EU-Kommissionen vil beskytte torsken

Forfatter billede

Det beretter Danmarks Naturfredningsforening torsdag.

EU-Kommissionen lægger op til at skære i torskekvoterne i Østersøen fra næste år. De mener nemlig, at torskekvoten bør skæres med 88 procent i den vestlige Østersø og 39 procent i den østlige Østersø.

Det får Kim Kær Hansen, næstformanden for Danmarks Fiskeriforening, til at udtale sig til BT.dk om risikoen for fiskerne ved lavere torskekvoter.

– Det vil medføre en direkte lukning af fiskeriet i store dele af Østersøen. Det er klart, at det vil være de færreste virksomheder, der kan holde til at få skåret 88 procent af sin indtjening, siger han til BT.dk.

Desværre er den tankegang, ifølge Henning Mørk Jørgensen havbiolog i Danmarks Naturfredningsforening, meget kortsigtet.

– Det kan godt være, at nogle fiskere får problemer nu og her, hvis de ikke længere kan fange torsk, men hvis de bliver ved med at overfiske torsken, og anbefalingerne ikke tages seriøst, så går det endnu værre, for så er der slet ikke nogen torsk at fange, siger havbiologen.

Derfor er han glad for, at Kommissionen tager forskernes anbefalinger seriøst.

De lave torskekvoter betyder dog ikke, at alle fangstmuligheder forsvinder. Der foreslås større kvoter på sild (8%), brisling (39%),laks (10%) og rødspætte (95%). Så samlet set er det kun torsk, der kan fanges mindre af.

– Det er glædeligt, at EU-Kommissionen lytter til forskernes råd. Det er vigtigt at beskytte torsken, mens det stadig kan lade sig gøre. Fortsætter overfiskeriet så risikerer vi jo, at torsken helt forsvinder fra Østersøen, og det kan hverken fiskerne eller Østersøen naturligvis være tjent med, siger Henning Mørk Jørgensen.

Fremtidens udsigter

Hvis miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen vælger at holde sig til de anbefalede torskekvoter, så er der stor sandsynlighed for, at fiskerne igen snart kan fange torsk fra en bæredygtig bestand.

– En fiskebestand i den størrelse, som den fælles fiskeripolitik lægger op til skal være gældende senest i 2020, er netop den størrelse, der giver mulighed for den størst mulige fangst fremover. Altså den bestandstørrelse der kan levere det største bæredygtige afkast, siger Henning Mørk Jørgensen.

Det er her til efteråret, at ministrene fra EU skal diskutere de anbefalede fiskekvoter.

– Vi opfordrer i høj grad Esben Lunde Larsen til at følge anbefalingerne om lavere torskekvoter fra både forskere og nu også EU-Kommisionen. Kan han bytte sig til kvoter fra andre lande, eventuelt af andre fiskearter eller på andre måder hjælpe de hårdest ramte lokale fiskere, skal han naturligvis gøre det, siger Henning Mørk Jørgensen.