Fælles opråb fra internationale eksperter: Byggeriet er stor klimasynder

46e70929-6a91-43e2-91b9-d58358954ecd
Thomas Jazrawi

“Der er akut behov for en væsentlig reduktion af drivhusgasemissioner fra byggeriet”.

Sådan står der i dag i en fælles erklæring fra JCSS, en ekspertgruppe, der repræsenterer de største internationale ingeniørforeninger på området.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Aalborg Universitet mandag. 

Ekspertgruppen Joint Committee on Structural Safety (JCSS) rådgiver normalt den internationale ingeniør- og byggebranche om sikkerhed og risikofaktorer og går meget sjældent ud i offentligheden med budskaber som dette.

Byggebranchen må erkende sin rolle

Men ifølge formanden, Michael Faber fra Aalborg Universitet (AAU) er der ikke længere tid til tøven:

“Klimapåvirkningen er en akut og global udfordring. Byggebranchen såvel som de myndigheder der har ansvar for reguleringen af denne er nødt til at erkende deres roller i udledningen af drivhusgasser”.

Han fortsætter: 

“Ikke kun fra bygningers løbende energiforbrug men også fra det enorme og voldsomt stigende forbrug af konstruktionsmaterialer og medfølgende konstruktionsprocesser generelt, siger Michael Havbro Faber, formand for JCSS og professor på AAU.

Sidste fælles erklæring var i 2012

Sidste gang JCSS gik i offentligheden med en fælles erklæring var i 2012, i konteksten af retssagen i Italien mod eksperter der havde rådgivet offentlige myndigheder i Italien omkring risikostyring forud for L’Aquila jordskælvet i 2009.

JCSS ekspertgruppen advarede i deres erklæring skarpt mod mangelfuld risikostyring i det offentlige domæne og et akut behov for etablering af klare protokoller for kommunikation omkring risikostyring mellem ansvarlige myndigheder, eksperter og offentligheden.