Gå til hovedindhold

Mobile menu

Filmfestival: Fem dage i marts med kurdisk filmkunst

Copenhagen Kurdish Film Festival er efterhånden blevet en tilbagevendende vinterbegivenhed, og dette år er ikke anderledes. Cinematekets lærreder prydes henover fem dage i marts af kurdisk filmkunsts perspektiv på kulturelle, sociale og politiske udviklinger i regionen.  
I filmen 'Black Crow' vender Sara tilbage til Iran efter mange år som skuespiller i Frankrig - en rejse, der leder hende på en farefuld færd igennem de sneklædte bjerge.

I filmen 'Black Crow' vender Sara tilbage til Iran efter mange år som skuespiller i Frankrig - en rejse, der leder hende på en farefuld færd igennem de sneklædte bjerge.

Stillbillede fra Black Crow (Siyah Karga) af Tayfur Aydin

For syvende gang inviterer Forbundet for Kurdiske Studerende og Akademikere (FOKUS-A) i samarbejde med Cinemateket til Copenhagen Kurdish Film Festival, der løber af stablen fra den 7.-11. marts 2018.

Årets tema er intet mindre end frihed - et privilegium, som arrangørerne påpeger, ikke alle er født med, men som i høj grad præger den politiske, kulturelle og sociale udvikling i Kurdistans fire dele i Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien. 

I kraft af festivallens tema er programmet i høj grad præget af krigen i Syrien, og man kan blandt andet se dokumentaren, Resistance Is Life, om den otte-årige Evlins flugt fra Islamisk Stat i Kobani i Syrien og kortfilmen, A Special Guest, om mødet mellem flygtningedrengen Ako og hans ældre engelske naboer. Men frihed – eller manglen på samme - kan komme til udtryk på mange måder, og derfor sætter programmet også systematisk diskriminering mod kurdiske fodboldspillere i Tyrkiet (The Red Green) og tvangsægteskaber (Cone) under lup.

Foruden et program fyldt til randen med kunst- og spillefilm, kortfilm og dokumentarer, paneldebatter og instruktørbesøg, kan man i pausen mellem arrangementerne opleve en flig af Kurdistan i Cinematekets Asta Bar. Her serveres te, kaffe og traditionel cuisine til lyden af kurdiske toner.  

Hele programmet kan findes på Cinematekets hjemmeside eller arrangementets facebookside.