Baggrund
Udenrigsminister Kristian Jensen besluttede i februar 2016, at tiden var inde til at der skulle udarbejdes en ny dansk udviklingsstrategi. Den seneste udviklingsstategi "Retten til et bedre liv" er fra 2012.
Processen med at udarbejde den nye udviklingsstrategi blev indledt med en række folkemøder rundt omkring i landet med det formål at få et bredt input til følgende spørgsmål: Hvorfor og hvordan kan der skabes resultater gennem dansk udviklingssamarbejde og humanitære indsatser?
Det fremgår, at ”Den udbyggede synopsis til Danmarks nye udviklingspolitiske strategi” bygger på ”Udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik”, maj 2016 (Taksøe rapporten), og på den dialog, som udenrigsministeren har haft med danskerne, civilsamfund og interesseorganisationer, erhvervslivet og Folketinget i foråret 2016.
Som det fremgår af nedenstående sammenfatning af Udenrigsministeriets synopsis af 19. maj, kommer Taksøe rapporten til at spille en afgørende rolle for udformningen af den nye udviklingsstrategi 2016, og det er svært at finde fingeraftryk i denne synopsis fra Udenrigsministerens lange høringsproses.
Sammenfatning
Overordnet fremgår det af synopsis, at udviklingssamarbejdet skal være en central og integreret del af Danmarks nye aktive udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Der skal være fokus på resultaterne i udviklingslandene, og den danske bistand skal samlet set fremme opnåelsen af verdensmålene i 2030, men det skal også være en udviklingspolitik, der varetager danske interesser.
Det fastholdes, at vi skal hjælpe verdens fattigste og mest udsatte befolkningsgrupper samt være med til at sikre en bæredygtig vækst, fred, stabilitet og den internationale verdensorden. Dermed vil vi samtidig være med til at imødegå nuværende og fremtidige trusler mod vores lille land og sikre verdenshandlen.
Regeringen vil fastholde FN’s mål om at yde 0,7 pct. af BNI (Bruttonationalindkomsten, der angiver den årlige indkomst for et lands indbyggere) i udviklingsbistand. Ligeledes vil man samtidig arbejde for at nå FN’s mål om at sikre, at 0,2 pct. af BNI skal gå til de mindst udviklede lande.
Det understreges, at udviklingslandene selv skal stå for at mobilisere størsteparten af de ressourcer, der er nødvendige for at sikre en bæredygtig udvikling, med særlig fokus på effektivisering at deres skattesystemer.
Uligheden i samfundene skal løses ved at skabe en samfundsudvikling, der gør, at det enkelte menneske har frihed til at tage hånd om sin egen og familiens fremtid.
Prioriteringer
Prioriteringen af udviklingsbistanden skal sættes i system, hvor der lægges vægt på dansk(e):
- Interesser og værdier: Hvor har vi interesser og værdier på spil;
- Indflydelse: Hvor kan vi gøre en forskel ved at sætte vores instrumenter strategisk ind;
- Partnerskaber: Hvor er vi nødt til at gå forrest for at skubbe dagsordenen, hvor kan vi søge partnerskaber og er der steder, hvor andre er bedre klædt på til at gøre en forskel.
Organisations- og Landevalg
Der lægges op til at bruge fire kriterier for at udvælge prioritetslande og prioriterede multilaterale organisationer: fattigdom, sikkerhed/skrøbelighed, migration, handels- og investeringspotentiale.
Desuden lægges der op til, at Danmark fremover i udviklingsbistanden skal skelne mellem følgende lande:
- Fattige og skrøbelige lande
- Fattige, stabile lande
- Transitions- og vækstøkonomier
Verdensmålene
Det fremhæves at Mål 16 (Fremme fredelige og rummelige samfund, styrke adgang til retssystemer for alle, og opbygge effektive, ansvarlige og inkluderende institutioner på alle niveauer af samfundet); og Mål 17 (Øge midlerne til implementering, og styrke det globale partnerskab for bæredygtig udvikling), skal være tværgående hensyn for al fremtidig udviklingsbistand.
Ligeledes nævnes det at verdens unge vil få en central placering i den danske udvilingsstrategi som et nyt tværgående hensyn.
Det fastslås, at der fortsat skal investeres i landområderne, men at urbanisering forudses at blive et stadigt vigtigere indsatsområde, hvor Danmark skal være i stand til at levere en effektiv støtte.
