Etiopien løslader oppositionsleder

addis_ababa_by_night_activity
Bag den betydlige økonomiske vækst i Etiopien - især her i hovedstaden Addis Ababa - står der er autoritært styre, der har siddet ved magten siden 1991, hvor det som oprørsgruppe besejrede et mangeårigt militærstyre.
Foto: Jean Rebiffé (CC BY 4.0)
Laurits Holdt

Onsdag morgen blev lederen af organisationen Oromo Federalist Congress, Merera Gudina, løsladt og blev modtaget af tusinder af støtter, skriver BBC.

Han har været fængslet siden december 2016, hvor der var undtagelsestilstand i Etiopien og han var bl.a. anklaget for samarbejde med terrorister. Han blev arresteret da han vendte tilbage fra Bruxelles, hvor han havde talt til EU-Parlamentet.

I begyndelsen af januar 2018 meddelte landets regering at den ville løslade sine politiske fanger. Dog uden at bruge udtrykket “politiske fanger”, for regeringen nægter, at der er politiske fanger i landet.

De vidtrækkende terrorlove er ofte blevet benyttet til at sende oppositionsfolk, journalister og aktivister bag tremmer

Ifølge BBC vil regeringen lade anklagerne mod flere end 500 personer falde.

Uroligeheder og undtagelsestilstand

I 2015 udbrød der uroligheder i regionen Oromia og i 2016 også i regionen Amhara. Myndighederne slog hårdt ned på de folkelige protester og mange blev dræbt.

Myndighederne indførte undtagelsestilstand som først blev ophævet i august 2017. Det menes at op mod 11.000 blev arresteret under undtagelsestilstanden.

Etiopien fremhæves ofte for sin økonomiske vækst men bag den økonomiske udvikling står der et autoritært styre, der ledes af partiet Ethiopian People’s Revolutionary Democratic Front (EPRDF). Partiet er en alliance mellem fire politiske partier og alliancen har siddet på magten siden 1991, hvor den som oprørsalliance besejrede militærstyret under præsident Mengistu Haile Mariam.

EPRDF vandt ved valget i 2015 500 ud af parlamentets 547 pladser og kan således regere landet uden at tage de store hensyn til landets øvrige politiske partier.