Failed, fragile og fucked-up

pernille2
Ane Nordentoft

28. august 2015

Jeg prøvede i sidste uge at lyde smart i en samtale med to andre udsendte europæere, hvor det handlede om at sætte ord på Sydsudan lige nu. Jeg havde været væk fra hovedstaden Juba i 1½ måned – var lige landet efter, at have været langt ude på landet. Jeg havde så mange ting, der skulle siges.

”Failed, fragile og fucked-up” sagde jeg, før jeg tænkte. Da jeg havde hørt mig selv sige ordene, kunne jeg godt høre, at de lige så kunne passe på mig selv og alle de andre udefra, der prøver at forstå det her land.

Vi vil så gerne forstå det her sted. Vi slider papirer tynde for mening, samtaler for ord, og forhandlinger for fred. Alt imens Sydsudan slider sine mennesker ned. Ting slides langt ud over deres kapacitet. Alligevel skubbes alt fremad.

                                * * * * *

Expats tager på Rest & Recovery. Lokale bliver. Og fylder biler til kanten

Foto: Pernille Bærendtsen
med mennesker og last. Deres metalbuge stryger mod den røde jords ubarmhjertige overflade, der giver igen ved at slide skroget tyndere og tyndere. Vi tæller de sammenkrøllede vrag på Kaya Highway, fra Ugandas grænse til Yei, når vi passerer endnu et, der ikke kunne mere.

Plastikbaljer, spande og vanddunke fyldes flere gange om dagen til med vand, til de sprækker. Nogle får nyt liv, når de omstændeligt syes sammen til ét stykke igen. Arrene fremstår synlige så hele verden kan se, at de nåede bristepunktet og sprak. Bulede metalgryder fyldes hver dag med bønner, majs, yams og kassava, og sættes på bragende blus på højeste niveau. Køkkentøj fremstår forslået og mærket efter et langt livs hårdhændet brug og alt for mange daglige opvaske i koldt, fedtet vand.

                                * * * * *

Sydsudan slider sine mennesker. De slider hinanden. Mennesker slår sig, slår fra sig, slår hinanden, bryder ned, bryder sammen, bryder op. Krakelerer. Gror tyndslidte. Men fortsætter. Én morgen for et par uger siden stod jeg med en journalist med åbent kødsår. Hun havde skåret sig på en blikplade ved indgangen til radiostationen. Jeg fjernede den beskidte klud, hun havde brugt til at stoppe blødningen, og endevendte en forbindingskasse for bandager og sprit. Fire sting, en stivkrampeindsprøjtning og 45 minutter på hospitalet senere, og hun var tilbage på arbejdet.

                                * * * * *

Vi prøver så meget at forstå, hvordan det her sted fungerer. Jeg sidder en lørdag eftermiddag med en kollega og kigger på Nilen, der flyder frem. Det er så smukt og fredeligt, at det er nærmest uforståeligt. Ude i højre hjørne af panoramaet er der så også nogen der begynder at banke et skibsvrag i stykker. Så sætter de ild til det tørre græs, der er vokset ind i skroget. Det blæser op. Sorte stykker aske flimrer i luften, og lægger sig over vores hvide dug. I løbet af 10 minutter har dugen fået et gråt skær.

Alt her kan ændre sig på ingen tid.

En ung journalist blev slået ihjel natten til den 20. august. Skudt ned med pistol på klos hold. Det skete kort tid efter, at præsidenten havde udtalt, at journalister ikke skulle vide sig sikre.

”Han var ikke engang kritisk journalist” siger de andre journalister.

Et par dage senere trak præsidentens talsmand udsagnet tilbage, og sagde. at Kiir alligevel ikke havde ment det på ’den’ måde. Andre journalister fortæller, at de også modtager trusler. Det er sådan noget med, at en person ringer til dig fra et ukendt nummer og siger, at du skal holde inde med at mene noget på Facebook.

Det diskuterede jeg torsdag aften i sidste uge med et par gode journalistvenner, jeg kender tilbage fra da konflikten startede i 2013. Fredag havde regeringen lanceret en demonstration, som de kaldte ’JUST PEACE’, hvor embedsmænd og skolebørn blev beordret ud på gaden for at demonstrere til understøttelse af Præsident Kiirs tøven med at underskrive. Journalisterne gik sammen samme morgen, og besluttede sig for at ære den myrdede journalist ved at afholde sig fra at dække begivenheden med et 24 timers medieblackout.