Blandt verdensmål som kunne prioriteres nævnes: Mål 3 (sundhed og trivsel), Mål 6 (rent vand og sanitet), Mål 7 (bæredygtig energi), Mål 8 (anstændige jobs og økonomisk vækst), Mål 11 (bæredygtige byer og lokalsamfund), Mål 12 (bæredygtig forbrug, produktion og herunder værdikæder), og Mål 13 (klima).
Bilateral Bistand
Der lægges op til at bevare landeprogrammerne i lande som Bangladesh, Kenya, Burma, Tanzania og Uganda.
Ligeledes fremhæves det, at de danske bistandserfaringer fra Ghana og Vietnam kan bruges i ”fattige men stabile lande som lande i transition mod at udvikle sig til større og robuste transitionsøkonomier”.
Danmark skal yde støtte til f.eks. sundhed og uddannelse, som kan være med til at forbedre kvinders muligheder for selv at vælge, hvor mange børn, de vil have, og frigive ressourcer til investeringer i økonomisk udvikling.
Det fremhæves, at den private sektor skal spille en langt større rolle i landeprogrammerne og være med til at sikre et godt erhvervsklima, herunder den private ejendomsret, økonomisk frihed, infrastruktur, erhvervsuddannelse, retssikkerhed, og bekæmpelse af korruption.
Landeprogrammerne skal være med til at fremme og øge privat finansiering, viden og investeringer, bl.a. fra danske virksomheder og pensionsfonde.
I den sammenhæng lægges der op til en styrkelse af IFU (Investeringsfonden For Udviklingslande) som en vigtig finansieringskilde i de danske landeprogrammer.
Man skal samtidig styrke samarbejdet med lokale myndigheder for at sikre bedre betingelser for erhvervslivet, bæredygtige investeringer og handel.
Multilateral Bistand
Det fastslås, at den danske multilaterale bistand fortsat vil have EU, FN og udviklingsbankerne som de centrale omdrejningspunkter.
Danmark vil derfor styrke EU's rolle i det danske udviklingssamarbejdet og vil arbejde for, at der skabes et mere effektivt og strategisk samarbejde med EU i denne sammenhæng.
Der lægges op til en bedre prioriterering af den multilaterale bistand, hvor man vil gå bort fra politikken med kun at give ikke-øremærkede bidrag og i stigende grad give tematiske/regionale og øremærkede bidrag til organisationerne.
Endelig lægges der vægt på at have danskere i internationale organisationer, således at de kan sikre dansk indflydelse og varetage danske interesser.
Humanitær Bistand og Migration
Prioritering af forebyggelse og stabilisering af skrøbelige stater og situationer skal være et centralt element i den humanitære bistand.
Regeringen lægger op til at prioritere engagementer i et mindre antal af de skrøbelige lande og situationer/regioner for at øge effekten af den danske humanitære bistand.
Der lægges op til fortsat støtte til Syrien og nærområder, Afghanistan, Sahel-regionen, Afrikas Horn, Gaza/ Vestbredden og betydelige investeringer i at håndtere den massive flygtninge- og migrationskrise.
Det fremhæves, at der skal lægges mere vægt på at koordinere den humanitære indsats og den langsigtede udviklingsbistand.
Danmark bør sikre, at de multilaterale organisationer især lægger vægt på: Mål 1 (fattigdomsbekæmpelse), Mål 2 (stop sult), Mål 5 (ligestilling), Mål 8 (beskæftigelse) samt Mål 16 (fred og stærke institutioner).
Danmark vil fremme civilsamfundsorganisationernes ”indsatser i skrøbelige stater og understøtte, at innovative, effektive danske løsninger på humanitære udfordringer bringes i spil til gavn for de udsatte befolkningsgrupper og for dansk erhvervsliv”.
Der lægges op til, at migration bliver et tværgående hensyn på tværs af relevante strategier og landeindsatser, og at der skal formuleres en styrket tilbagesendelsespolitik.
Det understreges dog, at Danmark fortsat vil være i front hvad angår styrkelse af menneskerettigheder, demokrati, god regeringsførelse og retsstatsforhold.
Samarbejdet mellem relevante danske myndigheder og aktører inden for menneskerettigheder, ligestilling, demokrati og lokale samarbejdspartnere i danske programsamarbejdslande skal styrkes.
Regionale vækstlokomotiver er et nyt begreb i den foreslåede strategi, hvor det fremhæves, at lande som Nigeria og Ethiopien kan spille en vigtig rolle i at tiltrække arbejdskraft fra nærområderne.
