Gå til hovedindhold

Mobile menu

To EPA or not to EPA – Østafrikas valg mellem pest og kolera


Efter 12 års forhandling lå den økonomiske partnerskabsaftale The Economic Partnership Agreement (EPA´en) mellem Det Østafrikanske Fællesskab (EAC) og EU endelig klar til underskrift i 2014. Men EAC landene Kenya, Tanzania, Uganda, Rwanda og Burundi skal hver især underskrive og ratificere aftalen, før den kan træde i kraft, og tilslutningen er gået hen og er blevet en noget træg affære. 

CC BY IvempII

Globalnyts skribent Marie Visti Hansen har talt med den EPA skeptiske NGO, Southern and Eastern Africa Trade Information and Negotiations Institute (SEATINI-Uganda) og kastet et blik på im- og eksporttallene for at se hvordan det egentligt står til med EAC landenes internationale handel, og hvorfor EPA´en er så vigtig for EU.

Bytte bytte købmand

EPAen kaldes en økonomiske partnerskabsaftale men er reelt en frihandelsaftale, som over en årrække fjerner importtolden på produkter fra EU til EAC.

Men hvad får EAC landene så til gengæld for at åbne deres markeder op for EU produkterne?

Aftalens store svaghed er, at landene tilbydes noget, de som mindst udviklede lande (bortset fra Kenya) allerede har – nemlig toldfri adgang til EU markedet.

Kenya, som er det eneste land som pt. både har underskrevet og ratificeret EPA´en, har som mellemindkomstland ikke automatisk toldfri adgang til EU og stod til at miste en gunstig bilateral toldaftale af stor betydning for landets omfattende blomstereksport til EU, så landet har derfor umiddelbar fordel af EPA´en.

For og imod EPA´en

I de øvrige EAC lande er der forskellige grader af modstand mod EPAen, særligt i Tanzania, men også i Uganda er meningerne delte. Det ugandiske Handelsministerium fremhæver, at det er vigtigt at Uganda tilslutter sig aftalen, fordi landet vil miste sin toldfri adgang til EU når det om få år rykker op i gruppen af mellemindkomstlande, og EU er vel at mærke Ugandas største eksportmarked uden for EAC.

Ministeriet fremfører, at aftalen ikke vil stille Uganda væsentligt dårligere, da en lang række EU produkter allerede har toldfri adgang til EAC i dag, og fremhæver at EPAen indeholder tilsagn fra EU om hjælp til udvikling af landbrugs-og fiskerisektorerne, som er af helt afgørende betydning for landene.

De argumenter preller imidlertid af på NGOen SEATINI- Uganda. Her har Country Director Jane Nalunga ikke meget tiltro til at Uganda bliver mellemindkomst indenfor en overskuelig fremtid. Hun fremfører, at der ikke er sket strukturelle ændringer i industri og erhvervsliv, som kan udgøre fundamentet for den nødvendige vækst, og henviser til Ugandas enorme befolkningstilvækst som udhuler de økonomiske fremskridt.

Hun understreger, at selvom EPAen lægger op til en omfattende EU støtte til udvikling af EAC landenes landbrugs og fiskerisektor så skal støtten gives indenfor de eksisterende EU programmer, der kommer altså ikke flere penge i forbindelse med tilslutningen til EPAen. Og man kan måske også forestille sig, at EU's nuværende udfordringer er med til at sænke forventningerne i EAC til hvad EU kan og vil gabe over.

EU's landbrugsstøtte nok en gang

EPAen forbyder parterne at anvende eksportstøtte. Men Jane Nalungu indvender at EU's landbrugsstøtte indirekte fungerer som sådan.

Tilskuddet mindsker EU landmændenes produktionsomkostninger og gør dem derved i stand til at eksportere til en kunstig lav pris. Så eksportstøtte eller landbrugsstøtte kommer ud på et, og Jane Nalunga fremhæver at EU, gennem de 12 år lange forhandlinger konsekvent har afvist at drøfte en ændring af landbrugsstøtteordningen.



Endeligt fremhæver Nalunga en række andre bekymringer: EAC landenes mister toldindtægter hvis aftalen gennemføres, et tab som er faktuelt selvom der er uenighed om dets nøjagtige størrelse, og EAC landene bliver afskåret fra at pålægge eksporttold, som er et instrument landene ellers kan bruge til at begrænse eksporten af produkter, som det vurderes er vigtige for at opbygge den lokale industri.

Kineserne kommer

12 år er lang tid at bruge på at forhandle en aftale, som modparten stadig ikke ønsker at tilslutte sig, og EU presser fortsat på for at få EPA´en i hus.

Men eksporten til EAC udgør en forsvindende lille del af EU's samlede eksport, kun 0,2 procent i 2016, og det kan derfor godt undre, at der bruges så mange kræfter på at sikre en frihandelsaftale.
Men et blik på EAC landenes samhandel med omverdenen giver måske en indikation af, hvad der ligger bag EUs bestræbelser på at få aftalen i stand.

screen_shot_2017-04-19_at_15.56.47.png

-->

Med en samlet import på 35.450 millioner EURO og en samlet eksport på bare 9.675 millioner EURO havde EAC landene et massivt handelsunderskud i 2015. Og det fremgår, at mens Kina eksporterede ca. 20 gange mere til EAC end de importerede, så er EU's eksport til EAC kun ca. dobbelt så stor som importen.

De kinesiske produkter har altså indtaget en absolut førerplads på det Østafrikanske marked, og EU kan ikke følge med fordi produktionsomkostningerne er langt mindre i Kina end i EU og de kinesiske varer derfor billigere.

EAC´s valg mellem pest og kolera

I EU håber man sandsynligvis at en ratificering af EPAen vil fremme EACs import fra EU på bekostning af importen fra Kina, fordi EU produkterne med bortfaldet af importtolden bliver billigere, og at man derved kan svække den stærke kinesiske dominans af det østafrikanske marked.

Men set fra EACs side ser det ret håbløst ud, lige meget om man tilslutter sig EPAen eller ej. Undlader man at tilslutte sig, vil handelsunderskuddet i forhold til Kina sandsynligvis vedblive med at vokse, og tilslutter man sig vil handelsunderskuddet i forhold til EU sandsynligvis vokse, muligvis på bekostning af underskuddet i forhold til Kina.

I begge tilfælde er slutresultatet er det samme, et massivt, alarmerende og voksende handelsunderskud, som sandsynligvis vil være en realitet lige til den dag hvor EAC får gang i en bæredygtig økonomisk udvikling og en konkurrencedygtig eksport.
EAC kan kort sagt vælge mellem pest og kolera, og i det lys forstår man godt at landene er noget tøvende med at træffe en beslutning.

Det Østafrikanske Fællesskab eller på engelsk The East African Community er et såkaldt ”overstatsligt samarbejdsorgan” som omfatter Kenya, Tanzania, Uganda, Rwanda, Burundi og Sydsudan. Formålet er at fremme et bredt samarbejde inden for politiske, økonomiske, sociale og kulturelle områder. Landene har indgået en toldunion som trådte i kraft i 2005, så de ligesom EU repræsenterer et fælles toldsystem for varer der importeres udefra unionen.