Det er ikke let at være den, der råber højt i den forsamling. Det er kompliceret. Følelserne sidder udenpå. Vi taler om hvordan, presset er ved at få folk til at eksplodere. Folk bliver rastløse af at vente på deadlines og mænd med forbehold, som ikke vil skrive under.

                                * * * * *

En uge senere, tirsdag, meddeles det så, at fredsaftalen skal underskrives dagen efter. Det er altså svært at mobilisere begejstring efter sådan en uge.

Foto: Pernille Bærendtsen
Det var også en lidt mærkelig dag onsdag. Da vi kørte ud fra hotellet om morgenen stod der de smukkeste kvinder i fuld combat på de fire sider af den første rundkørsel på Ministries Road. I figursyede uniformer og med funklende, sorte solbriller. Måske det tætteste vi kommer sydsudanesisk sci-fi. Præsidentens garde – nogle af dem, der har lov at blive efter at den nye fredsaftale blev underskrevet. Ellers er det aftalen, at militæret skal ud af Juba.

                                * * * * *

Jeg var her, præcis samme sted, da krigen startede i december 2013.

”Det en SLAGS fred. Og alle former for fred er bedre end krig” siger den fyr til mig, som ”arbejder med olie”. Jeg smiler til ham. Der var engang vi delte historier, hvor han fortalte mig, at han i Europa ville være en slags prins.

”Det er jo som om, at jeg ikke har været væk – du sidder hvor du sad sidst, jeg var her, og drikker stadig tequila”, siger jeg til ham. Temperaturen svang sig igen op på 41 grader. Det kræver alligevel noget at drikke tequila shots i den varme og stadig holde sig oprejst.

Foto: Pernille Bærendtsen
Sydsudaneserne har råstyrke. Resilience hedder det i humanitært sprog. Sydsudan er ikke for folk med svage hjerter. Og mange dage vinder Sydsudan store sejre, og jeg har siddet tilbage i opgivelse og trang til at tude over selv den mindste uretfærdighed.

”Du må ikke græde. Du er alt for følelsesladet’,” sagde de til mig på visakontoret ved grænsen til Uganda, da jeg var ved at flippe helt ud over, at de ikke ville give mig et ordentligt svar på, hvorfor de ikke kunne give mig en kvittering. I virkeligheden var det op i røven med de 100 SSP. Men man bliver idiot af at blive behandlet så usselt. Især når man bliver bedt om at åbne sin kuffert og fremvise sit inderste. Jeg ville bare have et svar. Endelig kom det: De havde ikke flere kvitteringer tilbage. Jeg blev siddende, pressede tårerne frem og insisterede på en kvittering. Kvitteringen materialiserede sig.

Men folk sætter sig ikke ned og tuder. De planlægger. Da jeg drikker kaffe med en anden ven, som også er journalist, forklarer han hvordan han var ved at planlægge at køre til Yei, 6 timer fra Juba.

”Du ved, jeg var ude at lede efter en lille telefon, som jeg kunne have på mig. Jeg tænkte, at røverne ville tage den i stedet for mine store smartphones”. Rejsen blev aldrig til noget, for antallet at røverier på ruten gik op i løbet af juli. Særligt et røveri, hvor røverne bad folk om at smide tøjet, afskrækkede selv de bedste planlæggere.

                                * * * * *

Onsdag, da fredsaftalen så endelig blev underskrevet, kom min nye ven, den tidligere ambassadør, der elsker at berette om sine rejser. Han satte sig på den anden side af mit bord, og lukkede nænsomt min laptop, hvor jeg var ved at gennemregne tallene på, hvad der må være historiens mest overmodige projektansøgning. Han bestilte sort te, og så talte vi om hvad det vil sige at være vokset op i 1960erne på en hospitalsbåd på Nilen, og om at være fri til at rejse i Europa. Dengang man kunne det.

Og vi talte om, at det måske i virkeligheden ikke er en aftale om fred, men en aftale om ikke mere krig.

I Sydsudan kommer krig i flertal.

”Hvilken krig taler vi egentligt om? Denne her nu, eller den før?” spørger folk.

Fred kommer i ental.

Alligevel er fred ikke bare fred.

Der findes forskellige slags fred.

                                * * * * *

Pernille Bærendtsen har siden 3. juli arbejdet for tyske GIZ og en lokal community radio i Morobo, som ligger på grænsen til Uganda. Hun er pt. ved at afslutte sin opgave i Juba.