreglerne for den globale handel. Og REPA - eller EPA - har hele tiden været udtænkt og forhandlet som den mest skånsomme og for de afrikanske lande mest fordelagtige model til at udvikle sig hen mod WTO-kompatibilitet.

Det overses ofte, at der ikke er tale om en balanceret liberalisering af handelen mellem EU og ACP-landene. De mindst udviklede landes told-og kvotefri adgang til eksport til EU kan udstrækkes til andre lande i EPA-regionerne, og hvert land kan reservere sig med beskyttelse for særligt følsomme varegrupper. EPA'erne var grundlæggende udtænkt i en udviklingspolitisk kontekst mindst lige så meget, som det var en nødvendig handelspolitisk tilpasning efter at Europas traditionelle særlige begunstigelse af ACP-landene var underkendt i WTO.