Ligestilling og kvinders rettigheder
Kvinder og piger skal ifølge oplægget være i fokus i den danske indsats for at bekæmpe fattigdom og i at fremme sundhed og uddannelse.
Der vil fortsat også være fokus på at fremme seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder (SRSR). ”Selvom disse rettigheder globalt er under pres, vil Danmark ikke give efter for kvinder og pigers ret til selv at bestemme over egen krop, hvor mange børn de vil have, hvornår og med hvem”.
Danmark skal være med til at bekæmpe vold, herunder seksuel vold, mod kvinder og piger i konflikt, og fremme deres deltagelse i konfliktløsning, fredsopbygning og genopbygning af samfund i tråd med Sikkerhedsrådsresolution 1325 ”Kvinder, Fred og Sikkerhed”.
Rådgivning
Der lægges op til, at der skal være et personsammenfald mellem medlemmerne i det Udviklingspolitisk Råd og Den Eksterne Bevillingskomite, der siden den seneste lovændring i 2012 har stået for det konkrete bevillingsfaglige input til regeringen.
Overvejelser om kommunikation
Det nævnes at kommunikationsindsatsen skal justeres med det formål, ”at sikre en ny, styrket fortælling om, hvad Danmark kan og vil med sit udviklingssamarbejde samt være relevant og nærværende for den enkelte dansker”.
Det er vigtigt ifølge oplægget ikke kun at fokusere på resultaterne af udviklingsbistanden, men også have fokus på hvad vi konkret gør i udviklingslandene. Samtidigt skal oplysningsarbejdet om udviklingssamarbejdet være en del af indsatsen for at kommunikere ”Danmarks brand; som blød magt, der skal vedligeholdes og kommunikeres”.
Konklusion
Som det fremgår af ovenstående sammenfatning af Udenrigsministeriets synopsis af 19. maj, kommer Taksøe rapporten til at spille en afgørende rolle for udformningen af den nye udviklingsstrategi 2016, og det er svært at finde fingeraftryk i denne synopsis fra Udenrigsministerens lange høringsproses.
Det er positivt, at der gives udtryk for en større forståelse af koblingen mellem sundheds- og uddannelsesudvikling og økonomisk vækst, ikke mindst i forhold til udmeldingerne om ligestilling og kvinders retteigheder.
En række lavindkomstlande vil fortsat have behov for udviklingsbistand på sundheds- og uddannelsesområdet, og det vil også være i Danmarks interesse at befolkningen i disse lande har adgang til disse ydelser, hvis vi skal være med til at sikre en stabil økonomisk vækst og en bæredygtig befolkningsudvikling i verden.
Det fastholdes, at vi skal ”hjælpe” verdens fattigste og mest udsatte befolkningsgrupper, men det er ikke helt klart i hvor høj grad, at vi opretholder den tidligere fokus på de fattigste udviklingslande.
Forstillingen om, at uligheden i de fattigste samfund kan løses ved at skabe en samfundsudvikling, der gør, at det enkelte menneske har frihed til at tage hånd om sin egen og familiens fremtid, forekommer at være naiv og ikke i tråd med den viden vi har om uligheden i udviklingslandene.
Ligeledes forekommer det at være urealistisk at tro, at den private sektor kan spille den afgørende rolle, der er lagt op til i udkastet, hvad angår udviklingen i lavindkomstlandene. Her skal der lægges meget mere vægt på at styrke og udbygge infrastruktur-, kommunikations-, landbrugs-, uddannelses- og sundhedssektorerne samt den offentlige sektors kapacitet til at styre udviklingen.
Endelig er der ikke nogle bud på, hvor stor en del af bistanden, der skal gå til de forskellige elementer, der er nævnt i denne synopsis. Hvis vi tager den nuværende finanslov som udgangspunkt, bliver der ikke mange resourcer tilbage til egentlig udviklingsbistand og meget få ressourcer til den langsigtede udviklingsbistand til de fattigste lande, som skal være med til at forebygge de fremtidige kriser, konflikter og den øgede strøm af flygtninge til mellem- og højindkomstlandene.
Der lægges således op til at bruge mange ressourcer på at slukke ”de aktuelle brande” i Mellemøsten og Nordafrika, medens der ikke er lagt op til at bruge de nødvendige ressourcer til at forebygge de ”fremtidige brande” især i Afrika.
